Fredag, 19. november 2021 - 7:00 - Fortalt til Dorte Roholte. Modelfoto: Panthermedia
Vi elsker hinanden
Uanset hvad andre mener, vil vi nyde den sidste tid sammen.
PrintLynet slog ned
Når man finder kærligheden sent i livet, har begge parter noget med i bagagen. Sådan var det også for John og mig.
Efter et langt ægteskab havde han været enkemand i kun syv måneder, da lynet i 2019 slog ned mellem os. Jeg havde været igennem en barsk skilsmisse og var stadig ved at finde mine egne ben. På grund af fælles venner havde vi kendt hinanden overfladisk i en del år.
Selv om de stærke følelser egentlig var uvelkommen hos os begge, oplevede vi alligevel forelskelsen som et mirakel. Trods alt var jeg 56, og han var 55. Desværre var der nogen, der ikke kunne glæde sig over vores lykke.
John havde aldrig selv fået børn, men han havde været en kærlig stedfar for sin hustru Lones datter Rikke. Hun var kun 10 år, da John kom ind i hendes liv. Rikkes biologiske far var misbruger og voldelig, og derfor havde hun brug for den gode og stabile mand, hendes mor giftede sig med.
Årene gik, og Rikke blev voksen og fik tre børn. John var så glad for de unger, og de kaldte ham morfar og elskede ham tilbage. Ved festlige lejligheder stødte min eksmand og jeg indimellem på John og Lone, og jeg anede, at det var hende, der havde bukserne på i det forhold.
I 2017 hørte jeg ad omveje, at Lone var blevet alvorligt syg, og at John havde taget orlov for at passe hende. Det blev en lang og svær tid, og i dette forløb glemte han at passe på sig selv og sin sundhed.
Da han blev enkemand, var han blevet svært overvægtig og fik efterfølgende adskillige diagnoser, blandt andet svagt hjerte og problemer med nyrerne.
Hans datter blev rasende
Uanset disse udfordringer blev vi frygteligt glade for hinanden, da vi tilfældigt mødtes igen. Ligesom jeg havde kendt Lone lidt, kendte jeg også Rikke, og jeg var indstillet på at tage imod hende med åbne arme.
Hun mødte mig slet ikke på samme måde. Jævnligt kom Rikke uanmeldt hos John, og hver gang brokkede hun sig over, at jeg var der. Det var ubehageligt, men det værste var næsten hendes raseri, hvis hun opdagede, at John havde købt en lille ting til mig.
Han var og er et gavmildt menneske, og jeg blev naturligvis glad, når han kom hjem med en buket roser eller et sødt halssmykke. Hver gang spurgte jeg ham, om det nu var i orden, at han brugte penge på mig.
Så forklarede John mig stille og roligt, at boet var blevet udlagt til ham, fordi der ikke var andet end gæld i det. Alligevel opførte Rikke sig faktisk, som om jeg kun havde taget ham for pengenes skyld.
Både John og jeg var indstillet på at give hende lang snor, men i denne forsommer skete der noget uventet. Et besøg hos lægen mundede ud i meddelelsen om, at Johns dage var talte. Hans hjertesygdom og hans dårlige nyrefunktion er nemlig en giftig kombination.
Det var hårdt for os, og det var også tungt, at hans steddatter blev ved med at komme og skælde os ud. Hun sagde så mange dybt sårende ting til os begge, at vi til sidst ikke længere magtede at have noget med hende at gøre.
Jeg kender min elskede godt nok til at vide, at det var en svær beslutning for ham at træffe, men jeg respekterer ham også for at sætte foden til jorden.
Nu vil vi have fred
Til andre har Rikke givet udtryk for, at jeg har taget hendes søde stedfar fra hende. Det er jeg selvfølgelig ked af, men jeg tænker alligevel for mig selv, at hun nok mest af alt er bange for, at jeg har taget noget arv fra hende.
Intet kunne være mere forkert, men vi skal jo ikke stå til regnskab for hverken hende eller nogen anden.
Længe har vi været hinandens allernærmeste, men nu er vi også mand og kone. Brylluppet var aftalt, allerede inden John blev diagnosticeret som terminalt syg, og derefter gav det endnu mere mening at sige ja til hinanden. Nu vil vi bare have fred og glæde os over hver dag, vi får sammen.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
