På jagt efter et meget lille rovdyr: Spøgelsesaben i regnskoven

Spøgelsesaben er den eneste abe, der udelukkende er et rovdyr. Den æder mest insekter og edderkopper, men går ikke af vejen for også at tage firben, flagermus, frøer og fugleunger. Hvis du ikke kender til spøgelsesaben, så kan du blive klogere på det lille, sjældne rovdyr her.

En ugle tuder i det fjerne. Skoven damper. Det har regnet det meste af dagen, og nu er både træer og jordbund mættet af fugtighed.

Det er nat i regnskoven på det nordlige Sulawesi, og jeg bevæger mig ganske langsomt. Jeg har dæmpet lommelygtens skær, så jeg ikke forskrækker dyrene, men det betyder samtidig, at jeg kun kan se en meter frem. Min guide har også dæmpet sin lygte, men han bevæger sig noget mere sikkert, end jeg gør. Han har indgående kendskab til området og går hurtigt og lydløst frem.

Så standser han og lytter og giver mig dermed mulighed for at indhente ham. Vi skal forsøge at finde et meget mystisk dyr. Netop i denne regnskov i Indonesien skulle der være gode chancer. 

Læs også: Vild med dyr: Pas på dyrene i vintertrafikken 

Lille og sjældent dyr

Dyret er lille og sjældent, og det kommer kun frem om natten. Det er dog ikke nemt at finde dyret.

Guiden viser mig et enormt træ. Det er en kvælerfigen, der for mange år siden har omsluttet og omklamret et andet træ. Værtstræet er nu rådnet bort, og en hul kvælerfigen rejser 
sig mod himlen.

Hule træer er netop et yndet tilholdssted for dyret, vi leder efter. Guiden holder en finger op for sin mund og signalerer, at jeg skal gøre mit kamera klar.

Jeg roder med mit udstyr, og så er jeg parat. Nu fjerner guiden kluden fra sin lommelygte, og en lysstråle oplyser natten. Lyset rammer en spøgelsesabe.

Enorme øjne

Enorme øjne stirrer på os. Et lille pelset dyr med lange fingre sidder på en træstamme. 
Dyrets ansigt er højst besynderligt. De store ører og øjne får det til at ligne en figur fra en science fiction-film.

Så sætter det lille dyr af og 
foretager et kæmpe hop over 
på en anden gren. 
Spøgelsesaben har fået øje på en lækker natsværmer, og nu 
er nattens jagt i gang. 

Vidste du det...

  • Spøgelsesaben er den eneste abe, der udelukkende er et rovdyr. Den æder mest insekter og edderkopper, men går ikke af vejen for også at tage firben, flagermus, frøer og fugleunger.
  • Dyrets øjne er ekstremt godt tilpassede til at se i den kulsorte nat i regnskoven. Øjnene er faktisk større end dyrets hjerne. Den har også en formidabel hørelse, så den kan opdage selv den mindste raslen i bladene.
  • Der er tre arter af spøgelsesaber i verden. Én i Filippinerne, én i Malaysia og én i Indonesien.
  • En spøgelsesabe vejer blot 150 gram og er kun 12-15 centimeter lang uden halen. Dens bagben er imidlertid dobbelt så lange som kroppen. Benene sætter aben i stand til at foretage vældige spring. Faktisk kan den springe 40 gange sin egen længde, hvilket er verdensrekord for aber. 

Dyrefondet

  • Dyrefondet gennemfører dyreværnsarbejde til gavn for familiedyr og dyr i naturen.
  • Fondet udgiver pjecer, plakater og information, der kan medvirke til at skabe større forståelse for dyrenes vilkår.
  • Fondet skaber gode forhold for dyr i menneskers varetægt, spreder oplysning om glæden ved dyr og øger respekten og forståelsen for vildtlevende dyrs naturlige livsform.
  • Dyrefondet er godkendt som almenvelgørende organisation, og bidrag til fondets arbejde er fradragsberettigede.
  • Dyrefondets bestyrelse og medarbejdere omfatter dyrlæger, adfærdseksperter, biologer og jurister.
  • Ghita Nørby er præsident for Dyrefondet. 
  • Læs mere på dyrefondet.dk
og følg fondet på Facebook