Jeg er ikke bange for sorg

Som nyhedsvært på TV 2 må Cecilie Beck ofte fortælle seerne om tragiske ulykker fra nær og fjern. Selv har hun haft tragedien helt tæt på, da hendes bror blev dræbt i en trafikulykke.

Cecilie Beck

Når TV 2 på søndag viser årskavalkaden ”TV 2 018: De største øjeblikke”, bliver seerne traditionen tro præsenteret for et gensyn med de mest skelsættende begivenheder i årets løb. Cecilie Beck, 48, er vært på showet sammen med Louise Wolff og Cecilie Frøkjær, og den garvede nyhedsvært glæder sig til at se tilbage på årets højdepunkter. Også dem, man ville ønske, aldrig var sket.

– Det er vigtigt, at vi taler om både det gode og det dårlige, for sådan er livet. Der sker både fantastiske og tragiske ting, og vi er nødt til at vide alt, hvad der foregår i den verden, vi lever i, så vi kan træffe de rigtige valg. Det betyder så også, at nogen skal fortælle om de ting, og jeg ser det som ærefuldt, at jeg har fået den rolle. Jeg er ikke bange for sorg og smerte, og jeg har ikke noget imod at gå ind i følelser, der ikke er behagelige. Man er nødt til også at forholde sig til de værste følelser. Ellers får man dem ikke bearbejdet, og så bliver det jo bare endnu værre, siger Cecilie Beck. Hun har selv oplevet sorgen på tætteste hold. Det skete, da hun for 26 år siden mistede sin lillebror, Mathias, i en trafikulykke. 

– Han var kun 17 år og skulle bare lige prøve at køre en lille tur på en motorcykel. Og så kørte han ind i en elmast og blev dræbt på stedet. 

Føler med pårørende

Det var så gennemført rædselsfuldt. Jeg kan huske, at jeg kom hjem fra journalisthøjskolen den dag og afspillede min telefonsvarer, og så lå beskeden der fra min mor. Puha... Hun havde åbnet døren for politiet, og så var der bare sprunget en bombe i hovedet på hende. Så hun var i chok og tænkte selvfølgelig ikke over, hvordan det virkede, at jeg fik det at vide på en telefonsvarer. Men der gik et par år derefter, hvor jeg fik det dårligt, når telefonen ringede. Det var en tid med undtagelsestilstand i familien og den værste periode i mit liv, fortæller Cecilie.

Sorgen vil altid sidde i hende, men med årene er den blevet nemmere at leve med. Dog er der stadig visse stunder, hvor den føles ekstra tung: Når familien er samlet til særlige lejligheder.

– Vi har lige været sammen til julehygge, og der mangler han jo bare. Selv om det er så mange år siden, kan det mærkes, at han ikke er der, når vi alle er samlet. Jeg har to andre søskende, og vi var jo vant til at være en flok på fire. Pludselig er man kun tre. Det gør da forbandet ondt, og jeg tænker altid straks på de pårørende, når jeg hører om en ulykke. For jeg ved præcist, hvor forfærdeligt det er at få beskeden, og hvordan det er at leve med sorgen, siger Cecilie.

En professionel facade 

Hvordan lykkes det hende så at holde en professionel facade, når hun som nyhedsvært må fortælle om en tragisk dødsulykke?

– Det er også mærkeligt, men man får efterhånden sådan et underligt professionelt filter, hvor man faktisk først bliver berørt af det bagefter. Det bliver man også nødt til, for man hjælper ikke nogen ved at sidde og græde. Men jeg har da prøvet nogle enkelte gange, hvor noget virkelig ramte hårdt. Tsunamien var svær at komme igennem. Det var bare så voldsomt, stort og ufatteligt. Jeg kunne næsten ikke have det i mig. Jeg kan også huske nyheden herhjemme om en 2-årig, der blev dræbt en nytårsaften af en vildfaren raket. Det kunne jeg næsten heller ikke fortælle. Det var så forfærdeligt sørgeligt. De to ting er nok dem, der har påvirket mig mest. Men jeg har aldrig haft lyst til at skifte job.

Min familie betyder alt for mig

Personligt har Cecilie Beck heldigvis været forskånet for ulykker i året, der snart er gået. 

– 2018 har været et virkelig godt år. Der har hverken været sygdom eller dødsfald i familien, og det kan man da godt føle sig heldig og lykkelig over. Årets bedste oplevelse har helt sikkert været, da jeg sammen med min yngste datter, Frida, tog til Australien for at besøge min ældste datter, Astrid, som på det tidspunkt rejste rundt i landet. Jeg havde ikke set hende i fire måneder, og det var bare så stort at blive genforenet. Og så var det også vildt spændende at opleve landet sammen. Vi var blandt andet i Melbourne og Sydney – og på surferskole, fortæller Cecilie og tilføjer:

– Der er noget utroligt rørende over at se sine børn vokse op og blive selvstændige unge mennesker. Det er så også der, det går op for én, at man desværre ikke ejer dem. Da Astrid rejste til Australien, var det dæleme også en sorg, selv om det var en positiv ting. I skulle have set mig i lufthavnen – jeg var fuldstændig opløst over at skulle undvære hende i mere end en uge. Min familie, og særligt mine døtre, betyder alt for mig. 

Kærlighedsliv

At Cecilie Beck sætter familien højere end noget andet, kommer også til udtryk, når hun bliver bedt om at liste sine ønsker for det kommende år.

– Mit højeste ønske er, at mine børn er glade. Og at de ellers bare vil være så venlige at opholde sig nogenlunde i nærheden af Danmark – så skal jeg ikke forlange mere. Det er meningen, at Astrid skal komme hjem fra Australien i februar, men hun har fået en kæreste dernede, og det er det værst tænkelige, hvis hun pludselig begynder at overveje at slå sig ned dernede. Så tager jeg altså personligt ned og henter hende hjem. 

Og hvad er status på Cecilie Becks eget kærlighedsliv her ved udgangen af 2018?

– Helt single er man vel aldrig, haha.... Når jeg finder noget, jeg tror på er varigt, skal jeg nok vise ham frem, smiler hun.