Alt hvad du skal vide om din kat

Drømmer du om at anskaffe dig en kat? Så er der nogle ting, der er godt at vide, før du åbner dørene for det skønne lille dyr. Her får du katteekspert Susanne Hellman Holmströms bedste råd til alt, hvad du skal vide om de kære katte.

kat

Tænk over følgende, hvis du vil have en kat

  • Har du tid, råd og overskud til at få en kat? 

Gennemsnitslevealderen på en kat er ca. 15 år. Kan du tage ansvar for den så længe? Din kat har brug for dig hele tiden og er ofte ikke glad for at være alene så længe ad gangen.

  • Hvilken slags kat vil du have? Racekat eller huskat? 

Forskellige racer har forskelligt temperament og opførsel. Skal den være rolig eller livlig? Som en tommelfingerregel plejer man at sige, at de kompakte katteracer er mere rolige end de lange og slanke. Find information om de forskellige racer for at finde netop den type, der passer bedst til dig. Og husk, at en kattekilling skal være mindst 12 uger, før den må tages fra sin mor.

  • Skal du forsikre din kat? 

Den kan blive syg, komme ud for en ulykke eller dø. Du kan få tegnet en livsforsikring hos de fleste forsikringsselskaber, hvis katten har en id-chip. 

  • Tager du tit på ferie eller rejser meget med dit arbejde? 

Hvis du gør, har du så et netværk, der kan hjælpe med at passe katten, når du er væk?

Inde- eller udekat

Alle katteracer kan leve indendørs hele deres liv og har også en tendens til at blive ældre end udekatte, da de lever i et mere beskyttet miljø. Valget af en inde- eller udekat afhænger i høj grad af ens livsstil: Arbejder du og/eller resten af familien længe, eller er du/I meget hjemme? Bor du i lejlighed eller hus? Hvordan er omgivelserne – både ude og inde? Du kan også vælge en middelvej, hvor du en gang imellem lufter den i en sele. 

Læs også: Kan du forstå din kat?

Indekat

Fordele: En indekat er ofte mere rolig og tryg. Og mere hengiven, da den tilbringer meget tid sammen med dig. Du ved altid, hvor den er, og hvordan den har det. Og du behøver ikke pille alt muligt ”snask” fra naturen ud af dens pels.

Ulemper: Hvis du bor småt, har katten ikke så store fysiske udfoldelsesmuligheder, og du risikerer, at den bliver overvægtig. Ledninger, giftige blomster og lignende kan være farligt for katten. Risikoen for, at den kradser i møblerne og tapetet, er også højere. Og katten kræver generelt mere opmærksomhed og leg for at blive stimuleret. 

Udekat

Fordele: Katten får tilfredsstillet sit naturlige jagtinstinkt og keder sig derfor ikke. Den får masser af motion og holder sig derved i god form.

Ulemper: Katten lever et noget mere risikabelt liv – den kan blive smittet med sygdomme, få flåter, blive kørt over, komme i slagsmål med andre katte eller spist af ræven. Den kan slæbe alskens (døde) dyr med ind til dig som ”gave”. 

Sådan passer du på din kat

  • Giv din kat mad og frisk vand mindst to gange om dagen. Maden skal give katten en varieret og velafbalanceret næring. Hvis du har en udekat, kan det være godt med faste tidspunkter at fodre den på, så du ved, den kommer hjem til det. 
  • Katte har godt af at møde andre mennesker og dyr og generel social kontakt. Du bør give din kat opmærksomhed og kæle med den dagligt, og hvis det er en indekat også lege med den regelmæssigt, for at stimulere den. 
  • Så vidt det er muligt, trives en kat bedst i et veltempereret hjem med dagslys. Og skab også gerne en tør, lun og mørk ”hule” til den, hvor den kan trække sig tilbage, hvis den har brug for det. 
  • En kat bruger meget tid på at pleje sin pels og derigennem sluger den 2/3 af den pels, den slikker af sig. Det er derfor en god idé at kamme den dagligt, så den får mindre besvær med hårboller i mavesækken. 
  • Indekatte skal have deres kløer klippet. Du kan ofte se, hvor blodårerne løber i neglen, og du skal kun klippe over årerne. Du kan evt. spørge dyrlægen, hvis du er i tvivl.
  • Kattebakken skal tømmes regelmæssigt og renses helt hver 14. dag. Men vær opmærksom på ikke at bruge for skrappe rengøringsmidler, da kattens næse er meget følsom, og den derfor ikke vil bruge bakken, hvis den lugter for kraftigt.