Christina fra årgang 0: Mit vægttab begyndte i hovedet

38-årige Christina er gået en stor bue uden om strenge lynkure og træningscentre. Alligevel er der på kort tid blevet 15 kilo mindre af hende, og hun har lært, at et vægttab ikke kun handler om, hvad hun har i køleskabet.

Da Christina Siguenza vovede sig op på vægten sidst på sommeren, havde hun allerede forberedt sig på en markant vægtstigning. Men da hun så tallet, blev hun alligevel paf.

97,5 kilo stod der med urokkelige digitaltal. Så højt på skalaen havde hun aldrig ligget før, og det tog hende faktisk et par dage at se virkeligheden i øjnene.

Nye vaner i stedet for lynkure

Men så skete der også noget. Ikke at Christina valgte at kaste sig ud i de sædvanlige lynkure, der lover et sensationelt vægttab på meget få dage. Christina gjorde noget andet. Hun besluttede at ændre sine vaner for evigt.

Det er nu godt tre måneder siden, og de nye vaner har vist sig at være så gavnlige, at hun ikke bare har tabt sig 15 kilo. Hun har også stadig lysten til at følge dem.

Læs også: Fem grundregler for succesfuldt vægttab

Ikke flere dumme undskyldninger

– Når jeg tidligere begyndte på en slankekur, gik det fint de første to dage. Men så begyndte alle de der dumme undskyldninger at melde sig. Sådan er det ikke mere. Jeg har virkelig fundet ud af, at det hele starter i hovedet, hvis man vil tabe sig, siger Christina, som hver morgen fortæller sig selv, at det her bliver en god dag, hvor hun vil leve sundt.

Den stemme har hun ikke lyttet meget på tidligere i sit liv.

Glemte sig selv

De fleste, som har fulgt Christina i ”Årgang 0”, har nok bemærket, at hendes vægt har svinget en del hen over de 18 år, hun medvirkede i programmet. Ikke mindst fordi hun undervejs fik fem børn.

Men denne gang skyldtes vægtforøgelsen ikke en ny graviditet. Den skyldtes kort sagt, at Christina i et par år glemte sig selv. Hun havde faktisk slet ikke tid til at tænke på sig selv, fordi familien gik igennem nogle hårde år.  Hendes to drenge, William og Romeo, begyndte nemlig at udvikle sig så bekymrende, at Christina var nødt til at opsøge professionel hjælp. Det betød, at hun mellem sine vagter som sygeplejerske skulle sidde til samtaler på børnepsykiatrisk afdeling og i familiehuse, og samtidig skulle hun konstant være tæt på Romeo, der som 11-årig blev ramt af svær angst.

Giv et abonnement på Ude og Hjemme i julegave

Diagnoser gav ro

Heldigvis fik han den rigtige hjælp, og i dag er angsten så langt væk, at han helt uden problemer hopper på sit skateboard og drøner alene ned til skaterbanen.

Men selvom det kører for Romeo, så har han dog fået diagnosen adhd, som kræver medicinering. Og lillebror William har efter en længere udredning fået diagnosen autisme.

– Det er en lidt blandet børneskare, jeg har, som Christina siger.

Hun siger det ikke med selvmedlidenhed i stemmen. Hun siger det med et smil. For det er sådan, hendes liv nu engang er, og meget er faktisk blevet lettere, efter at børnene har fået deres diagnoser, og hun nu ved, hvordan hun bedst indretter hverdagen.

Ikke overskud til at tænke på sundhed

Det gjorde hun ikke under udredningerne, og det tog på kræfterne og gik ud over hendes sundhed.

– Jeg har virkelig været presset, og jeg tænkte slet ikke over, hvad jeg spiste. Jeg tænkte kun på, hvad der smagte godt lige nu og her. Sukker giver jo en følelse af lykke. Jeg overbeviste også mig selv om, at vi havde så mange udfordringer, at vi fortjente at hygge os. Så vi hyggede altså rigtig meget.

Ud og gå stærkt

Da Christina så ramte de 97,5 kilo, indså hun, at nu havde hun hygget nok. Med god støtte fra sin kæreste begyndte hun derfor at indøve helt nye vaner.

Den første handlede om motion. Og Christina var sikker på en ting: Det skulle ikke være i et træningscenter, at hun skulle have pulsen op.

– Jeg bryder mig virkelig ikke om at være i et træningscenter. Jeg synes faktisk, det er dødssygt. Bare at starte bilen og køre derned er en overvindelse for mig, siger Christina.

Hun valgte i stedet verdens mest simple motionsform. Hun begyndte at gå. Eller powerwalke, som det hedder, når tempoet er lidt højere end på en normal gåtur.

Læs også: Mette blev slank brud

Gåture giver pusterum

– At gå er undervurderet. Jeg elsker det, og samtidig giver det mig et pusterum, hvor der ikke er nogen, der står og river i mig, siger Christina, som godt nok havde lidt svært ved at komme ud på sine ture i den første tid.

Men i dag kan hun slet ikke lade være.

– Det gælder om at gøre det så let som muligt for sig selv. Derfor lægger jeg altid mit træningstøj frem lige ved siden af sengen, og mine løbesko står klar ude ved døren.

Nul sukker og god planlægning

Christinas vægttab handler selvfølgelig ikke kun om at sætte løbeskoene rigtigt. Det handler også om at lægge det rigtige på sin tallerken.

For Christina betyder det først og fremmest nul sukker, mindre portioner og ikke mindst god planlægning.

– Når jeg kører som vikar i hjemmeplejen, medbringer jeg min køletaske. I den har jeg min egen sunde madpakke, ekstra grøntsager, en danskvand og en Pepsi Max. Det gør, at jeg ikke falder i og går ud og køber pizza og kebab.

Alting føles bedre

Køletasken har været værd at slæbe rundt på. For Christinas nye vaner har givet hende helt ny energi.

– Jeg er langt mere frisk og meget mere glad for mig selv. Mit tøj sidder pænere, og jeg har en følelse af velvære i hele kroppen. Alting føles bare bedre nu.