Rod Stewart: Den rustne stemme fascinerer stadig

Nu 74-årige Rod Stewart er blevet en legende – med sin stemme, mange store ballader og hans hang til smukke kvinder, som han har fået otte børn med.

– Spiser du sandpapir?, spurgte både sanglærer og kammerater Rod Stewart, da hans stemme var gået i overgang.

– Det skal nok rette sig, mente hans mor.

Men sådan gik det heldigvis ikke.

Både sandpapiret i stemmen og hans usædvanlige musikalitet og charme gjorde ham til verdensstjerne. Dog ikke lige med det samme.

I modsætning til f.eks. Rolling Stones måtte Rod Stewart kæmpe sig igennem 60’erne fra en start som gadesanger med en mundharmonika til en forholdsvis synlig rolle som musiker og sanger i The Jeff Beck Group i slutningen af 60’erne.

Hans senere miks af rock’n’roll, tidens slagertone tilsat lidt folkemusik blev hans varemærke. De stille ballader, de store dansenumre, de gamle evergreens gjorde ham til en af verdens største rock/popsangere – og han er det stadig.

Alene i England har han haft 62 hit, hvoraf halvdelen har ramt Top 10 – heraf en del helt i toppen. Hertil kommer hans popularitet i store dele af den øvrige verden.

Men indimellem har han haft tid til andre ting. Som supporter for Celtic FC fra Glasgow har Rod Stewart været en trofast fan, og så snart han har set sit snit til det, har han været tilskuer ved de store kampe.

Hans sans for kønne og interessante kvinder – og deres sans for ham – har resulteret i otte børn med fem forskellige kvinder, koner eller kærester. Og endelig har han helt fra lille brugt tid og penge på modeljernbaner. I hans hjem i Los Angeles står den største, som er en kopi af New York Central og Pennsylvania-jernbaner, som de så ud i 40’erne.

Læs også: Neil Sedaka: Den evige hitmager

Munter familie

Rod Stewart er en efternøler i en skotsk familie fra Edinburgh. Hans far var i byggebranchen, og da han ikke kunne holde til det mere, flyttede familien til det nordlige London, hvor hans mor var vokset op.

Familien købte en større kiosk og fik en god indtjening og dagligdag ud af det. Måske fejrede de deres nye tilværelse med et femte barn, som var otte år yngre end den yngste af de fire ældre søskende.

Men én gang skotte – altid skotte. Hans far tog ofte sine sønner med til fodboldkampe, når der var skotske hold på plakaten, og fodboldinteressen er gået i arv til ”Roden”, som selv spillede gennem hele sin ungdom og kun slap taget, fordi musikken kom til at spille en endnu større rolle.

Stewarts forældre var et muntert ægtepar. De elskede også musik, så den unge efternøler lærte sine Al Jolson-sange, hans far gav ham en guitar i 1959 og en koncertbillet til en Bill Haley-koncert, og på nogenlunde samme tidspunkt købte Rod sin første plade – Eddie Cochrans legendariske ”C’mon Everybody”.

Så var Rod Stewart næsten i gang.

Gadesanger i Europa

Men da han ikke vidste, hvordan man kom ind i musikbranchen, tjente han penge som avisdreng i sine forældres kiosk og gik til audition hos Londons pladeproducere.

Om aftenen begav han sig til befærdede strøg og pladser i London, bl.a. Leicester Square, med sin mundharmonika og guitar og legede gadesanger.

Om han også havde en hat eller krukke foran sig, melder historien ikke noget om. Men han mødte en anden folke/gadesanger, Wizz Jones, og de to begyndte på en gadesanger-turné rundt i Europa, hvor de sov på herberger, under broer i Paris og Barcelona og endte med at blive anholdt af det spanske politi for ulovligt nomadeophold og deporteret retur til London.

Her var Rolling Stones netop slået igennem, og pladeselskaber søgte med lys og lygte nye talenter med flair for rhythm and blues og rock’n’roll.

Det lykkedes Stewart at blive medlem af gruppen Dimensions, der leverede netop den slags musik, og med foden indenfor på de skrå brædder mødte han unge talenter som Long John Baldry, den unge Mick Jagger samt guitaristen Jeff Beck.

Det blev nøglen til Rod Stewarts introduktion til den professionelle rockbranche. I første omgang fik han plads i Long John Baldrys orkester The Hoochie Coochie Men, et af de store rythm and blues-bands, der førte videre til gruppen Steampacket med Brian Auger, Julie Driscoll, John Baldry og andre kendte musikere fra midt 60’ernes England. Det var soul, blues og lidt rock’n roll.

Se også: Barry White: Den direkte vej til hjertekulen

Så gik det stærkt

Stewart begyndte også for alvor at synge, han fik endda lejlighed til at lave en udgave af blues-nummeret ”Good Morning Little Schoolgirl”.

Da guitaristen og rockmusikkeren Jeff Beck forlod hitgruppen The Yardbirds, havde han oplevet Rod Stewart på scenen og gav ham på stedet et tilbud om at medvirke i The Jeff Beck Group som både sanger og guitarist.

