John Fogerty: Stadig fuld af rock’n’roll

Man kan ikke sige John Fogerty uden at sige Creedence Clearwater Revival. De to navne hænger sammen på godt – og ondt – men alle slagsmålene til trods skabte de tilsammen storslået musik.

Rockmusikeren John Fogerty

Den rå og originale tilgang til rockmusikken har John Fogerty. Og på den baggrund er der en del, der mener, at Fogerty er verdens bedste rocksanger, efter at Little Richard er gået på pension. Det kan man altid diskutere, men det er helt sikkert, at Little Richard og hans wobbobbalooba – Tutti Frutti-definering af rockmusik har været en væsentlig drivkraft, da Fogerty satte sin kaskade af rock’n’roll-hit i Creedence Clearwater Revival i gang i sidste halvdel af 60’erne.

Lyt til gruppens udgave af storhittet ”Traveling Band”, og man er ikke i tvivl om inspirationen.

Det var sammen med sin bror Tom og high school-vennerne Stu Cook og Doug Clifford, at han skabte en række rock-sange i en tid, hvor der ellers florerede eksperimenter med rockmusikken fra hippiebevægelsen, fra heavyrockere og fra det, man kaldte progressiv rockmusik i perioden.

Fogertys tilgang til sine kompositioner var de enkle manøvrer med storslåede melodier og fortællinger, spillet af gruppen selv uden tillæg af lydeffekter eller baglæns kørende lydbånd, som bl.a. Beatles eksperimenterede med.

De store sange som ”Proud Mary”, ”Bad Moon Rising”, ”Up Around The Bend” og ”Fortunate Son” blev spillet med en gejst og råstyrke af de fire musikere. Og publikum elskede det.

Musikken var en klar viderefortolkning af 50’er-pionerernes rock’n’roll, og Creedence kørte på en tsunami-lignende popularitet i ca. fem år.

Men spændingerne mellem Fogerty og de andre blev for alvorlige, og vejene skiltes. Desværre i så voldsomt uvejr, at det aldrig er lykkedes at gendanne gruppen.

Efter mange år er det dog lykkedes John Fogerty at skabe sig en stor solokarriere, hvor det stadig er Creedence-tidens hit og enkelte solohits, der er øverst på koncertmenuen.

Læs også: The Sweet: Gav os glad rockmusik tilbage

Populært skoleband

John Fogerty voksede sammen med fire brødre op i El Cerrito, Berkeley i Californiens San Francisco-område. Forældrene var katolikker, og lille John kom i katolsk skole, som han i sin erindringsbog ”Fortunate Son” ikke har meget pænt at fortælle om. F.eks. blev han ofte nægtet adgang til et toilet, hvis det var midt i en time, så han ikke så sjældent tissede i bukserne og måtte gå rundt med våde bukser resten af dagen. Forældrene tog ikke affære, og han beskriver dem som alkoholister, der heller ikke kunne holde sammen     – og derfor gik fra hinanden i Johns teenagetid.

På high school dannede han som 16-årig sammen med kammeraterne Stu Cook og Doug Clifford et skoleband, der spillede kopinumre fra idolerne Little Richard og Buddy Holly, og bandet havde så stor succes på både sin egen og naboskolerne, at de fortsatte også efter afgangseksamen og kaldte sig Blue Velvets.

Johns ældre bror Tom kom med, og der gik ikke lang tid, før de fik pladekontrakt med Fantasy Records.

Gruppen gik i gang med at indspille plader, men Fantasys direktør Max Weiss ændrede bandets navn til The Golliwogs uden at fortælle det, før debutpladen nåede butikkerne. Det skabte første kurre på tråden. Som desværre med tiden kun blev værre.

Nyt navn banede vejen

I 1966 blev både John Fogerty og Stu Cook indkaldt til værnepligt, og i stedet for at søge dispensation på grund af deres karriere gik de helhjertede ind i forsvaret men fik dog forkortet perioden til et enkelt år.

Samme dag, John Fogerty vendte tilbage som civil, skrev han sin legendariske ”Proud Mary”, som blev en slags signatursang for Creedence i de efterfølgende år.

I mellemtiden havde Fantasy Records fået ny direktør, Saul Zaentz, som var enig med gruppen i, at The Golliwogs-navnet ikke duede.

Gruppens eget forslag, Creedence Clearwater Revival, blev accepteret, og selv om mange har troet, det havde noget med byen Clearwater i Florida at gøre, er forklaringen en anden. En god ven til Tom hed Creedence, en tv-reklame for Olympia bryggeriet fremhævede deres clear water, og revival markerede de fire medlemmers genfundne begejstring, efter at John og Stu var vendt tilbage.

Den begejstring smittede af på deres indspilninger. For mens ingen af de syv Golliwogs-singler kom nogle vegne, fik bandet allerede med sin Creedence-debut rock’a’billy-sangen ”Susie Q” et pænt hit.

Men først da de på deres tredje officielle single udsendte Fogertys egen komposition ”Proud Mary”, kom det afgørende gennembrud.

