Elvis er stadig The King – del 2: Elvis bliver aldrig glemt

Da Elvis døde som bare 42-årig, havde ingen set det komme, og mange troede, at han bare var stukket af. Hans musik lever dog i bedste velgående her mere end 40 år efter.

Der var millioner af mennesker verden over, der fik et chok den 16. august 1977. ”Kong Elvis er død” lød det i nyhedsudsendelser verden over. Jeg blev også chokeret, da meddelelsen kom i den sene TV-avis på DR. Ingen havde nogen anelse om, at det stod så galt til.

The King var trods alt kun 42 år, sang guddommeligt, og selv om han på kort tid var blevet korpulent, oppustet og havde forandret sig markant på få år, kom det som en uventet og ubehagelig bombe.

Elvis Presleys kometkarriere som både King of rock’n’roll og Hollywood-stjerne i hele fire filmsucceser havde vendt op og ned på mange begreber i amerikansk showbusiness. Vel var der oplevet idoldyrkelse af Frank Sinatra og hvinende kvinder til hans koncerter, men Elvis’ indtog i moderne amerikansk underholdning var et kulturelt og musikalsk chok for mange amerikanere.

Alene i det første år stod Presley-pladernes salg for halvdelen af det verdensomspændende RCA pladeselskabs indtjening. Aviser og ugeblade havde konstant Elvis-historier – mest om de uroligheder og skrigende teenagere, der flokkedes ved hans koncerter og forsøgte at nå ham ved scenekanten.

I tiden omkring sit nationale gennembrud var hans to Tennessee-musikere Scotty Moore og Bill Black blevet udvidet med D.J. Fontana på trommer, Floyd Cramer på piano og sang-kvartetten The Jordanaires ved festlige lejligheder og på alle pladeindspilninger.

Da han efter kun to år som rock’n’roll-sensation blev indhentet af pligten som amerikansk rekrut i marts 1958, var samme blade fyldt med spådomme om, at glemslen ville indhente Elvis Presley, når nye navne stod parat til at overtage hans status. Nu drejede det sig trods alt om lige så lang tids fravær. Hele to år.

Læs også: Fik du ikke læst første del af historien om Elvis' liv? Se den her

Holdt gryden i kog

Men hans manager Tom Parker, pladeselskabet RCA og filmproduceren Hal Wallis havde andre planer. Under nogle dages orlov inden selve tjenesten i Friedberg, Tyskland, indspillede Elvis en række sange, som ville blive udsendt, mens han var væk. Elvis-gryden på hitlisterne skulle holdes i kog.

Og det lykkedes med en regulær strøm af succeser i fraværsperioden. Hele 10 tophit, blandt andet ”Wear My Ring Around Your Neck”, ”One Night”, ”A Fool Such As I”, ”I Need Your Love Tonight” og kort før hans hjemsendelse blev ”A Big Hunk O’love” nr. 1 på listen. Dynamisk rock’n’roll alt sammen. Dertil kom hele fire album med tidligere materiale som f.eks. ”Elvis Golden Records”, som nåede en tredjeplads på albumlisten i USA.

Der var ikke meget, der tydede på nogen glemsel. Alligevel blev der gisnet. Var Elvis-feberen intakt? Hvad med rock’n’roll, som mange i 1960 erklærede død og borte? Ja, der var stof til mange artikler, prognoser, spådomme og meninger.

Selv sagde Elvis ingenting. Han havde et godt kammeratskab med de andre rekrutter. Han sang stort set aldrig, og han donerede sin soldaterløn til velgørende formål. Samtidig indkøbte han tv-apparater til den deling, han var medlem af, og udstyrede hele holdet med lækkerier, ekstra tæpper og andet til at forsøde hverdagen med.

Han mødte også den 14-årige Priscilla Beaulieu, datter af en udstationeret officer i den amerikanske hær. De blev glade for hinanden, og selv om hendes forældre var imod det, så de ind imellem hinanden i Elvis’ rekrutperiode. Syv år efter blev de gift.   

Pornografisk sang

To år efter sin første rekrutdag blev Elvis hjemsendt. Med ære og som sergent. Han blev fløjet til New York. Og i toget til Memphis Tennessee stod der tusindvis af fans på hver eneste station. Elvis følte sig nødsaget til at dukke op på de største stationer, og da han kom til Graceland, lå der hundrede tusinder af breve og blomster, en del trøstende efter hans mors alt for tidlige død. Alle vidste, at han som enebarn var usædvanlig tæt knyttet til sin mor.

Allerede tre uger efter hjemkomsten var Elvis i pladeselskabet RCA’s studier i Nashville for at indsynge nogle af de sange, der skulle blive til hans comeback- album ”Elvis Is Back” og den single, der med titlen ”Stuck On You” med ekspresfart erobrede førstepladsen på den amerikanske hitliste. Lidt mindre rock’n’roll, lidt mere poleret og voksent – var den umiddelbare reaktion.

