Seks hundehvalpe blev reddet af en familie

Naboens jagthund fik så stort et kuld hvalpe, at seks stod til aflivning. Den tanke kunne Ditte Rohde fra Oksbøl ikke holde ud. Så hun og familien tog hvalpene til sig og opfostrede dem med sutteflasker og masser af kærlighed. Fem hvalpe er nu flyttet til andre hjem - men Basse har familien beholdt, og han skal rigtig forkæles til jul.

I år skal Tilde og hendes fem søskende for sørste gang holde jul sammen med Basse, som de reddede fra aflivning. Det var en rask beslutning, da Ditte Rohde fra Oksbøl besluttede at tage de seks små hundehvalpe til sig. De stod til aflivning.

- Men det kunne jeg simpelt hen ikke være med til, fortæller Ditte.

Venner for livet

Hvalpene fik navnene Tøsen, Basse, Nuser, Coco, Paw og Aqua og er en blanding af racerne labrador og afrikansk løvehund. De flyttede ind hos Ditte, Lars og deres seks sammenbragte børn den 18. juli.

LÆS OGSÅ: Snusede sig til en formue

- Det har været en helt vild oplevelse. Der har da været dage, hvor jeg har fortrudt, men her bagefter er det en fantastisk følelse, fortæller Ditte.

- Vi har beholdt Basse, og han er bare SÅ sød. Han er tryg ved os. En rigtig familiehund, siger hun.
Tilde på tre, Ronja og Julie på seks, Kristoffer på syv, Kasper på ni og Mille på snart 10 har fået en ven for livet.

Forældre til sekslinger

De har selv været med til at mætte de sultne munde. I begyndelsn skulle hvalpene have sutteflaske hver anden time. Lars byggede en hundegård til dem i stuen og haven, så de kunne tumle frit omkring.

LÆS OGSÅ: Grisen er menneskets bedste ven

Da Ditte kontaktede dyrlægen for at spørge, om projektet overhovdet kunne lade sig gøre, var svaret opløftende.

Så længe, de fik flaske, og de jævnligt fik besøg af andre hunde, ville det være problemfrit. Men Ditte og Lars havde ikke forestillet sig, hvor hårdt et arbejde, der ventede dem. Det var som at blive forældre til sekslinger.

Bamsebjørne og familiehygge

Ditte, som er sygeplejerske, måtte være vågen om natten og passe sit arbejde om dagen. Og Lars måtte køre hjem flere gange i løbet af dagen for at give flaske.

Resultatet er i dag seks sorte bamsebjørne, som spreder glæde og familiehygge.

- Vores børn vil aldrig glemme det, fortæller Ditte.