Karen med far på eventyr: 45 dage i vildmarken

Erik havde aldrig ønsket sig børn og havde svært ved at finde sig til rette i rollen som Karens far. Han lærte dog, at han var en bedre far, når han kombinerede forældreskabet med sin egen passion. Så Karen var bare 3 år, da Erik første gang tog hende med på en 45 dage lang tur i vildmarken. Anden gang var hun 6 år, og til sommer tager de af sted igen.

6-årige Karen og hendes far, Erik, er 2.000 kilometer fra deres hjem, da de med tunge rygsække vandrer i Nordsverige. De har hevet 45 dage ud af kalenderen for at komme tættere på hinanden og for at udforske den vilde natur.

Himlen er blå, sneen ligger fint på bjergsiderne, og birketræerne skyder op tilfældige steder i landskabet. Under vandreskoene kan de fornemme den bløde mos, og da de krydser en lille bæk, lyder et fugleskrig. En hvid høgeugle med sit brede vingefang suser forbi og angriber hunden Dino, lige inden den vender om og flyver op mod himlen igen.

Karen og Erik beslutter at slå lejr i det åbne terræn og skynder sig tilbage, bevæbnet med kamera og kikkert. Da de kigger op, får de øje på en pjusket høgeugleunge i et lille birketræ, som sidder helt stille.

Det er en af de oplevelser, der har gjort indtryk på Karen og hendes far, og som de siden har snakket mange gange om.

Det var ikke første gang, de havde vandret i naturen, spist mad over åben ild og sovet i telt. Karen var nemlig blot 3 år, da hendes far første gang tog hende med 45 dage i vildmarken.

Læs også: Jacob reddede lille Izabellas liv

Svært ved farrollen

42-årige Erik Bruun Jørgensen er medlem af Eventyrenes Klub, foredragsholder, tidligere jægersoldat og tidligere medlem af Slædepatruljen Sirius, så han er vant til at overkomme udfordringer.

Hans største var dog at blive far i 2008. Han har aldrig haft et ønske om at få børn, og det var hans daværende kæreste indforstået med.

Men på et tidspunkt fortrød hun, og Erik måtte tænke sig grundigt om. Han spurgte venner og familie, som alle manede hans tvivl til jorden – han ville aldrig fortryde at få børn. Men da Karen blev født, havde han svært ved at finde sig til rette i farrollen. Han kedede sig, når han legede med Karen, og følte sig overflødig, for det var kun Karens mor, der kunne trøste hende.

– Jeg havde svært ved at være far og fortrød mange gange. Men så begyndte vi at tage på småture, hvor vi sov i shelter, og Karen sad i sin babyjogger. Her var der en helt anden ro, og jeg kunne koncentrere mig om at være far, for jeg var i mit rette element, fortæller Erik.

Skulle styrke forholdet

Den ro gav ham mod på at rejse med datteren, og med tøvende stemme spurgte han Karens mor, om han måtte tage Karen med på en lang tur. Det skulle bare være de to i naturen. Hun grinede og sagde ja, indtil det gik op for hende, at han mente det.

– Da Erik nævnte det første gang, troede jeg bare, at det var for sjov, for på det tidspunkt havde han ikke passet Karen alene i 24 timer, siger Kirsten Sørensen, der er mor til Karen.

Hun havde brug for tænketid. Men endte med at sige ja, da hun ikke ville fratage Karen den unikke oplevelse med sin far.

– Jeg var overbevist om, at det ville styrke deres forhold, og jeg stolede 100 procent på, at han ville passe godt på hende. Han var trænet i at begå sig i naturen, selv om han ikke havde træning i at håndtere et barn. Men det fik han, griner Kirsten.

Erik gik straks i gang med at lave pakkelister og nærstudere kort for det nordlige Finland, hvor den første vildmarkstur gik til. Karen blev inddraget i en stor del af planlægningen, så hun havde noget at glæde sig til. Og i et halvt år stod hendes åre til kanoen ved siden af hendes seng.

