Spørg ind til sorgen

På 14 dage mistede Mette og Marie-Louise henholdsvis kæreste og mor. Sorgen var altoverskyggende, og selv om de var slået helt ud af kurs, oplevede de, at folk undgik dem. Midt i sorgen blev de ramt af ensomhed, og for at forhindre andre i at opleve det samme har de skrevet en bog om sorg.

sorg

Mette træder ind på sin arbejdsplads. Det er tre måneder siden, hun vendte sig om i sengen og så sin 31-årige kærestes lukkede øjne. Ikke kunne finde hans puls og efter 14 dage i koma måtte sige et sidste farvel til den mand, som hun troede, hun skulle tilbringe resten af livet sammen med.  

Dagen for første arbejdsdag er en blanding af nervøsitet og lysten til at komme tilbage til normalitet for en stund. Til et fællesmøde står en kollega pludselig ved siden af hende. Den arbejdsrelaterede snak kommer som en lind strøm ud ad munden på hende, mens Mette står chokeret og kigger på hende. 

Hun kan mærke tårerne presse på i øjenkrogen, mens kollegaens mund bevæger sig. Kan hun ikke se, at jeg er ked af det, når Mette lige at tænke, før ordene også kommer ud af munden på hende. 

– Har du ikke hørt, hvad der er sket? får hun fremstammet, mens de våde øjne hviler på kollegaen. 

– Jo, svarer kollegaen, vender sig om og går.

I Marie-Louises hus i Hørsholm sidder de to veninder, der har mere til fælles end de fleste.  

Dagen efter Marie-Louises mor døde af kræft, blev Mettes kæreste ramt af en hjerneblødning, og de to mennesker, der var deres livsvidner, forsvandt for evigt, og sorgen rullede sig ud som en tyk, mørk tåge over deres liv.  Men oven i tabet blev følelsen af at være forkert og den efterfølgende ensomhed også et livsvilkår ligesom de skulle til at møde en ny virkelighed. 

– Da min kollega bare vendte sig om, fik jeg følelsen af at være giftig. At min sorg var ubehagelig, og det var noget, man skulle skynde sig langt væk fra, fortæller 41-årige Mette Bendixen, der arbejder i medico-industrien. 

For hende var tabet af sin kæreste noget, der kom ud af det blå, og en aften, da han lagde sig i sengen og vendte sig om for at kysse Mette godnat, stoppede hans vejrtrækning. Mette begyndte at give sin bevidstløse kæreste hjertemassage, indtil han blev hentet af ambulancen. 

De næste 14 dage røg han ind og ud af koma. Mette ville ikke høre ordene, men inderst inde vidste hun godt, at han aldrig igen ville vende sig om i sengen og kysse hende godnat. 

– Jeg sagde til ham, at jeg elskede ham. Han var lidt vågen, og jeg kunne se, at han smilede. Selv om jeg ikke er sikker, tror jeg også, at han sagde, at han elskede mig, fortæller Mette, der var ved sin kærestes side, da han trak vejret for sidste gang.

Sig nu noget

For Marie-Louise kom hendes mors kræftdiagnose også som et chok. Selv om moren havde haft det skidt i lang tid, ville hun ikke til lægen. Da det endelig skete, vidste Marie-Louise godt, at den var helt gal, da hun så lægens ansigtsudtryk. 

Fra dag til dag kunne hun se, hvordan hendes mor blev mere og mere dårlig, og da hun de sidste timer sad ved hende på hospice, kunne hun mærke, at tiden var inde. Hun kunne fysisk mærke, hvordan kulden bevægede sig fra fødderne op igennem kroppen, og Marie-Louise holdt hende i hænderne, da hun åndede ud. 

Den efterfølgende tid havde begge kvinder en del praktik på programmet. Det strømmende ind med kondolencer og tilbud om, at man endelig måtte ringe, hvis der var noget. Men følelsen af, at ingen kunne forstå den sorg, der fyldte dem, fik Marie-Louise til at søge ind på Kræftens Bekæmpelses onlineforum, hvor hun senere faldt over Mettes opslag om sorgen over kærestens død. 

De to kvinder begyndte at udveksle tanker og følelser, og de havde begge oplevelsen af, at til trods for at sorgen var overvældende, så virkede den nærmest mere voldsom for mennesker omkring dem. De mærkede, hvordan folk undgik deres blikke, og at de lignede nogen, der fik det dårligt, når de var i nærheden af dem.

– Det er nok meget naturligt, at man er bange for at sige noget forkert af frygt for at gøre den sørgende mere ked af det. Men du er ked af det i forvejen, og der er ikke meget, du kan sige, der kan gøre det værre. Hvis du virkelig ikke ved, hvad du skal sige, så sig netop det. Det er også en anerkendelse af, at du ser personen i sorg og har medfølelse, fortæller 43-årige Marie-Louise Vianello, som er konsulent i medicinalbranchen.

Tilladt at grine

Mette var sygemeldt i tre måneder, mens Marie-Louise kom hurtigere tilbage på arbejde. Hun viste ikke lige så mange tårer i offentligheden, men det betød ikke, at sorgen var mindre. 

– Når Marie-Louise og jeg mødtes, kunne vi sagtens sidde og grine og joke om alt muligt. Vi vidste begge, at det ikke gjorde vores sorg mindre, men vi kunne godt få følelsen af, at folk troede, at vi var ”kommet over” sorgen, eller at vi måske ikke elskede vores mor og kæreste, hvis vi grinede. Det kunne vi sammen, og det var en stor befrielse, fortæller Mette. 

Begge kvinder oplevede, at der skete et skift hos folk omkring dem cirka tre måneder efter dødsfaldene. De, der ikke var direkte berørt, begyndte at trække sig. 

– Man kunne godt få følelsen af, at sorgen begyndte at blive en byrde for andre. De var videre med deres liv, de spurgte ikke mere ind til, hvordan man havde det, men for mange sørgende kan de første par måneder sagtens gå med at acceptere, at vedkommende er død, og derfor kan sorgen være på sit højeste, når folk tror, at man må være ovre det værste, siger Marie-Louise, der ligesom Mette oplevede, hvordan ensomhedsfølelsen kom snigende. 

Stadig stik i hjertet

– Man kan få følelsen af, at der er noget galt med en, når man ikke er kommet dertil, hvor man føler, man burde være. Man begynder at skjule for omverdenen, hvordan man egentlig har det. Men vi har fundet ud af, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at sørge på, og det er vigtigt at vide, både for den sørgende og for de pårørende. 

De to veninder har derfor skrevet bogen ”Dus med døden”, som en hjælp til sorgramte og deres pårørende. De håber, at bogen kan give nogle redskaber til, hvordan man håndterer og hjælper folk, der er påvirket af sorg. 

Det er i dag seks år siden, at de to kvinder mistede deres elskede, og selv om sorgen altid vil være en del af dem, er de oprigtige smil tilbage på læberne, og livet er igen meningsfuldt. 

Mette er netop flyttet sammen med en ny kæreste, og Marie-Louise snakker og mindes sin mor med en stor glæde. 

– Det kan stadig give et stik i hjertet, hvis man ser en, der havde den samme jakke som den, man mistede, eller man hører en sang, der minder en om den svære tid, men sorgen gør også, at man værdsætter de ting, der er i ens liv på en helt anden måde, når man har været udsat for en stor sorg. Så lige så ondt, det gør i processen, lige så fint og meningsfyldt kan livet også være efterfølgende