Anne fra Den Store Bagedyst: Alle bliver glade af kage

Anne Kirstine Tirstrup blev landskendt, da hun sidste år deltog i “Den Store Bagedyst” og gik hele vejen til finalen. Til daglig er Anne at finde på Aarhus Universitetshospital, hvor hun som sygeplejerske har coronakrisen helt tæt på. I lørdags deltog hun i Danmarks Indsamlingen.

I lørdags kunne tv-seerne se Annes glade smil på skærmen, da hun var deltager i det store velgørenhedsshow Danmarks Indsamlingen på DR. Årets indsamling går til coronakrisens børn med projekter i 13 lande.

– Det er en vigtig sag, for selv om børn ikke så nemt bliver smittet med corona, oplever de alle følgerne i samfundet, siger Anne Kirstine Tirstrup.

Læs også: Emil fra Den Store Bagedyst: Bagte 19 timer i træk

Hun blev landskendt, da hun i efteråret var deltager i “Den Store Bagedyst”, hvor det endte med en finaleplads, og hun blev vinder af jule- og nytårsbagedysten. Trofæet har en hædersplads i hendes hyggelige lejlighed i Aarhus, hvor store plastikkasser fyldt med bagegrej og et ekstra køleskab slås om pladsen i den lille lejlighed.

– Jeg har prøvet at stille udstyret ned i kælderen, men så rendte jeg frem og tilbage, fordi jeg bruger tingene hele tiden, fortæller hun.

Bagte i isolation

Når Anne ikke bager, er hun sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital, og som ansat på et af landets største sygehuse har hun coronapandemien helt tæt på.

– Som sygeplejerske ved jeg godt, at der er en risiko for at blive smittet. Vi får patienter ind, som bliver testet positive med corona, og jeg har kolleger, der har haft sygdommen. Jeg var selv hjemme i isolation i foråret, fordi jeg havde modtaget en patient, der var smittet. Dengang vidste vi ikke så meget om sygdommen, så jeg var bekymret. I dag kan vi heldigvis se et lille lys med vaccinen, siger hun.

Anne selv stod for at skulle til København for at mødes med veninderne fra hendes tid som rejseguide, da Mette Frederiksen lukkede landet ned 11. marts sidste år.

– Hun lagde vægt på, at det sundhedsfaglige personale skulle passe ekstra på, så jeg aflyste min tur, og siden har mit liv stort set kun handlet om at arbejde og bage, siger hun.

Læs også: Annemette Voss om sin svære fortid: Jeg ramte bunden

Menneskelig kontakt

Det var nemlig også i marts, at Anne blev udvalgt som deltager i “Den Store Bagedyst”, men på grund af coronapandemien blev optagelserne udskudt gang på gang.

– På grund af coronaen fik jeg masser af tid til at bage. Det var helt legalt at sige til venner og familie, at jeg ikke kunne mødes med dem, fortæller Anne.

Hun valgte sygeplejerskefaget, da hun godt kan lide kombinationen af videnskab og menneskelig kontakt, og siden hun blev færdig for to år siden, har hun arbejdet på afdelingen for lever-, mave- og tarmsygdomme.

– Vi behandler alt fra skrumpelever til tarmbetændelse og kræft i leveren, så jeg kommer i kontakt med både unge, gamle og udsatte borgere, og det kan jeg godt lide. Det var lidt skræmmende at blive kastet ud i det som nyuddannet 24-årig, for vi har rigtig travlt, samtidig med vi skal være der for patienterne, fortæller Anne, der er 26 år i dag.

Læs også: Rosa Kildahl: Troede jeg kunne arbejde mig ud af sorgen

Spreder glæde

Selv har hun været med til at sprede glæde på sygehusgangene, da hun i samarbejde med hospitalets centralkøkken bagte 800 stykker kage til patienterne.

– Kagen blev rigtig godt modtaget, og det var en fin oplevelse. Jeg havde faktisk ikke regnet med, at den ville gøre folk SÅ glade, men alle bliver glade af kage, smiler Anne.

I forbindelse med Danmarks Indsamlingen lavede hun også en kage, som stadig kan købes hos bagerne i Føtex og Bilka, og overskuddet går ubeskåret til indsamlingen.

– Først skulle jeg vænne mig til at se mig selv på tv, så skulle jeg vænne mig til at høre min stemme i radioen, og nu skal jeg vænne mig til, at der står et billede af mig hos alle bagerne, men det er i en god sags tjeneste, griner Anne.

Læs også: Markus fra Den Store Bagedyst: Vokset op med tæsk

Vi har også lokket Anne til at dele opskriften på sin yndlingskage med Ude og Hjemmes læsere.

– Jeg har altid været vild med kanelkage, siger Anne.

Så er der kun tilbage at sige: ”Klar, parat, bag.”

Annes kanelkage med luksusglasur

Kanelkage

  • 125 g smeltet smør
  • 400 g sukker
  • 2 tsk. natron
  • 3 spsk. kanel
  • 400 g mel
  • 500 ml kærnemælk

Fremgangsmåde: 

Sæt ovnen på 200º.

Pisk smør, sukker, natron og kanel sammen. Tilføj mel og kærnemælk, og pisk igen, til dejen er en ensartet masse.

Hæld dejen i en brade-pande på 30 cm x 20 cm med bagepapir, og bag kagen i 35-40 minutter.

Lad kagen køle af.

Læs også: Ditte Julie: Jeg græd foran mine børn

Luksusglasur

  • 250 g flormelis
  • 50 g smeltet smør
  • 2 tsk. vaniljepulver
  • 1 spsk. kakaopulver
  • Kaffe

Fremgangsmåde:

Pisk flormelis, smør, vaniljepulver og kakaopulver sammen, og tilføj kaffe,indtil glasuren begynder at samle sig.

Smør glasuren på kagen. Du kan servere kagen, som den er, eller pifte den op med lidt pynt – f.eks. friske brombær og blåbær med guldstøv og afslutte med skovsyre.

Læs også: Marianne fra Den Store Bagedyst brød tabuet