Se også: Elisabeth blev forældreløs kort efter fødslen: Godt du blev min nye mor

310 kilo bagage

Karens forældre gik fra hinanden, da hun var 4 år, og i denne weekend er Karen på besøg hos faderen. Hver anden weekend tager hun børnetoget fra Fyn til København for at besøge sin far. Hendes værelse hos Erik vidner om deres mange ture sammen. Det er ikke fyldt med barbiedukker og lyserødt tapet, men derimod spiller naturen en stor rolle. Det er en gennemgående tråd i hele lejligheden.

– Jeg kan godt lide at være ude i naturen med min far. Jeg elsker at udforske dyr og planter, men ikke fugle. De er for kedelige, siger Karen Bruun Sørensen, mens hun sender et drillende smil til sin far. 

Når de er af sted, løber oppakningen op i 310 kilo udstyr.

De har mad med til samtlige 45 dage, medicin og reparationsgrej. Erik har gennemtænkt alle mulige scenarier inden afrejse. De er desuden også udstyret med en nødsender og en gps-tracker, så familie og venner hele tiden kan følge dem på Eriks hjemmeside.

En typisk dag

Hver dag roede de i fire-fem timer og flyttede derfor også lejr næsten hver dag. Karen havde ansvar for sin egen taske, hvor hun havde sin iPad, lidt Lego og sin bamse. Inden Karen skulle af sted på den første tur, fik hun en bamse af sin mor, der også var udstyret med regntøj og sovepose. Den har fulgt hende på alle turene.

Når dagens strabadser var overstået, slog de teltet op, og Karen hjalp med pløkker og stænger. Bagefter pakkede Karen sin rygsæk ud, hvor alt havde sin faste plads, for så følte hun sig hjemme.

Imens Erik pakkede det sidste ud, gik Karen på opdagelse, hvor hun gik på line på træstammer eller kastede sten i søen. Karen havde også en hængekøje med, som de bandt imellem to træstammer, og ellers brugte de megen tid på at tegne, hvad de havde set i løbet af dagen.

Læs også: 18-årige Madelene passer sin handicappede søster: Jeg lærer så meget af Isabel

Brokkehoved

Det var dog ikke altid, at Karen syntes, at det var lige sjovt at være af sted. Erik har måttet lægge øre til megen brok. Karen ville gerne slå lejr hele tiden, holde pauser, spise snack, eller også gjorde det ondt et eller andet sted på kroppen.

Generelt var det kun mod slutningen af turene, at Karen nævnte, at hun savnede sin mor. Hun havde ikke hjemve, men nød oplevelserne – iblandet lidt brok. Og da de nærmede sig slutdestinationen på den anden tur, 100 kilo bagage lettere, sagde Karen overrasket:

– Er der allerede gået 45 dage?

Fået et fælles sprog

Der er ingen tvivl om, at turene har budt på uforglemmelige oplevelser og storslået natur, men vigtigst af alt er fællesskabet. Karen og Erik har fået et fælles sprog og en nærhed, der har defineret deres forhold lige siden.

– Det bedste ved turen, var den tætte kontakt. Jeg kunne mærke, at jeg var en bedre version af mig selv og en bedre far, når vi lavede noget, som jeg var passioneret for. Jeg har fundet en ro i farrollen, siger Erik. 

Karens mor har heller ikke fortrudt, at hun lod dem tage af sted, da hun er overbevist om, at Karen og Erik ikke ville have det samme forhold, hvis de ikke havde været på deres ture.

– De har fået et særligt sammenhold, et unikt bånd, som de ikke ville have fået, hvis jeg havde været der. På den måde laver hun noget med sin far og noget andet med mig. Jeg tror, det er sundt, at hun oplever forskellige sider af livet, forklarer Kirsten.

Hvis man spørger Karen, hvad hun har lært fra turene, er hun mere tvivlende. Der er dog ingen tvivl om, at hun har nydt tiden med sin far, for hun stråler, når hun fortæller om deres oplevelser.

– Jeg har lært at være sammen med far i lang tid, og så har han lært at flette hår, griner Karen og giver sin far en kæmpekrammer, mens Erik supplerer, at Karen har lært at færdes hjemmevant i naturen. Hun har lært at bruge kompas og tænde bål.

Til sommer tager far og datter af sted igen. 45 dage rundt i Danmark, hvor de skal cykle, vandre og sejle i kajak. De er i fuld gang med planlægningen og glæder sig til deres næste eventyr.