Hver dag omskæres fem drengebørn i Danmark

Overlæge Morten Frisch har delt dette rystende billede på Facebook. Det forestiller fem blødende drengebørn, der er blevet omskåret. Billedet er fra udlandet, men omskæring sker også i Danmark. Hver dag får fem små drengebørn fjernet deres forhud af religiøse og kulturelle årsager. I mange tilfælde ved myndighederne ikke, hvordan det foregår - eller hvor.

Billedet her forestiller drengebørn i udlandet, der netop er blevet omskåret. Nu frygter forsker, at også danske drenge bliver omskåret på lignende vis. 

Fem grædende drengebørn med blodet løbende fra deres penis. På mange måder et rystende billede af, hvordan omskæring af drenge foregår i en stor del af verden. Billedet er delt på Facebook af Morten Frisch, der er overlæge i epidemiologisk forskning og i mange år har forsket i konsekvenserne ved omskæring. Han har delt det mildt sagt ubehagelige billede for at skabe debat om omskæring af drengebørn i Danmark - og gerne resten af verden.

Vil have folk op af sofaen

Morten Frisch, der også er adjungeret professor i seksuel sundhedsepidemiologi ved Aalborg Universitet, er stærk modstander af rituel omskæring af både drenge og piger. Han håber, at billedet kan være med til at få folk op af sofaen og få politikerne til sætte en stopper for det, han kalder et "utidssvarende og alvorligt krænkende overgreb på børn".

LÆS OGSÅ: Jeg har svigtet mine børn

- Vi befinder os i den fuldstændig groteske situation, at mellem 1000 og 2000 danske drengebørn hvert år får beskåret deres sunde, naturlige kønsorganer. Men ingen aner, hvordan det foregår i langt over halvdelen af tilfældene. At det forholder sig sådan, ved vi, fordi der var en kortvarig lovpligtig registrering i 2014. I det år blev kun 450 drenge-omskæringer registreret. Så vi ved ikke, hvordan og hvor det foregår for langt de fleste af drengene. Mange gange foregår det helt sikkert på lægeklinikker under almindelig operationsforhold under ordentlige forhold. Men i andre tilfælde rejser folk til deres hjemlande og får drengene omskåret under forhold, der kan minde om dem på fotoet, fortæller Morten Frisch, der tilføjer:

- Efter min mening er det uværdigt for et land som Danmark, der ellers har fokus på børns rettigheder, at vi ikke for længst har indført kønsligestilling på dette område. Siden 2003 har det heldigvis været forbudt at kønsbeskære piger. Det er på høje tid, at vi får indført en mindstealder på 18 år for drengeomskæring, så voksne mænd selv kan bestemme, om de i ramme alvor ønsker denne smertefulde, seksuelt følsomhedsnedsættende og risikobehæftede operation. Forhuden er ikke en konstruktionsfejl eller en overflødig hudflap, og omskæring giver derfor ikke danske mænd nogen sundhedsfordele. Forhuden er en integreret, følsom og funktionel del af den naturlige penis, som ingen har ret til at skære af, med mindre der foreligger et decideret forhudsproblem, som ikke kan behandles på mere skånsom vis. Det er drengens penis – ikke mors og fars, lyder det fra overlægen.

Baby var i livsfare

I foreningen Intact - Foreningen mod omskæring af Børn, er forkvinde Lena Nyhus bekendt med det foto, Morten Frisch har sendt ud. 

- Det er et meget voldsomt billede, men det er den ægte vare. Det er den slags forhold, vi sommetider ser i udlandet. Og vi ser det også nogle gange i Danmark, siger Lena Nyhus.

Hun henviser blandt andet til en 48-årig mand, der sidste år blev dømt for vold, fordi han omskar en tre måneder gammel for tidligt født afghansk dreng under uhygiejniske forhold i Århus.

Drengen fik en livsfarlig infektion og måtte indlægges. Derfor blev manden opdaget og dømt tre måneders ubetinget fængsel. I Danmark er omskæring tilladt, hvis der er en læge tilstede.  

