19-årige Oliver er søn af Brian Sandberg: Jeg har set bagsiden af min fars liv

Oliver glemmer aldrig frygten, da hans far blev skudt. Og han glemmer aldrig savnet, da faren var i fængsel. 19-årige Oliver har betalt en høj pris for at være søn af Brian Sandberg. Han kunne aldrig drømme om selv at blive kriminel eller rocker. Alligevel har folk set skævt til ham hele livet.

Oliver sad på bagsædet den morgen på vej til skole. Han havde overnattet hos en kammerat, og da bilradioen spillede et nummer, som de 10-årige drenge var vilde med, skruede kammeratens far op, mens børnene skrålede med og spillede luftguitar gennem morgentrafikken.

Pludselig blev nummeret afbrudt af en nyhed, der var så vigtig, at musikken måtte vige. Breaking news:

”Brian Sandberg er blevet skudt,” sagde en stemme, inden kammeratens far fik slukket for radioen.

Den morgen lyttede hele Danmark til nyheden om, hvordan bandekrigen nu havde udviklet sig så brutalt, at man var begyndt at skyde på hinanden ved højlys dag. Ovenikøbet gennem vinduet til en populær sandwichbar på en af Københavns mest befærdede handelsgader.

I de fleste danskeres øjne var offeret i sandwichbaren den berygtede gucci-rocker, kendt for sine dyre vaner, sine forbrydelser og sin fortid som bodyguard for storsvindleren Stein Bagger.

Men for Oliver omme på bagsædet var offeret hans far. Ham, som havde båret ham rundt i bæresele som baby. Ham, der havde jublet på sidelinjen til alle hans fodboldkampe. Ham, der læste lektier med ham, og som tog ham til frisør, brunch og på ferier. Og ham, som han beundrede, som andre drenge beundrer deres far.

Et øjeblik var der tavst i bilen, mens de fulgte den sædvanlige rute mod skolen.

– Vidste du det godt? spurgte kammeratens far.

– Ja, ja, nikkede Oliver.

I virkeligheden anede han intet. Han anede ikke, at hans far var blevet forsøgt likvideret, mens han spiste en tunsandwich. Han vidste ikke, at luften i sandwichbaren sneede med dun, efter der var skudt hul i farens dunjakke. Og han vidste ikke, hvor slemt kuglerne havde ramt.

Ikke som sin far

– Er du okay, ville både lærere og kammerater vide, da Oliver kom i skole.

Igen nikkede han. Men Oliver var ikke okay. Godt nok deltog han i timerne og frikvartererne, som han plejede. Men indeni havde han det langtfra, som en dreng i 3. klasse burde have det. Uvisheden og frygten for sin fars tilstand fyldte alt.

– Min hjerne og mit indre var et helt andet sted, og jeg hørte intet af, hvad der blev sagt.

Oliver fortæller blandt andet om den lange skoledag i sin nye bog ”Søn af Sandberg.” Det er en beretning om, hvordan det er at vokse op med en far, som alle havde en mening om, og som den ene fløj i bandekrigen helst så død.

Oliver har ikke skrevet bogen for at rense sin far eller glatte ud. Men han vil gerne rokke ved nogle af de fordomme, som næsten automatisk følger med, hver gang nogen hører, at hans far er Brian Sandberg.

– I hele mit liv er jeg blevet set på med kritiske øjne på grund af min far. Folk tror, jeg gør alt muligt kriminelt. Men jeg kunne aldrig finde på at tage de valg, min far har taget. Jeg har jo set alle de dårlige ting ved at være kriminel. Jeg har set, hvor meget det går ud over familien, og jeg ved, hvor ked af det jeg selv blev, da min far kom i fængsel. Jeg tænker tit på, hvor meget min far og jeg kunne have lavet sammen, hvis der ikke hele tiden havde været stress og ballade, siger Oliver.

En forkert beslutning

Ude og Hjemme møder 19-årige Oliver hjemme på hans værelse i Valby, hvor hårprodukterne står sirligt linet op på kommoden, og studenterhuen hænger på et søm på væggen.

I øjeblikket holder han sabbatår og står op før klokken 5 hver morgen for at passe jobbet som skraldemand. Men han har allerede lagt en plan for, hvilken uddannelse han vil tage, og i hvilken retning hans liv skal gå. Oliver er en høflig og veltalende ung mand, der ved, hvad han vil. Og ikke mindst, hvad han ikke vil. Men han er også en ung fyr, der elsker sin far, og som altid har gjort det.

