The Sweet: Gav os glad rockmusik tilbage

De var med til at gøre glamrocken populær i 70’erne, og deres shows med glimmer og brag fascinerede. Selv om det i 80’erne gik ned ad bakke med druk og skandaler, lever The Sweet endnu – endda i to udgaver.

På et af The Sweets største hit, ”The Ballroom Blitz”, fra 1973 præsenterer sangeren Brian Connolly gruppen i begyndelsen af sangen: ”Are you ready Steve? Uh-huh. Andy? Yeah. Mick? Okay”... og så går det løs med en glamrock-sang, der fik høje placeringer på hitlister fra Skandinavien til New Zealand.

Glamrock var ikke kun glam – det var glad rockmusik, der på mange måder kunne minde om de første rock’n’roll-toner i 50’erne og Beatles-magien i 60’erne.

Sweet kom i genrens første division sammen med Slade, Alvin Stardust og Suzi Quatro, og bandet var med til at etablere glamrocken i 70’erne.

De blev idoler, og deres shows med brag og glimmer var for mange rock’n’roll-fans en befrielse efter tiden med hippiernes pseudo-intellektuelle musik.

Nu var det igen muligt at danse, more sig og nyde de elektriske guitarer uden at skulle tage stilling til blandt andet verdens problemer.

Læs også: Alvin Stardust: Stjerne ved et tilfælde

Flere tilløb

Men Sweet var på mange måder med helt fra de magiske 60’ere.

Mick Tucker og skotske Brian Connolly spillede i 60’erne sammen i soulbandet Wainwrights Gentlemen, der aldrig fik det helt store gennembrud. De to dannede på et tidspunkt bandet Sweetshop og fik rekrutteret bassisten Steve Priest. Sammen med forskellige guitarister indspillede de fire singler i en lettere slager-popstil, der aldrig kom ud over rampen.

Men de var inde i varmen hos pladeselskaberne, og da de fik guitarist og sanger Andy Scott med, følte de sig som en helstøbt gruppe, der nu for alvor ville satse på rock’n’roll.

De kom dog ikke til at spille rock’n’roll lige med det samme.

Deres manager Phil Wainman skaffede dem en ny pladekontrakt og et bekendtskab med to unge sangskrivere Nicky Chinn og Mike Chapman.

Sweetshop blev til Sweet, fordi en anden gruppe hævdede at have eneret på navnet, og Sweet lovede at lave en prøveindspilning af Chinn/Chapman-sangen ”Funny Funny”, som derefter skulle præsenteres for kendte engelske popnavne.

Prøveindspilningen gik godt, og efter at bandet var med i det engelske tv-program ”Lift off”, kom der efterspørgsel på sangen, og den blev udsendt i marts 1971.

Fast på hitlisterne

Med ”Funny Funny” på den engelske hitliste begyndte en karriere, der nåede utrolige højder.

I første omgang blev Sweet idoler – de spillede med på den nye glam-trend – som de egentlig slet ikke kendte noget til.

Men populariteten med Chinn/Chapmans korte enkle popslagere som bl.a. ”CoCo” og ”Poppa Jo” gav dem fast holdeplads på hitlisterne. I dag ved vi, at de slet ikke spillede instrumenterne selv, men de sang dog alle vokalerne. Det forlangte bandet ændret efter et utal af vellykkede koncerter, og fra hittet ”Little Willy” gav de den selv gas på instrumenterne også på indspilningerne.

Sweet blev det eneste band, der havde et nogenlunde kontinuerligt flow af hit i USA, som aldrig for alvor fik den europæiske glamrock ind under huden. Men det lykkedes alligevel for det britiske band med sange som ”Little Willy”, ”Ballroom Blitz” og ”Fox On The Run” som de eneste af de europæiske glamrockere at erobre det amerikanske publikum.

