Kirsten meldte sig til araknofobi-behandling: Vildt bange for edderkopper

Kirsten er vild med dyr og redigerer dyresiden af samme navn her i bladet. Men der er en undtagelse. Hun er vildt bange for edderkopper. For at komme sin angst til livs har hun meldt sig til behandling for araknofobi. Læs her, hvordan det gik.

Hver uge redigerer jeg bl.a. siden Vild med dyr i Ude og Hjemme, som Carsten Broder Hansen fra Dyrefondet leverer tekst og billeder til. ”Sidney tragtspinderen” kaldte han sin tekst til nr. 13 i år, og uden at tænke nærmere over den titel hentede jeg teksten frem på skærmen og – gisp!

Han havde skrevet om verdens giftigste edderkop! Hårene rejste sig på mine arme, jeg trippede med benene under kontorstolen, som jeg sad uroligt på, og fingrene måtte jævnligt slippe tastaturet for at klø diverse steder på kroppen.

For jeg er vildt bange for edderkopper!

Og de ved det garanteret, for de dukker ofte op i mit liv og især, når min mand eller en anden modig sjæl ikke er i nærheden til at fjerne dem.

F.eks. da jeg var alene hjemme med vores børn og måtte ringe til genboen, fordi der sad en megastor edderkop på væggen lige over min seng.

Bordet fangede - behandling for araknofobi forude...

Nå, Carstens tekst fik jeg redigeret færdig og åbnede så filen med billedet af Sidney tragtspinderen – uf, hvor var den ulækker, stor og lodden!

Jeg mailede til Carsten om det ubehag, han havde budt mig. Han foreslog en araknofobi-behandling, så jeg forhåbentlig kunne komme den angst til livs.

Chefredaktøren var begejstret for forslaget, og jeg hørte mig selv citere Thomas Mygind fra Fangerne på fortet: Intet er umuligt for den, som bærer viljen i hjertet!

Mig og min store mund…

Bordet fangede, og en behandling blev aftalt med fobi-terapeut Mikkel Georg Schultz.

Kontrol er kodeordet

Dagen kom, og jeg mødtes med Mikkel Georg til en indledende time i Københavns Zoologisk Have, hvor han er fobi-terapeut. Nervøs, det var jeg, selv om vi kun skulle tale om min angst denne dag. Jeg skulle ikke møde edderkopper – i hvert fald ikke nogen, han kendte til.

Mikkel Georg fortalte stille og roligt om fobibehandlingen:

− En fobi er en overdreven angst for et eller andet, i dit tilfælde edderkopper. Andre kan synes, det er fjollet, men for dig er det en virkelig angst.

− Du ved nok godt, at langt de fleste edderkopper er harmløse. Hjernen forstår, at edderkopper ikke er så farlige. Men kroppen går i alarmberedskab og kobler hjernen af.

− Kodeordet i behandlingen er kontrol. Du skal hele tiden have kontrol over situationen under behandlingen, og målet er at lære dig at kontrollere fremtidige oplevelser med edderkopper. Du skal have nye oplevelser med edderkopper, så du lærer at sende dem op i hjernen i stedet for ud i kroppen.

Dagen med dyrene

To dage senere mødtes jeg igen med Mikkel Georg. Der var afsat ca. tre timer til seancen, hvor jeg nu skulle tæt på de ottebenede. Vi gik til auditoriet i Zoologisk Have, der belejligt har trapper, som jeg kunne ”flygte” op på, hvis det blev nødvendigt. Undervejs fortalte Mikkel Georg, at han havde samlet 15 forskellige husedderkopper til mig.

− De er i hver sin plastbøtte med låg på i en kasse, som er låst inde på handicaptoilettet, og jeg henter kun en, to eller tre ad gangen og kun, når du er klar, beroligede han.

Så forberedte han mig på, hvordan jeg ville blive præsenteret for edderkopperne i deres plastbøtter på bordet mellem os – alt imens jeg kørte rundt på stolen og kløede over hele kroppen.

− Når du er klar, kan jeg hente tre små edderkopper ind, sagde han og tilføjede, at jeg kunne stille mig på trappen, hvorfra jeg kunne se ham komme ud fra gangen med toiletterne.

Jeg gik op på trappens trin seks. Mikkel Georg gik ud og låste op til handicaptoilettet, jeg hørte ham låse igen, og så stak han hovedet frem fra gangen og spurgte, om jeg var okay, og om han måtte komme ind. Ja…

Han satte tre plastbøtter på bordet, som for mig så tomme ud, så jeg måtte nærmere. Nede på gulvet, et par meter fra bordet, så jeg de tre små edderkopper med vidt forskellige kroppe og benlængde. De sad som forstenede i hver deres bøtte, men når Mikkel Georg flyttede bøtterne, bevægede de sig.

Måtte han tage en af dem ud på bordet? Ja – og jeg trak mig lidt tilbage. Han tog låget af en af bøtterne og hældte edderkoppen ud på bordet, hvor den straks spurtede afsted. Med en finger fik han den til at ændre kurs, det gjorde han gentagne gange og viste således, at han havde kontrollen over den, selv om den havde hurtige og uforudsigelige bevægelser.

Læs også: Forsker: Derfor skal du ikke slå edderkopperne i dit hjem ihjel (trods araknofobi)

De er alle giftige

− De fleste edderkopper er skabt til at slå små insekter ihjel med deres gift. Alle edderkopper er giftige, men hvis et menneske bliver bidt, vil det i værste fald føles som et bistik, sagde han.

Edderkoppen kom ned på bordet igen, han satte bøtten over den og flyttede med bøtten edderkoppen frem og tilbage på bordet. Igen havde han den fulde kontrol, og jeg fik ondt af dyret, der bare måtte følge hans tempo. Han gentog øvelserne med de to andre edderkopper, mens jeg trippende stod og så på, og da alle tre var under låg igen og to af dem sat til side, kom den første egentlige udfordring:

− Kan du komme nærmere og lægge din hånd på bøttens låg?

Øh … jo, det burde jeg nok kunne. Og jeg gjorde det!

− Hvis jeg tager låget af igen, så edderkoppen er på bordet under bøtten, kan du så flytte bøtten, som jeg gjorde?

Den var værre, men ”intet er umuligt…” – så jeg gjorde det, dog ikke uden ubehag.

− Hvis jeg nu lader edderkoppen gå på bordet, kan du så sætte bøtten ned over den?

Njah … der skulle lige et par forgæves forsøg til, før det lykkedes.

Succesoplevelserne

At beskrive mit møde med syv af de 15 edderkopper vil være for omfattende. Men i takt med, at Mikkel Georg fortalte og demonstrerede – og også undervejs fik mig til at tale om andet end edderkopper, mens vi arbejdede med dem – steg mit mod, om end trippende og med hurtig puls. Han fik mig til at indse, at ja, det er mig, der har den fulde kontrol. Ikke edderkoppen. Uanset størrelse.

Det var et stort øjeblik, da jeg lod en lille korsedderkop – hvis kors var svært at se, fordi den var så lille – kravle på mine hænder og arme. Det var mig, der bestemte, hvor den skulle gå hen!

Vi nåede ikke edderkoppen med stor fed krop og korte ben, som jeg har mødt i mit brusebad. Men jeg har lovet Mikkel Georg og mig selv, at når jeg næste gang ser den, fanger jeg den med min nye edderkoppestøvsuger og tager en snak med den, før jeg slipper den ud i det fri. Om jeg en dag rører ved den og de andre store edderkopper, der trives i vores hus – det vil tiden vise.

Et er dog sikkert: Det er slut med at slå edderkopper ihjel hjemme hos os!