Han blev derfor lettet dengang for 10 år siden efter skudepisoden på sandwichbaren, da han endelig kom hjem fra skole og mødte sin mor. Hun kunne fortælle, at hans far kun var ramt overfladisk i ryggen, og at han havde det fint efter omstændighederne.

Begge forældre har altid været gode til at afdramatisere det turbulente liv, som Oliver blev født ind i tilbage i 1999. Lige på det tidspunkt så livet ellers ud til at gå i en lovlydig retning for Brian Sandberg. Han var netop blevet smidt ud fra Hells Angels, og den lille familie besluttede at flytte til Tenerife for at starte på en frisk, langt væk fra København og det forkerte selskab.

De fik også den start, de drømte om. Brian fik arbejde, og Oliver en plads i en lokal vuggestue. Men så en dag ringede telefonen. Et medlem fra Hells Angels tilbød Brian at blive lukket ind igen.

– Der tog min far en forkert beslutning. Han valgte at flytte tilbage til Danmark og gå ind i HA igen. Han skulle have valgt mig og min mor, siger Oliver, som derefter voksede op i en lejlighed på det pæne Frederiksberg, hvor familien kom til at bo.

Stillede ingen spørgsmål

Det betød, at han det ene øjeblik deltog i nøje planlagte legeaftaler i nydelige, borgerlige hjem hos klassekammeraterne på Frederiksberg, og det næste øjeblik deltog i overdådige børnefødselsdage i Hells Angels’ klubhus, hvor folk spontant droppede forbi til et orgie af slik, grillpølser, balloner og hoppeborge.

Oliver kunne fint begå sig begge steder, og der gik mange år, før han selv begyndte at lægge mærke til, at hans barndom ikke var normal.

Som 9-årig undrede det ham ikke, at familien skulle flytte til en af de dyre boliger på Tuborg Havn i Hellerup. Oliver fulgte bare med. I hans øjne var det kun hyggeligt, da familien en dag fik besøg i deres nye lejlighed af to hjælpsomme mennesker. Stein Bagger og hans kone Anette.

– De kom med en masse møbler og lamper og begyndte at indrette vores lejlighed. Også mit værelse, hvor de hang et kæmpe FCK-logo op, som jeg var vildt glad for. Jeg stillede aldrig spørgsmål. Jeg syntes bare, de var flinke og friske at høre på.

I selskab med Stein Bagger

Oliver vidste ikke, at hans far var Stein Baggers bodyguard til en månedsløn på 200.000 kroner. Han troede, at de udelukkende var gode venner, og han kunne godt lide Stein og Anettes selskab. Ikke mindst, da han blev inviteret med til Sydfrankrig på Steins båd, hvor de spiste hummere og nød livet og solen. I hvert fald lige indtil Oliver blev søsyg efter middagen.

– Spring i vandet. Det hjælper, foreslog en smilende Stein. Og det havde han ret i. Da Oliver svømmede rundt i det azurblå hav, var han på toppen.

Det var Stein Bagger også, men kort tid efter ramte han bunden med et brag. Hele nyhedsfladen var fuld af hans legendariske bedrag, og Brian Sandberg fik naturligvis også sin del af spaltepladsen for sin rolle som bodyguard.

Oliver kunne selvfølgelig ikke undgå at se de mange spisesedler og tv-indslag. Men han forstod ikke rigtig alvoren.

Holdt facaden

Det gjorde han til gengæld, da hans far blev varetægtsfængslet i maj 2010, sigtet for drabsforsøg og for at have beordret drabsforsøg.

– Jeg har altid været tæt med min far, og pludselig var han væk. Jeg savnede ham sindssygt meget, siger Oliver, som aldrig glemmer den dag, han første gang skulle besøge sin far i fængslet med sin farmor.

Han husker lydene af låsene, de tunge metaldøre, betjentenes kølige instrukser og ventetiden i et lille besøgsrum med en mærkelig lugt. Da Brian Sandberg endelig blev låst ind til sin søn den dag, styrtede Oliver imod sin far og krammede ham hårdt. Til sidst gav han slip, og far og søn talte om livet i fængslet.

Brian Sandberg gjorde sit for at holde facaden og påstod, at han havde det fint i isolation. Men selv om Oliver kun var 12 år, kunne han tydeligt se, at hans far ikke talte sandt.