Rockanmelderen Greil Marcus skrev således: ”Det er en stemme, der kan alt. Noget lyder som rå Chicago-blues drevet af Elvis’ egen akustiske guitar tæt på en speciel mikrofon. Brilliant elguitar af Scotty Moore og dæmonisk saxofon fra Boots Randolph. Elvis’ sang er ikke sexet. Den er pornografisk”.

Kunne det hele

Pressen begyndte at forstå Elvis’ potentiale, og en del mente, at han kunne blive til alt muligt i showbusiness. Guddommelig bluessanger, gospelsanger af guds nåde, natklub-entertainer, vild rock’n’roller – det var nærmest op til ham selv at bestemme vejen frem.

Elvis indsang også et helt gospelalbum ”His Hand In Mine”, som nåede en 13. plads på album-poplisten, hvilket var uhørt for en gospel-lp.

Frank Sinatra – som ellers havde udtalt sig utrolig negativt om Elvis i almindelighed og rock’n’roll i særdeleshed – stod klar med et velkomst-tv-show ”Welcome home Elvis”, som blev åbnet med et filmet indslag af Nancy Sinatra i lufthavnen for at modtage Elvis, og derefter duetter mellem Elvis og Frank i tv-studiet. Det blev årets tv-hit i USA.

Elvis var i gang igen. Og glemmehistorierne var selv glemt.

Eksklusiv rolle

Få uger efter var Elvis igen i studiet for at indspille nogle af de sange, der blev milepæle i hans karriere. Den stille sentimentale ”Are You Lonesome Tonight” fra 1921, og den næsten opera-agtige italienske sang fra 1900 ”O Sole Mio”, som viste helt nye spændvidder i Elvis’ stemme.

Hans manager havde også forberedt en filmkarriere for Elvis, som selv var interesseret i at lave film og være skuespiller.

Den første blev skrevet som en fristil over hans egen soldatertid med titlen ”G.I Blues” og en enkelt tysk folkemelodi ”Muss i Denn”.

De store filmmusicals med historier og handlinger, der desværre blev dårligere, efterhånden som 60’erne skred frem, begyndte egentlig helt fint med gode soundtrack-album på skift med nogle af de bedste Nashville-indspillede album som ”Something For Everybody” og ”Pot Luck”.

Både film som ”Blue Hawaii” med storhittet ”Can’t Help Falling In Love” og ”Girls Girls Girls” med bl.a. ”Return to sender” som topnummer blev stort indtjenende Hollywood-film. Men kvaliteten derefter gik den forkerte vej. Blandt andet fordi Tom Parker havde lavet en plan for Elvis som syngende Hollywood-skuespiller med tre film pr. år. Det blev nærmest samlebåndsfilm fra 1964, til det sluttede fire år efter. Han holdt samtidig mærkeligt nok Elvis væk fra koncerter – efter alt at dømme for at gøre ham eksklusiv og uopnåelig – og med biograferne som den eneste mulighed for at opleve ham.

Tom Parker var en hård negl. Han tog for det meste 50 % af al indtjening. Uhørt højt beløb selv for en personlig manager.

Se også: Nancy Sinatra: Slut med at være fars søde pige

Elvis-feber

Da jeg selv startede som dj (pladevender hed det dengang) i januar 1963, var det med en Top 20-liste som første program. På den danske liste lå Elvis placeret hele tre gange. Nr. 1 med ”Return To Sender” og længere nede kom ”King Of The Whole Wide World” og ”Kiss Me Quick”.

Elvis var nået ud til alle verdenshjørner, og det hed sig, at USA havde præsenteret verden for tre uundværlige og fantastiske ting: Coca-Cola, Mickey Mouse og Elvis Presley. I dag har Steve Jobs og hans iPhone nok taget pladsen fra Mickey Mouse.

I 60’ernes første år skulle alle lyde som Elvis, og hele hans bagkatalog fra 50’erne blev opdaget og beundret af nye fans uden for USA samtidig med alle de aktuelle numre. Det gav Elvis-feber.

Ved siden af filmsoundtracks og studiealbum kom der en sand strøm af hit som blandt andet ”Surrender”, ”His Latest Flame”, ”Good Luck Charm” og ”Devil In Disguise”.

Men i 1963 skete der i England og et års tid senere alle andre steder igen noget i rockmusikken: The Beatles satte dagsordenen.

Akavet stjernemøde

Alligevel kunne publikum ikke ryste Elvis af sig. Og for Elvis selv var det heller ikke svært at få medspillere, når den kvindelige hovedrolle skulle besættes i strømmen af film. Ann Margret og Nancy Sinatra hører til nogle af dem, der gjorde det bedst i Elvis’ film.