Se også: Simon Garfunkel: Globalt vokalt eventyr

Det store problem

Sweet manglede helt åbenlyst rådgivere. På et tidspunkt ville de dårligt nok spille deres hits ved koncerterne, fordi de af gode kolleger blev tudet ørerne fulde om, at de skulle holde sig fra idoltilværelsen og hitliste-sangene, men i stedet give den gas med hård rock. På deres single-B-sider indspillede de kun egne sange, og på et tidspunkt blev de så overbevist, om at de selv kunne lave store hits, at de opsagde makkerskabet med sangskriverne Chinn/Chapmann.

Til manges overraskelse gik det fint i begyndelsen. Det lykkedes dem at skrive og indspille hit som ”Fox On The Run”, ”Action” og ”Love Is Like Oxygen”, og da deres store fanskare var tilfredse, var bandet overbevist om, at det var vejen frem.

Der var bare ét stort problem: Brian Connolly var ved at blive alkoholiker.

Bandet indspillede albummet ”Sweet Fanny Adams” med egne sange, men midt i det hele blev Brian Connolly indblandet i en større gadekamp – formentlig i fuldskab – hvor hans stemmebånd blev hårdt medtaget. Faktisk så alvorligt, så hans stemme faktisk for altid blev begrænset i forhold til hans tidligere præstationer.

Sweet fik dysset hændelsen ned, men det stod klart, at de tre andre bandmedlemmer under koncerterne skulle synge kor på en anden, fyldigere måde for at få deres hit til at lyde okay.

Samtidig plagede det gruppen, at de ikke var gode til at sælge album, så de lagde ekstra kræfter i lp’en ”Sweet Fanny Adams”, som godt nok gav bonus, men ikke gik over i historien.

Nye grupperinger

Sweet var stadig blandt de store glamfavoritter og slog igennem med nogen forsinkelse i USA og Canada. Deres outfit blev stadig mere outreret og var på forsider af utallige musik- og fanblade, og der var rift om deres koncerter, men problemerne med Connolly var store.

Ved en promotion-koncert for deres amerikanske plade-selskab ankom han så beruset, at han ikke kunne teksterne og faldt bevidstløs om.

Måske var det en lettelse for de andre, da Connolly lod meddele, at han ville være solist.

Han kom dog aldrig rigtig til hægterne, forsøgte utallige gange at få succes både under eget navn og som gruppe med navne som New Sweet og Connolly’s Sweet, men døde i 1997 som 51-årig af leversvigt.

Efter 70’erne har der eksisteret tre udgaver af The Sweet. Ud over Connolly havde også bassisten Steve Priest forladt gruppen for at slå sig ned i Californien, hvor han har haft forskellige amerikanske musikere med sig i Steve Priests Sweet, mens Andy Scott og Mick Tucker en tid kaldte sig Andy Scotts Sweet.

Prøv også: Pat Boone: Den kyske kvindebedårer

To tilbage

I midten af 80’erne forsøgte Scott og Tucker at gendanne Sweet så originalt som muligt, men Priest afslog for at fortsætte sin karriere i USA.

Mick Tucker fik leukæmi i en voksen alder og døde i 2002 kun 54 år gammel.

Den amerikanske udgave af Sweet med Priest ved roret er ikke længere specielt aktiv, mens det er lykkedes Andy Scott at omgive sig med musikere, der er dygtige til at skabe den autentiske Sweet-lyd.

Det har de haft succes med lige siden og har netop fejret gruppens 50-års jubilæum ved udsolgte koncerter i Europa. Andy Scott har også travlt med andre ting som turnéer med Suzi Quatro i Australien og for nylig turnéen ”Classics meets rock” sammen med bl.a. Ian Gillan, hvor de gav deres respektive numre fra Sweet og Deep Purple bakket op af stort symfoniorkester.  Og netop nu er Andy i gang med at forberede sin 70-års fødselsdag ved en eksklusiv koncert for venner og familie på hjemmebane i Wales.