Se også: Alvin Stardust: Stjerne ved et tilfælde

Voldsomt brud

Senere er det kommet frem, at der allerede dengang var problemer, fordi de tre andre i gruppen ønskede lige så meget indflydelse på produktionen af Fogertys kompositioner som sangskriveren selv.

John Fogerty fik sin vilje, men det var et tilbagevendende problem i hele Creedence-perioden.

Da de skulle indspille deres 7. og sidste album ”Mardi Gras”, havde hans bror Tom forladt gruppen for at begynde for sig selv, og John meddelte de to andre, at de kunne skrive sange til halvdelen af albummet, men at de så også selv måtte synge dem.

Sådan blev det, men albummet blev deres dårligste sællert, og de mange skænderier om Fogertys rolle som kapelmester blussede op i lys lue.

Det endte med opslidende retsager og John Fogertys farvel til gruppen, som dermed gik i opløsning. Selv om Cook og Clifford fortsatte et lille stykke tid og senere forsøgte sig under navnet Creedence Clearwater Revisited var det uden den store tilslutning.

Det var ikke Fogertys eneste problem. Deres kontrakt havde bundet dem til en del flere albumudgivelser på Fantasy Records, uden at de havde mulighed for genforhandling eller at overveje andre selskabers tilbud.

For at Fogerty kunne opløse gruppen i utide, måtte han afstå alle sine rettigheder til numrene på deres syv lp’er for at undgå opslidende retssager. Det var en uhørt dårlig aftale, han og bandet havde underskrevet fem år tidligere.

En periode med nedgang

I fortvivlelse over alle problemerne trak Fogerty stikket efter sidste koncert med Creedence og forberedte et country-album med coverversioner af gamle numre, fordi der i hans Fantasy-kontrakt stod, at han skulle afgive rettigheder til alle sine kompositioner i en årrække til Fantasy Records. Han kaldte sig Blue Ridge Rangers, og fra albummet blev hans version af ”Jambalaya” et hit.

Men det var og blev en nedtursperiode, for på samme tidspunkt blev han skilt fra sin ungdoms sweetheart Martha Paiz, som han havde giftet sig med i 1965. Sammen havde de tre børn.

Selv om der aldrig siden er indspillet Creedence-numre med den originale besætning, kan man alligevel godt finde dem på et soloalbum ”Zephyr” med Tom Fogerty fra 1974. John ville gerne hjælpe sin bror med indspilningen og de fire medlemmer spiller og synger sammen på adskillige numre. Specielt er det tydeligt på nummeret ”Joyful Resurrection”.

Men selv om man siger, at blod er tykkere end vand, så blev de to brødre aldrig rigtig gode venner igen. Tom Fogerty døde i 1990 af aids, som han havde fået via en operation, og John sagde i sin tale ved begravelsen: ”Vi ville begge to gerne blive voksne og være musikere. Vi opnåede det halve. Vi blev rockstjerner. Vi blev derimod ikke nødvendigvis voksne.”

John Fogerty holdt lav profil i mange år. Bortset fra et enkelt album i 1975 med bl.a. nummeret ”Rockin’ All Over The World”. Han var desperat over den triste afslutning på Creedence-eventyret og kontrakten med Fantasy Records, der fratog ham rettighederne til hans sange. Indtil albummet ”Centerfield” i 1985. Det blev en mega succes – nr. 1 på USA’s albumhitliste og lancerede hans første solohit ”The Old Man Down The Road”.

Læs også: Pat Boone: Den kyske kvindebedårer

Synger sangene igen

Han nægtede stadig at optræde med sine Creedence-hit, men blødte lidt op efter at have mødt Julie Kramer i 1986. Hun blev hans nye store kærlighed og siden hans kone. De blev gift i 1991 og har tre børn sammen foruden Julies datter fra et tidligere ægteskab.

Først da Zaentz solgte Fantasy Records i 2004, faldt tingene helt på plads. De nye ejere gav Fogerty rettighederne til sine Creedence-sange tilbage, og derfra begyndte han som solist at spille Creedence-sange ved koncerterne – til både publikum og anmeldernes begejstring.

Siden har han været en af de mest efterspurgte rocksolister. Han har endda sendt referencer til sin gamle gruppe, da han kaldte sit succesalbum fra 2007 for ”Revival” samt et af sine nye numre for ”Creedence”. Revival-albummet gav ham en grammy, og da han i 2008 modtog prisen var det sammen med to af sin ungdoms mentorer, Jerry Lee Lewis og Little Richard.

Derimod har han i flere omgange nægtet at spille sammen med Cook og Clifford fra Creedence-tiden – selv da gruppen kom i fint selskab i USA’s Rock & Roll Hall of Fame. Ved ceremonien var det bl.a. Bruce Springsteen og Robbie Robertson fra The band, der hjalp Fogerty med at spille tre af de store Creedence-sange.

Fogerty er blevet 73 år, og når han atter besøger Danmark til en udsolgt koncert i Royal Arena i København den 11. juli, er det med blandingen af Creedence og solo-hit.