Brian Holm fik kræft: Jeg frygtede at dø fra min søn

Mange sagde, at Brian Holm tacklede sin kræftsygdom imponerende. Sådan virkede det, når man så, hvordan den seje, men sygdomsramte sportsmand stadig satte sig på cyklen med en frisk bemærkning på læben. Men derhjemme var bemærkningerne knap så friske. Brian Holm bed ad kæresten, hans humør var sort, for Inderst inde var han rædselsslagen for at dø. Mest af alt frygtede han at dø fra sin lille søn.

”Så gift dig dog med hende, dit skvat.”

Den noget kontante opfordring kom fra en pæn, ældre dame, som stoppede Brian Holm i Aarhus, efter han havde deltaget i et radioprogram om sin kræftsygdom. Den bramfri sportsdirektør og tidligere cykelrytter havde ærligt fortalt om det benhårde forløb. Et forløb, hvor han selvfølgelig selv led. Men hvor også hans kæreste, Christine, både skulle vænne sig til livet som nybagt mor for sønnen Albert og også bære på sin egen dybe frygt for sygdommens udvikling. Og samtidig skulle hun leve med en mand, der hverken fysisk eller psykisk var den kønneste udgave af sig selv. Brian Holm var nemlig ikke bare syg. Han var også bidsk.

– Hvorfor smiler du? Synes du, det her er sjovt? snerrede han, hvis kæresten forsøgte at holde humøret oppe i den svære tid. Græd hun, var han lige så skarp i replikken:

– Hvorfor tuder du? Det er jo mig, der skal dø.

Ændrede holdning

Brian Holm indrømmer gerne, at han ikke bar sin kræftsygdom pænt hjemme i familien. Men som han siger med et skævt smil:

– Jeg håber ikke, jeg får chancen til at gøre det om.

Efterfølgende har Christine også sagt, at hun aldrig har følt sig så ensom som i den periode. Men alligevel blev hun. Hun havde faktisk allerede været ved hans side i 10 år den dag, Brian Holm kørte hjem fra Aarhus med den ældre dames ord summende i sit hoved.

– Jeg havde altid sagt til Christine: ”Vi bliver aldrig gift. Det har jeg allerede været én gang, og det blev jeg ikke lykkeligere af. Så lad være med at gå og drømme om det. Det er noget pladder.” Og det var fint nok for hende. Men da jeg kom hjem den dag, spurgte jeg, om vi ikke skulle gifte os. ”Sådan noget gider du da ikke,” svarede hun. Men det ville jeg, og jeg besluttede, at alt, hvad jeg ejede, skulle ryge over i hendes navn. Så kunne hun se, jeg mente det. Hvis vi blev skilt, ville det helt sikkert være min skyld. Så det var kun rimeligt, hvis hun fik det hele, og jeg endte i en lille to-værelses.

De gratis glæder

Brian mener, at han fik en ubetalelig indsigt i livet, da han for 15 år siden kunne mærke døden puste sig i nakken under sin kræftsygdom. Det var nemlig her, han blev meget klogere på, hvad der var det vigtigste i hans eget liv.

– Jeg var begyndt at indstille mig på, at det hele kunne være forbi. Jeg havde fået kræft i tarmen, og hvis kræften havde spredt sig til resten af kroppen, så skulle jeg jo dø. Derfor skrev jeg en top 10-liste over, hvad der var det bedste, jeg havde oplevet, mens jeg levede. Nummer tre på listen var mine løbeture om onsdagen med mine kammerater, hvor vi bagefter drak te og fortalte røverhistorier. Nummer to var at sove længe med familien om lørdagen. Og det allerbedste var, når jeg var i Frederiksberg Have og fodrede ænder med knægten. Det der øjeblik, hvor jeg kastede det gamle brød, og han grinede som en flækket træsko, siger Brian Holm.

Brian så livet lysende klart i den sværeste periode, hvor han ikke vidste, om hans liv ville fortsætte eller ej. Men han var også rædselsslagen for at miste det. Han talte bare aldrig om det. Og han viste det heller ikke.

– Jeg var bange. Ikke for døden som sådan. Men for at jeg aldrig skulle se min søn Albert vokse op. Han var 8 måneder dengang, og jeg lå nærmest og bad til, at jeg ville få lov til at se ham spille fodbold og blive konfirmeret, siger Brian, der som bekendt fik lov at blive.