Jeff Beck-årene fra 1967 til 1969 blev afgørende for Stewarts senere storhed. Han udfoldede sig som sanger, fordi Beck ikke selv havde noget ønske om at synge.

Fra sin tid i Yardbirds havde Jeck Beck forbindelser til det amerikanske rockmarked – og lige så vigtigt – til pladeselskaberne.

Rod Stewart var sanger på Becks lp ”Truth”, var med på store turnéer i USA, og pludselig befandt lp’en sig på en 15. plads på album Top 100 listen i USA. Jeff Beck lukrerede måske en anelse på engelske gruppers popularitet i USA, men det var trods alt albummets styrke og ikke mindst Rod Stewarts sang, der førte ”Thruth” til både guld og platin status.

Skørtejæger

Stewart har aldrig lagt skjult på, at han var pigejæger fra sine tidligste år.

I 1963-64 havde han sit første længerevarende kæresteforhold med den kunststuderende Susannah Boffey, der også blev gravid.

Efter samtaler med begge parters forældre blev de enige om, at bortadoption var eneste mulighed, og Rod Stewarts ældste datter voksede op hos adoptivforældre, og først senere lærte han hende at kende.

Der kom til at gå 16 år og en del kærester, før Rod Stewart igen blev far – denne gang til datteren Kimberly. Moderen hed Alana, og hun og Rod blev gift i 1979. De holdt sammen i fem år og fik også sønnen Sean.

Slutningen af 60’erne blev nogle ekstremt travle år for Rod Stewart.

Midt i Jeff Beck-tiden imponerede han vokalt så meget, at han fik tilbud om at lave et soloalbum – og samtidig var der opbrud i den engelske hitgruppe Small Faces – hvor sangeren Steve Marriott ville spille noget andet musik og derfor gik egne veje.

Rod Stewart fik aftalt et samarbejde med de resterende musikere i gruppen, som besluttede bare at kalde sig Faces.

Her er vi i slutningen af 1969, og netop på det tidpunkt indledes en ny æra i britisk musik.

Glamrocken, David Bowie, Elton John, Rod Stewart – de brager alle sammen igennem næsten simultant.

Læs også: The Everly Brothers: Harmonier med mislyde

Millionsælgende hit

Rod Stewart fik indspillet sit første soloalbum med det miks af rock’n’roll, folkmusik og blues, der er blevet hans varemærke. Det fik titlen ”An Old Raincoat Won’t Ever Let You Down”, og få måneder efter udsendte Faces med Stewart som sanger deres første album ”First Step”. 

De næste fem år klarede Stewart dobbeltrollen som både sanger i Faces og solist. Han udsendte solo-albummet ”Gasolin Alley” kort tid efter og allerede i 1971 det tredje album ”Every Picture Tells A Story”.

Selv om han var blevet verdensstjerne på rekordtid, skete der noget helt afgørende samme år.

Radiostationer begyndte at spille B-siden på hans minihit-single ”Reason To Believe”. Det var hans egen komposition ”Maggie May”, som han ikke selv anså som et hit.

Men det blev den – så det i den grad bragede. Den røg op som nr. 1 på hitlisterne i både USA og England og derefter i andre dele af verden. Resten er historie.

I 1975 flyttede Rod Stewart til Los Angeles efter at have mødt den svenske skuespillerinde Britt Ekland, som både havde været Bond-pige og gift med Peter Sellers og i Hollywood-kredse var mere kendt end Rod Stewart.

Han udsendte albummet ”Atlantic Crossing”, der blev så stor en succes, at han var nødt til at opsige samarbejdet med Faces. Nu var han på egen hånd og en af verdens højst betalte og mest efterspurgte rockstar.

De store millionsælgende hit dryssede ud af ham som bl.a. ”Sailing”, ”Do You Think I’m Sexy” og ”Baby Jane”.

Stadig i fuld gang

Først omkring årtusindeskiftet, hvor han var langt inde i sit andet ægteskab – denne gang med den verdensberømte model Rachel Hunter og var blevet far til seks børn, tog hans karriere en drejning.

Han gik i 2002 i gang med en serie cd’er med Stewart-fortolkninger fra ”The Great American Songbook” – med hovedvægten på sange fra 30’erne og 40’erne. De blev lige så populære som hans rockudgivelser.

Inden da havde han sit livs første ufrivillige pause i et par år, da han i 2000 fik konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen, så han med øjebliks varsel aflyste alle aftaler og gik i behandling – som lykkedes.

Men den karakteristiske stemme tog skade, og det tog næsten et par år med genoptræning, før han lød som Rod Stewart igen. Men det er lykkedes.

Efter serien med sange fra den amerikanske sangskat og et album med soulfavoritter, er 74-årige Rod Stewart i fuld gang med en serie nye udgivelser med egne kompositioner.

På hjemmebane er han gift med sin tredje kone, Penny Lancaster Stewart. De har to børn, og da han blev far for indtil videre sidste gang, var han fyldt 66 og fik sit ottende barn.