Vi mindes Jane Aamund: Hun fik os til at grine

Forfatteren Jane Aamund sov stille ind i sidste uge, 82 år. Hun var kendt for sine kærlige og humoristiske portrætter af danskere og den danske tidsånd. I bogen ”Dengang det var sjovt” skildrer hun sine erindringer og anekdoter fra et langt og spændende liv. Læs det herlige uddrag af bogen her.

Jane Aamund

Jane Aamund

I ”Dengang det var sjovt” skildrer Jane Aamund sine erindringer og anekdoter om de mennesker, hun mødte, da hun arbejdede som journalist på Berlingske Tidende. Dengang var avisen en broget verden fyldt med talentfulde journalister, magtfulde redaktører og underlige, særlige mennesker, og hverdagen stod på øl, sex, fest, ballade og musik til langt ud på natten. Det er underholdende og ærlig læsning, hvor hun ikke lægger fingrene imellem. ”Dengang det var sjovt”, 200 sider, 249,95 kr. People’sPress.

I 1968 boede jeg i verdens mindste hus med min dyrlægemand Oluf Jørgensen. Huset var temmelig forfaldent og lignede Pippi Langstrømpes Villa Villakulla. Det skulle også rumme lidt af en spraglet flok, når det var fyldt med mor og far, dine og mine børn og dertilhørende hunde og katte. 

1968 var rummelighedens årti. Folk kunne te sig næsten lige så tosset, de ville. Der opstod sjældent konfrontationer, men masser af sladderhistorier, forargelse og grin i krogene. Mange unge, flere fra velhavende hjem med kendte fædre og mødre, gjorde oprør ved at turde gå planken ud på den ene eller anden måde. I udseende, med druk, promiskuitet og stoffer. Det vrimlede med pornoforretninger og bøger om sex.

Skolerne var rædselsslagne for, at børnene ikke fik nok at vide om sex. De skrev stile om orgasmer, til sex hang dem ud af halsen. De fik fremvist pessarer og trak kondomer ned over kosteskafter, så man skulle tro, at det var det vigtigste fag i skolen. 

Hippie og bare bryster

Det var en trang tid for sådan en som mig, der godt kunne lide rigtige mænd. Men nu var jeg jo heldigvis gift med en mand, der nærmest lignede en irsk godsejer og opførte sig ligesådan, selv om han ikke boede i et slot, men i verdens mindste villa. Han var gammel modstandsmand og gjorde stadig lige præcis, hvad der passede ham. Der var ingen autoriteter over ham, og det havde der aldrig været.

Han så ingen grund til at skifte uniformen ud med fløjlsbukser og maosko, lade sit bølgede hår gro i slangekrøller eller mænge sig med tøsedrenge, der alligevel ikke turde gøre halvdelen af, hvad han gjorde hver dag. 

Læs også: Jane Aamund vil søge aktiv dødshjælp

De løsslupne af mine veninder tog på ølejr, og der havde børnene det virkelig ondt. Alle Barbie-dukker blev forbudt, og ve den dreng, der selv lavede sig en bue og pil eller et gevær af træ. Jeg havde mange samtaler med små undertrykte drenge, der svor, at når de engang slap ud af kollektivet, så skulle de i hvert fald have de fedeste biler og de flotteste damer med brystholder, og de ville aldrig dele med nogen, men rage det hele til sig. 

Det handlede om at lave om på det bestående samfund. Indføre fri sex og åbne ægteskaber, der aldrig var mere åbne, end at den ene part sad og tudede til balladefesterne eller ravede rundt for at døve sorgen over alt det åbne i en hvidvinsflaske. ”Realisere sig selv” var damernes yndlingsord, lige før de stak af. 

Læs mere i det nye Ude og Hjemme.