Vil have aldersgrænse

LÆS OGSÅ: Mor arresteret efter at døtre blev tatoveret

Lena Nyhus håber, at politikerne snart er klar til at lave lovgivning på området - også selvom det i så fald vil være ret enestående i hele verden.

- Vi vil meget gerne have indført en aldersgrænse. Vi synes, at barnet skal have mulighed for selv at tage stilling til, om han vil omskæres. Vi foreslår en aldersgrænse på 18 år. Vi er imod, at man skærer i raske børn, der ikke selv er i stand til at sige fra. Omskæring er et alvorligt indgreb. Det fjerner en del af følelsen og en del af penissens funktion. Det er ikke et valg, forældre skal kunne træffe på deres børns vegne. Det kan man godt udsætte til barnet er blevet voksent, siger Lena Nyhus. 

Ikke flertal for lovindgreb

Men selvom indgrebet beviseligt kan være farligt - og også rent lægeligt er helt unødvendigt, så er et flertal af politikerne ikke klar til at indføre et forbud - eller en aldersgrænse. 

Ida Auken, folketingsmedlem for Det Radikale Venstre, har blandt andet dette standpunkt, som hun sidste år åbent erklærede i en facebook-debat:

- Jeg er for den religiøse og kulturelle frihed til at lade sit drengebarn omskære, lød det fra hende. 

Hun er dog modstander af kvindelig omskæring. 

LÆS OGSÅ: Vil forbyde huller i ørerne på småbørn

Det tidligere folketingsmedlem for SF, Öslem Cekiz, har også støttet omskæring af drenge. Hun ønsker dog ikke nu at udtale sig til Ude og Hjemme. Tidligere har hun dog overfor Dagbladet Politiken sagt, at hun er imod både en aldersgrænse og et forbud, fordi det vil have meget store konsekvenser for de cirka 200.000 muslimer og cirka 7000 jøder, der lever i Danmark. Hun mener, at risikoen for komplikationer pga af indgrebet er næsten ikke-eksisterende. Dengang sagde hun: 

Er ikke skadeligt

- Tilbage står derfor de principielle argumenter: At omskæring af en dreng er et overgreb mod barnets fysiske integritet og sætter et varigt spor på kroppen uden hans samtykke. Forældre træffer mange beslutninger på deres børns vegne med varig betydning. Vi vælger vores børns skole, vi opdrager dem på en bestemt måde, giver dem sund eller usund mad og opflasker dem med kultur og verdenssyn, som de har med sig hele livet. Et barn er heldigvis ikke et stykke blankt papir, der først som myndig begynder at stykke sin identitet sammen.

- Men er et fysisk indgreb da ikke principielt noget andet end kultur, politiske holdninger og religiøse anskuelser? Det er jo også forbudt at slå sine børn? Det er en helt urimelig sammenligning Det er indlysende og veldokumenteret skadeligt at slå på børn. Det er hverken indlysende eller veldokumenteret skadeligt at omskære drenge, udtalte Öslem Cekiz.

LÆS OGSÅ: Uhelbredelig syg pige siger nej til behandling

Fakta:

Sundhedsstyrelsen vurderer i et notat fra 2013, at mellem 1000-2000 danske drengebørn hver år bliver omskåret i Danmark. Tallet er formentlig lavt sat og behæftet med stor usikkerhed. I Danmark fødes der hvert år cirka 3500 drenge af mødre fra en ikke-vestlig oprindelse. Ifølge Sundhedsstyrelsen er langt de fleste muslimer. 

Omskæring foregår hovedsageligt i de muslimske og jødiske samfund, hvor begrundelsen er religiøst eller kulturelt betinget. I fx USA bliver mange drenge omskåret af kulturelle årsager.

Foreløbig har intet land i verden forbudt omskæring af drenge. 

Har man mod på at se det uredigerede og blodige foto af de omskårne drengebørn fra denne artikel, så kan man trykke her.