Sendte sønnen væk

Naturligvis gjorde kræften ikke kun Brian klogere, men også ekstremt syg. Godt nok syntes hans omgivelser, at han klarede det imponerende, fordi de så ham både løbe og cykle, ligesom han stadig havde en frisk bemærkning på tungen. Bare lige for at demonstrere, at han kunne tage selv en kræftsygdom som en mand.

– Folk gik og sagde: Det er helt vildt med Brian. Man kan ikke mærke det på ham… Helt sikkert. De skulle prøve at komme hjem til mig en søndag aften, når jeg sad med armen ind gennem tremmerne i Alberts barneseng og holdt hans hånd, mens jeg hviskede: ”Undskyld, min dreng.”

Tanken om, at Albert måske skulle vokse op uden sin far, sled på Brian. Den ødelagde ham nærmest.

Hans eget dårlige humør var også begyndt at gå ud over drengen. Tidligere havde Albert været både glad og nem, men under Brians sygdom begyndte han at skrige og græde, så det gik gennem marv og ben. Derfor endte Brian med at tage en drastisk beslutning, som han stadig ikke kan tale om uden lige et bruge et par minutter på at samle sig og trække ekstra luft ind i sofahjørnet hjemme i villalejligheden på Frederiksberg.

– Jeg sendte min søn væk. Hen til min familie. Hvis jeg alligevel skulle dø, var der ingen grund til, at han skulle lære mig at kende. Og hvis han ikke kendte mig, kunne han ikke savne mig.

Brian tog beslutningen i ugerne op til, han skulle igennem en omfattende operation. Her ville lægerne fjerne en kræftknude i tarmen, et halvt kilo tarm og 19 lymfeknuder. Analyser skulle efterfølgende fortælle, om kræften havde spredt sig.

– Hvis jeg fik min dødsdom, så ville jeg ikke se Albert igen. Det var en hård beslutning. Men på det tidspunkt syntes jeg, det var det bedste.

Så blev alt lettere

Brian glemmer aldrig den dag, hans mor kom for at hente Albert.

”Den dag står som den værste i mit liv,” skriver han kort, præcist og ubærligt i sin meget ærlige bog ”Den sidste kilometer.” Selv om det næsten er 10 år siden, bogen udkom, har der med garanti ikke været en anden dag, der har slået netop den dag af pladsen siden.

Men det er ikke kun den begivenhed, der har skrevet sig ind for altid i Brians livshistorie. Det samme har fredagen et par dage efter den voldsomme operation, som efterlod Brian med en krop, som ikke føltes som hans egen.

Men pludselig blev altid lettere. En overlæge kom nemlig ind på stuen. Og han havde et lille smil på læben.

– Det ser rigtigt fornuftigt ud, begyndte han og fortalte om svarene på analyserne. Kræften havde ikke spredt sig.

Læs også: 19 år og ramt af leukæmi: Mit liv gik i stå

Brød sammen

I samme øjeblik, de ord lød, besluttede Brian, at han ville se Albert igen.

Drengen skulle komme på hospitalet næste eftermiddag. I timerne op til reagerede Brians krop voldsomt. Han dirrede. Tænderne klaprede. Og overlæben bævrede.

Da sønnen endelig blev båret ind på stuen, lykkedes det Brian at løfte ham op. Omfavne ham og dufte til ham. Så brød den seje cykelrytter med de kvikke bemærkninger sammen.

I sin karriere har Brian budt sin krop lidt af hvert. Ulidelige smerter, et hav af brækkede knogler og et kraniebrud, som lægerne faktisk ikke troede, han ville overleve. Men intet er blevet siddende i hans krop som den afsked med Albert. Den kom til at hænge stædigt fast i ham mange år efter, hvor helt hverdagsagtige afskeder kunne få Brian Holm til at hyperventilere. Bare at aflevere sønnen i institution var en prøvelse. Græd Albert, når de skulle sige farvel, måtte Brian give op og tage ham med hjem igen.

I dag er det 15 år siden, og Brian er i mellemtiden også blevet far til datteren Mynte. Afskederne får ikke længere følelserne til at løbe af med ham, men han tænker alligevel stadig på, hvor heldig han er, at han hver morgen er her til at sige farvel.