Lulu: Mere end en stor stemme

Som bare 15-årig kom hun bragende ind på den britiske popscene – netop som det store rock’n’-roll-boom var i gang. Og siden – i mere end 55 år – har Lulu været en del af Englands popkulturelle liv – med hits, film og tv-shows.

Lulu: Mere end en stor stemme

Som en skotsk udgave af amerikanske Brenda Lee rockede hun sig ind i hjerterne på publikum med en forrygende udgave af det amerikanske rock’n’roll-hit ”Shout”, og i løbet af 60’erne blev Lulu en af Englands store sangerinder på niveau med Dusty Springfield, Sandie Shaw og Cilla Black.

Efter en perlerække af hit, supergennembrud i USA og store turnéer stillede hun også op i britisk Melodi Grand Prix i 1969 og sluttede årtiet som vinder af en af de mest problematiske Eurovision-finaler.

På samme tid blev hun omklamret af pressen på grund af sit ægteskab med Maurice Gibb fra Bee Gees og samarbejde med David Bowie, som både skrev og producerede hendes store hit ”The Man Who Sold The World”. Lulu blev samtidig tilbudt roller som tv-værtinde og blev en af de mest populære i England. Hun har ganske enkelt været en del af Englands og andre landes popkulturelle liv i mere end 55 år. Hun kan sin rock’n’roll, sin pop, sine mange hits, hun har spillet skuepil i film, tv og musicals, skabt sin egen makeup-serie – og gjort det hele med et smil – og mest med succes.

Lulu takker for musikken

Lulu blev hendes showbiznavn. Som 15-årig skulle hun lige vænne sig til det, når nu hendes navn i virkeligheden er Marie McDonald McLaughlin Lawrie. Født i Glasgow i en familie på seks. De boede i en lille lejlighed i byen Dennistoun, Glasgow og havde aldrig penge nok, men når Maries far fik sin ugeløn i den lokale kødby, blev der købt singleplader med de nyeste hit, som var familiens store hobby.

Men det er også det eneste positive, Lulu har at sige om sin opvækst. Hendes far var alkoholiker og konstant fuld og voldelig over for sin kone. Lulu har lidt af angst hele sit voksne liv og er diagnosticeret med posttraumatisk stresslidelse efter at have ligget vågen som barn og hørt forældrenes voldelige adfærd og været bange for, at en eller dem begge var døde næste morgen.

Men hun er taknemmelig for den musikalske ballast, de gav hende. Fra radioen eller pladespilleren klingede hver dag tidens hit. Men som hun har forklaret i sin selvbiografi: ”Jeg har været bange hele mit liv. Også for at folk ikke kunne lide mig, hvis de kom til at kende mig. Men mine forældre gav mig trods alt kærligheden til musik. Og musik blev hovedparten af mit liv og er en fantastisk healer.”

Læs også: Ligesom Lulu har Susanne Lana heller ikke haft et let liv - læs om det her

En utrolig stemme

Som kun 12-årig begyndte Lulu at synge lokalt med The Bellrocks. Det fik hende også hjemmefra og væk fra problemerne. Og inden hun vidste af det, foreslog manager Marion Massey hende at få sceneerfaring og senere at blive lanceret som solist.

Lulu havde en utrolig stemme, og der var hurtigt rift om hende. Marion Massey skaffede hende i 1964 en pladekontrakt med Decca Records, som året før havde sagt nej tak til Beatles og derfor var på udkig efter unikke talenter. De var ved at gå bagover, da de hørte Lulu synge.

I mellemtiden havde hun fået sit eget orkester, og det var som Lulu & The Luvvers, at hun fik sin pladedebut med det vilde rocknummer ”Shout”, som The Isley Brothers havde lanceret i USA.

Selv om hun var en sensation, og Marion måtte have forældrenes tilladelse til at give karrieren turbo, var det svært at følge op på den dynamiske debut. Men efter et skifte til lidt mere poppede, familievenlige toner kom Lulu ind i stjerneligaen.

