Tre ud af fire par i fertilitetsbehandling får barn inden for fem år

Nyt stort dansk studie viser, hvor store chancerne er for at få et barn under et fertilitetsbehandlingsforløb. Det betaler sig ikke at vente for længe med at komme i gang, advarer forsker.

Par, der begynder et fertilitetsbehandlingsforløb, har ofte to altovervejende spørgsmål: "Hvad er vores chancer for at få et barn?" og "Hvor lang tid kommer der til at gå?"

Svaret på de spørgsmål kommer et nyt dansk studie med, skriver Videnskab.dk.

I en undersøgelse af 20.000 par i fertilitetsbehandling mellem 2007 og 2010 viser forskere fra Københavns Universitet og Hvidovre Hospital, at tre ud af fire par i fertilitetsbehandling har fået et barn inden for fem år.

57 procent har allerede fået et barn inden for to år.

Langsigtede chancer

Med den nye undersøgelse i hånden kan læger bedre rådgive de enkelte par om netop deres chancer for at få et barn. Det fortæller hovedforfatteren bag det nye studie.

- Traditionelt set har man i fertilitetsbehandlinger gjort succesrater op i behandlingsforsøg, men det siger ikke så meget om de langsigtede chancer for at få et barn. De tal har vi skaffet ved at hente data fra nationale registre, så vi ikke bare får den samlede chance for at få et barn efter behandling, men også hvad chancerne er for at få et barn ved naturlig befrugtning for alle par, der har været i fertilitetsbehandling, fortæller læge og ph.d.-studerende Sara Sofia Malchau fra Institut for Obstetrik og Gynækologi ved Hvidovre Hospital, Københavns Universitet.

De nye forskningsresultater er netop offentliggjort på en fertilitetskonference i Helsinki.

Læs også: Ufrivillige barnløshed fordobler risikoen for selvmord

Kvindens alder er vigtig

Speciallæge og klinikchef på Dansk Fertilitetsklinik på Frederiksberg i København, Ursula Bentin-Ley, har læst de nye resultater. Hun fortæller, at de bekræfter de ting, som man godt vidste i forvejen.

- Vi har altid vidst, at cirka tre fjerdedele af dem, som besøger os, ender med at få et barn med hjem, så det er ikke som sådan en nyhed. Studiet bekræfter også det allervigtigste i forbindelse med graviditet – nemlig kvindens alder. Her er det altså meget nemmere at blive gravid, hvis man er kvinde under 35 år, end hvis man er kvinde over 40 år, siger Ursula Bentin-Ley.

Klinikchefen fortæller også, at det i øjeblikket er sådan, at Sundhedsstyrelsen pålægger fertilitetsklinikker at rådgive ud fra deres egne resultater, og så længe det er Sundhedsstyrelsens krav, følger de dem.

- Men det er da meget rart også at kunne sige til patienterne, hvordan det ser ud på landsplan og at kunne give sandsynligheder for at blive gravid ud fra alder. Og så er jeg helt enig i, at vi på nogle måder opgør succesrater på en gammeldags måde. Her burde man i stedet se på kvindens samlede chancer for at blive gravid frem for at se på succesrater per æg-opsætning, som man gør i dag, forklarer Ursula Bentin-Ley.

Læs også: Barnløse par lever kortere

Nationale registre

I det nye studie har forskerne samlet data, som fertilitetsklinikker kan benytte i deres rådgivning af behandlingssøgende par.

Disse data er hentet i nationale registre og viser meget præcist chancerne for, at par i fertilitetsbehandling får et barn.

Eksempelvis viser tallene, at kvinder, som begynder en behandling, inden de fylder 35 år, har 80 procent chance for at få et barn indenfor fem år. Dette tal falder til 60 procent for kvinder mellem 35 og 40 år og er kun 26 procent for kvinder over 40 år.

- Folk ved måske godt, at chancerne for at få et barn falder dramatisk med alderen. Det gælder ikke bare naturlig undfangelse, men det gælder også ved kunstig befrugtning. Den slags data-understøttet rådgivning er godt for læger at kunne give kvinder og par ude på fertilitetsklinikkerne. Man skal være klar over, at kvindens alder er den allervigtigste faktor for at have succes med at blive gravid på enten den ene eller den anden måde, siger Sara Sofia Malchau, der dog også pointerer, at dette bestemt ikke er ny viden.

Læs også på Videnskab.dk

Astma gør det sværere at blive gravid

Couvade-syndromet: Derfor bliver nogle mænd "gravide"