Jeg måtte opgive min datter

Da Sara fik sit første barn, blev hun indhentet af fortiden og begyndte at tage stoffer igen. Hendes datter blev til sidst fjernet og boede hos en plejefamilie. Imens kæmpede Sara for at skabe sig et nyt liv.

Da Sara første gang fik sin datter i armene på fødestuen, følte hun ikke bare en stor og dyb lykke. Hun følte også, at nu ville alt forandre sig og blive godt. Den nyfødte Isabelle var så fin og velskabt. Et ægte ønskebarn, som Sara elskede fra det første øjeblik, hun så hende. Men livet blev ikke lige så let, som Sara troede, da hun sad med sin spæde datter i armene. Fortiden begyndte nemlig at indhente den lille familie.

Sara Ståhl var 17 år, da hun første gang prøvede stoffer. Og 20 år, da hun tog stoffer i hverdagene. At Sara skulle ende som misbruger, lå bestemt ikke kortene, for hun voksede op i en helt almindelig kernefamilie med en mor og far, der elskede hende. 

Lavt selvværd

Sådan er teenagere vel, mente de, uanset, hvordan Sara opførte sig. Dog kunne de nok ikke undgå at blive bekymrede, den dag de skulle hente hende på hospitalet, fordi hun havde drukket sig så fuld, at hun måtte indlægges.

Der var selvfølgelig en grund til, at Sara havde så stor brug for at bedøve sig selv. En af forklaringerne kunne være, at hun havde adhd, hvilket betød, at hun kæmpede med et lavt selvværd og en følelse af at være anderledes.

– Jeg vidste ikke, hvem jeg selv var, og det var svært at sætte ord på mine følelser, forklarer hun.

Med stofferne forsvandt de svære følelser for en stund, og det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, da Sara som 26-årig flyttede sammen med en kæreste, der var dybt afhængig af stoffer.

Efter tre år sammen besluttede Sara og kæresten, at nu måtte det være nok. Nu måtte de rydde op i lejligheden og deres liv og etablere en rigtig familie. Planen gik da også umiddelbart godt. Sara blev gravid med det samme, og under hele graviditeten var hun clean, mens kæresten var på nedtrapning med metadon.

Selv var Sara sikker på, at nu ville hverdagen blive god og rolig, da de kom hjem med datteren Isabelle. 

Men der var ikke meget ro mellem de nybagte forældre. Forholdet var turbulent, så de gik fra hinanden og fandt sammen igen. Frem og tilbage. Sådan fortsatte det så længe, at Sara blev stresset, og hun kunne kun finde en vej til at berolige sig selv: Hun tog imod den metadon, som kæresten tilbød hende.

Alt faldt sammen

Det hele faldt sammen den dag, kæresten skulle hente den 3-årige Isabelle i børnehaven. Opmærksomme pædagoger bemærkede med det samme, at noget var helt galt. Isabelles far var tydeligvis påvirket, og personalet kontaktede straks de sociale myndigheder. Så gik det hurtigt. Isabelle blev tvangsfjernet med det samme og kørt ud til en plejefamilie, og Saras drøm om den lykkelige kernefamilie brast.

Godt nok prøvede hun at overbevise myndighederne om, at hun ikke tog stoffer, i desperation for at beholde sin datter, men da hun blev bedt om at tage en narko-test, var løbet kørt. Resultatet viste klart og tydeligt, at Sara var påvirket, og det fik store konsekvenser.

Et helt nyt liv

Sara indså også, at man ikke kan skynde sig med at komme ud af et misbrug. Det tager tid. Hun valgte derfor frivilligt at anbringe sin datter hos en plejefamilie, så hun kunne arbejde med sig selv og blive rask.

Andet kunne hun ikke gøre, for Sara havde et klart mål: Hun ville skabe et nyt og trygt liv, så hun kunne få sin datter tilbage.

For at få hjælp til at blive i det rette spor kom hun fast i en gruppe hos AN (Anonyme Narkomaner), hvor andre med samme forhistorie mødtes for at hjælpe hinanden. Møderne foregik i en kirke, hvor også hjemløse kom for at få et billigt måltid mad, og det var over maden i kirken, at hun en dag mødte Jim, som var hjemløs på det tidspunkt.

De spiste tit sammen efter Saras AN-møder, og da hun en dag havde Isabelle med, var hun ikke i tvivl om, at der var noget helt særlig ved Jim.

– Han er god til børn. Han havde en virkelig fin kontakt med Isabelle, som jeg aldrig havde oplevet før.

Fik en ny chance

Siden den dag i kirken er Saras liv kun blevet bedre og bedre. Hun og Jim blev kærester, og kort efter blev Sara gravid. Undervejs følte parret, at de havde fået så meget styr på deres liv, at de kunne få Isabelle hjem igen.

Det lykkedes, men Isabelle havde været anbragt hos plejefamilien i tre år, og det er lang tid i et lille barns liv. Og i en mors. 

Så Sara må i dag erkende, at hun er gået glip af meget i Isabelles barndom.

– Isabelle havde knyttet sig til sin plejefamilie, og jeg var bekymret for, hvad hun ville føle for os. Hun var jo 6 år og en stor pige, der kunne skrive sit navn. Det har været en sorg at være væk fra hende, men jeg har også indset, at det var til Isabellas bedste, og det var nødvendigt for, at vi kunne få en god fremtid sammen, siger Sara, som holder på, at hun ikke føler skyld.

Sara er i dag mor til tre piger (den sidste ventede hun, da billederne blev taget, red.), og lever som en rigtig kernefamilie i et hus på landet med Jim. Hendes drøm er endelig blevet til virkelig, selv om det let kunne være endt helt anderledes.