Se også: Hans musik blev kaldt syndig: Elvis er stadig The King

Optur på optur

”Leave A Little Love” blev i 1965 et hit, og hendes stjernestatus blev cementeret med en formidabel version af Neil Diamonds ”The Boat That I Row” i 1966. Herefter gik det hurtigt.

I 1966 fik hun tilbudt sammen med The Hollies at turnere bag jerntæppet i bl.a. Polen som de første britiske popstjerner nogensinde. Det gav stor pressedækning. Hun fik også tilbudt at indspille plader på tysk og fik på den måde et stort tysk publikum. Og selv om det var svært at få hende lanceret i USA, fik hun tilbudt sin første rolle som skuespiller i ”To Sir With Love”. Og vigtigere: At synge titelmelodien. Filmen var engelsk, men med den amerikanske Sydney Portier i hovedrollen i det håb, at amerikanerne ville falde for den. Og det gjorde de, og titelmelodien ramte førstepladsen på hitlisten i USA.

Lulu var international superstar, inden hun fyldte 18 år. Og var ikke fyldt 18 år, da hun i 1968 fik sin egen tv-serie på BBC. Det gik godt og førte til flere serier op igennem 70’erne.

I efteråret 1968 blev hun tilbudt at synge samtlige sange i det engelske melodi grand prix og efterfølgende fortolke vindersangen i Eurovision. Det blev en besynderlig sejr, for hun vandt sammen med kunstnerne fra Spanien, Holland og Frankrig. Ingen havde forudset, at det kunne ske, og systemet blev lavet om med virkning fra 1970.

Lulu lavede store overskrifter ved at fortælle, at hun egentlig ikke kunne lide sin ”Boom-Bang-A-Bang” og hellere ville have sunget ”I can’t go on living without you”, som var skrevet af det unge talent Elton John.

Læs også: Melodi Grand Prix-helten mistede sin mor: Jeg bliver stadig ramt af savn

Mange overraskelser

Men Lulu var helt tilfreds med at blive en del af vinderteamet, og så var hun en glad nygift 19-årig, der få uger inden var smedet sammen med Maurice Gibb fra Bee Gees. Det blev et ulykkeligt og kort ægteskab. Ifølge Lulu på grund af Gibbs showbiz-livsstil og hans intense drikkeri. Det havde hun haft nok af hos sin far i barndomshjemmet.

Siden giftede hun sig med frisør John Frieda, som er far til sønnen Jordan Frieda, som også er i musikbranchen. Ægteskabet varede i 20 år, og ifølge Lulus selvbiografi havde hun kortere affærer med Davy Jones fra The Monkees og David Bowie, netop som det var ved at skrante i det korte ægteskab med Maurice Gibb.

I samme periode blev hun tilbudt at synge titelmelodien til James Bond-filmen ”The Man With The Golden Gun” fra 1974, og selv om hun i de efterfølgende årtier ikke har haft den samme stime af hit som i 60’erne og start-70’erne, er hun poppet op med nye overraskelser nu og da. Som f.eks. da hun i 1981 pludselig fik et stort hit i USA med ”I Could Never Miss You” og i 1983 deltog i en tv-serie, der endte med, at hun genindsang en del af sine 60’er-hit og for anden hittede højt med sit debutnummer ”Shout”.

Hendes største hit er dog duetten med Take That, ”Relight my fire”, som lå nr. 1 i England i 1993. Samme år blev hendes ”I Don’t Wanna Fight” indspillet af Tina Turner og Grammy-nomineret.

I 2009 indledte hun en stor turné med Chaka Khan og Anastacia, som varede i to år.

Hun og Cliff Richard er de eneste, der har optrådt i det legendariske BBC-show ”Top Of The Pops” gennem de fem årtier, det blev sendt. I dag er hun 70 – og laver stadig tv, indspilninger og koncerter.