Selv giftede Elvis sig med sin ungdoms kærlighed Priscilla Beaulieu, som 1. maj 1967 blev Priscilla Presley. Kort efter fik de datteren Lisa Marie, som i dag ejer Graceland. Hun bor der ikke, men driver stedet som en lukrativ forretning. Graceland er den næstmest besøgte turistattraktion i USA – kun overgået af Det Hvide Hus.

Priscilla havde boet med Elvis på Graceland i nogle år, så hun vidste, hvad hun gik ind til, da Elvis endelig friede. Blandt andet hele hans sværm af bodyguards, assistenter, fætre og andre ”venner”, som enten boede på Graceland eller i nærheden, så de kunne møde op hver dag.

Da Beatles f.eks. fik arrangeret et møde med deres store idol, blev de indbudt til en aften på Graceland. Og det fremgår helt tydeligt fra de udtalelser, de efterfølgende er kommet med, at det var et lettere akavet møde den 27. august 1965.

Som Ringo Starr efterfølgende sagde: ”Det var, som om vi var mere begejstrede for at møde ham, end han var for at møde os. Først vidste vi ikke, hvad vi skulle sige til hinanden, men så grinede Elvis og sagde: Hvis I bare skal sidde her og kigge på mig, så kan jeg vel egentlig lige så godt bare gå i seng.”

Læs også: Kandis-Johnny: Succes og tragedie

Mødet med Nixon

Det løsnede op. De fik grint og snakket rock’n’roll og film derefter.

Beatles besøgte Elvis sammen med deres manager Brian Epstein i et af de store opholdsrum. Her var Elvis og en del af hans mange hjælpere, bodyguards og manager Tom Parker samlet. Priscilla havde boet på Graceland i en del år, i begyndelsen under opsyn af Elvis’ far, og hun blev ført ind for at hilse på Beatlerne, var der i 10 minutter og så ført ud igen.

Da Elvis begyndte at give koncerter igen, inkluderede han også Beatles-sange som ”Yesterday”, ”Get Back” og ”Something”.

Alligevel beskrev han Beatles som en anti-amerikanske trussel under sit mærkværdige møde med Præsident Nixon. Hans eneste ærinde var at få en badge eller et bevis på, at han var med til at bekæmpe brugen af drugs og bekæmpe alt anti-amerikansk.

Et af de mest berømte billeder fra Presleys liv er mødet med Nixon i det ovale rum i Det Hvide Hus, hvor de giver hinanden hånden. Det paradoksale var, at Elvis selv tog drugs, ikke de illegale, men dem, han skaffede på recept fra rundhåndede læger.

Dekadent liv

Han omgav sig med en sværm af oppassere, som han kaldte venner, og som omverdenen kaldte The Memphis Mafia. De tog vare på alt. Kørte eller fløj ud for at købe hans livretter, fulgte ham på turnéer, i den lokale biograf, som lavede særforestillinger om natten og sørgede for, at sidste mand lukkede og slukkede, når Elvis langt ud på natten trak sig tilbage for at sove. De kørte også på apoteker for at hente de mange forskelligartede recept-piller, der skulle få Elvis til at sove trygt eller styrke sig på før en koncert. Til gengæld blev de fyrsteligt betalt, og indimellem, når han skulle glæde sig selv med en ny Cadillac, købte han en 12-13 stykker for en god ordens skyld – en til hver af dem.

Tre af dem blev fyret i 1976, fordi der kom for mange sagsanlæg for brutalitet over for Elvis’ fans, som egentlig bare havde et uskyldigt ønske om at røre ved Elvis eller få en autograf.

Kort efter skrev de en bog og afslørede en stor del af det dekadente liv, de var vidner til, og den utrolige mængde medicin, Elvis fik fra sin livlæge, tandlæge og hospitaler. Elvis forsøgte at stoppe udgivelsen ved at tilbyde forlaget en stor sum penge. Det lykkedes ikke.

Elvis var i gang med den store nedtur og selvdestruktion. Ingen ved rigtigt hvorfor. Men han blev skilt fra Priscilla efter ca. fem års ægteskab. Hans aftenrutiner havde ikke ændret sig. Han skulle have selskab af hele sit hold, og almindelig familiehygge var der så vidt vides ikke meget af. Alligevel tog skilsmissen hårdt på ham, og efter den kom han hurtigt på kollisionskurs med sig selv. Han fandt ganske vist nye kærester. Sangskriveren Linda Thomson var længst sammen med Elvis, men da han faldt om på sit badeværelse den 16. august 1977, var det kæresten Ginger Alden, der fandt ham og alarmerede hospital, venner og familie. Alle genoplivsningsforsøg var forgæves.

Elvis’ hjerte kunne ikke mere. Han blev 42 år.