Torsdag d. 1. august 2013 - af Mikkel Milsgaard Foto: Private
Hund reddet fra sultedøden
Sydeuropæiske gadehunde hitter i Danmark. 500 hvalpe og voksne hunde sendes årligt med fly fra Spanien, Grækenland og Portugal for at blive adopteret til et nyt liv i en dansk familie. Freddi er sådan en hund. Han kom til Danmark i august 2011.

Herreløse hunde fra Sydeuropa er populære kæledyr blandt danske hundeelskere. Omkring 500 hvalpe og voksne hunde sendes årligt med fly fra Grækenland, Spanien og Portugal for at blive adopteret til et nyt liv i en dansk familie.
En modig hund
Sådan en hund er Freddi. Han blev adopteret af Ewa S. Orth og hendes mand i august 2011. De havde i forvejen to hunde - men der var også plads til en lille Freddi. I dag, to år senere, er Ewa ikke i tvivl. Freddi er den bedste hund, hun nogensinde har haft.
- Han er harmonisk. Han er glad. Han er modig. Freddi er suverænt den hund, jeg har haft færrest problemer med, siger hun.
LÆS OGSÅ: Gris og hund er de bedste venner
Har fået storesøster
Freddi var blot en lille hvalp på cirka otte uger, da han blev fundet i en våd papkasse på en strand i Grækenland. Seks uger senere ankom han til Danmark. De to andre hunde er døde nu, men Freddi har til gengæld fået en storesøster, som hedder Liva. Hun er ikke en gadehund som Freddi - men en fin racehund.
- Liva er lidt mere sky og egenrådig, hvor Freddi er en stor hund i en lille krop. Han er en fantastisk hund, siger Ewa.
En stor hjælp
Ewa mistede desværre sin mand sidste sommer, da han døde efter længere tids kræftsygdom. Men heldigvis har hun stadig Freddi og Liva, som aktiverer hende og giver hende masser af indhold i hverdagen:
- Hundene har været en stor hjælp for mig. Ellers skulle jeg sidde i det store hus mutters alene. Freddi og Liva skal jo ud og lege og luftes engang imellem.
LÆS OGSÅ: Hundehvalp og killing er de bedste venner
Slået ihjel
Ewa tør næsten ikke tænke på, hvad der ville være sket med Freddi, hvis han ikke var blevet fundet:
- Men det er klart, at han ville være død af tørst og sult. Og hvis han havde overlevet, var han havnet på gaden, hvor han var blevet kørt ned, forgiftet eller slået ihjel på en anden måde, siger hun.
- Det har måske været en fordel for os, at han stadig var hvalp, da vi fik ham, så han ikke var præget. Hvis han f.eks. havde levet på gaden og lært nogle unoder og fået en masse dårlige erfaringer med mennesker, siger Ewa.
Noget gravhund i Freddi
Ewa har ofte tænkt på, hvilke hunderacer Freddi er resultatet af. Men umiddelbart ligner det et umuligt puslespil at skulle samle.
- Jeg tænker, at der nok er noget gravhund i ham. Måske noget chihuahua. Men det er simpelt hen umuligt at se, siger hun.
En god investering
Krisen i Sydeuropa har betydet, at der er flere herreløse hunde end nogensinde. Også Østeuropæiske gadehunde er ved at vinde frem som danskernes foretrukne kæledyr. Freddi kostede 3.500 kroner at adoptere, alt inklusiv. For Ewa har det været de bedste penge, hun har investeret i hele sit liv.
- I dag er jeg sikker på, at alle mine fremtidige hunde også skal være hittehunde. Om de så kommer fra Grækenland, Spanien eller et internat i Danmark er ikke så vigtigt, siger hun.
Du kan bl.a. læse mere om græske gadehunde hos foreningen Danish Friends of Animals, www.graeskehunde.dk og kretasgadehunde.dk.
Se de dejlige billeder fra facebook-gruppen 'Os med græske gadehunde' her (Det er Freddi på stenmolen):