– Jeg prøvede at virke tapper for min fars skyld. Men jeg var ked af det, og jeg bekymrede mig over, at jeg ikke vidste, hvornår jeg så ham igen.

Vant til forandringer

Der var langt imellem krammene i de følgende år. Brian Sandberg blev idømt 12 års fængsel, og straffen kom til at gå hårdt ud over Oliver.

– Jeg blev ked af det. 12 år var jo lige så mange år, som jeg selv var. Det var heller ikke sjovt at sige til de andre børn, at min far sad i fængsel.

Hvis der var noget, han var vant til allerede som barn, var det dog forandringer i livet. Alene transporten til hans skole er foregået på rigtig mange måder.

Som da han nogle år tidligere en morgen blev kørt i skole af sin far, mens bandekrigen var på sit højeste. Under hele turen kørte en bil foran. Og en anden tæt bagved. I dem sad vagter fra rockerklubben, som havde ansvaret for Sandbergs sikkerhed.

– Jeg lagde ikke så meget mærke til al den beskyttelse. Min far og jeg sad jo bare inde i bilen og talte om, hvad jeg skulle lave i skolen, og hvornår jeg skulle til fodboldtræning. Dengang tænkte jeg ikke så meget over bandekrigen. Ikke som jeg gør i dag. Som barn vidste jeg ikke, hvem min far var i krig med og hvorfor. Jeg blev først opmærksom på faren, da han blev skudt. Så var det jo alvor.

Folks fordomme

Helt så let så de andre forældre på Olivers skole ikke på bandekrigen. De var bekymrede for deres egne børns sikkerhed. Ikke at de sagde det direkte til Oliver, men en dag blev han kaldt op til inspektørens kontor, hvor han fik at vide, at han ikke længere måtte opholde sig i den skolegård, hvor han plejede at spille fodbold. I stedet skulle han holde sine frikvarterer i en anden skolegård, hvor de ældre børn hørte til. Begrundelsen var, at flere forældre var bange for, hvad der ville ske, hvis Oliver kom i slåskamp med deres børn, og medlemmer fra Sandbergs rockerklub blandede sig.

– Jeg havde ellers aldrig været i slagsmål med nogen. Det ramte mig, og jeg kan stadig blive berørt, når jeg tænker på det, fortæller Oliver, som ved, at hans forældre var til samtaler på skolen for at stoppe forskelsbehandlingen.

Efter nogle uger kunne Oliver da også løbe tilbage i sin gamle skolegård, men det var langt fra sidste gang, han kom til at betale en pris for at være Brian Sandbergs søn. Fordommene har fulgt ham hele livet.

Stolt af far

Og Oliver vil altid være søn af en kriminel rocker.

Også selv om Sandberg ikke længere er rocker, og det er mange år siden, han har siddet i fængsel. Han ankede nemlig dommen på 12 år og blev frifundet for drabsforsøg. Det betød, at han i 2009 kom ud i friheden efter to år og fire måneder.

I dag lever Brian Sandberg et helt andet liv, hvilket Oliver fortæller om med stolthed i stemmen.

– Han har valgt en helt anden vej. I dag er han sjovt nok totalt anti-rocker, smiler Oliver, som dog bliver alvorlig, når han fortæller om den barske virkelighed, der fik hans far til at indse, at livet er for kort til forbrydelser og fængselsophold.

For godt tre år stod Oliver med sin far i køkkenet. Han kunne tydeligt se, at noget var helt galt. Faren havde fået konstateret modermærkekræft.

Oliver tog beskeden fattet. Men inden i ham rungede det store spørgsmål: Dør min far nu?

En ny chance

Brian Sandberg døde ikke. Han har ikke bare overlevet de skud, der har ramt ham, han er også kommet igennem et hårdt kræftforløb og har det nu rimelig godt, mens han modtager immunterapi.

– Jeg tror, han tænker, at han har fået en ny chance, og den skal han udnytte, siger Oliver, som stadig taler med sin far hver dag.

Lige nu taler de om Olivers bog, som netop er udkommet. Brian var stolt af sin søn, da han læste den. Oliver er selvfølgelig også stolt af at have udgivet en bog i en alder af 19 år.

– Hvor mange 19-årige kan det, som han siger.

Det har han ret i. Men der findes heller ikke mange 19-årige, der har været igennem så meget, som Oliver har. Og som stadig står på benene på vej i den rigtige retning.