Mette fra DR’s ”Alene i vildmarken”: Savnet var det værste

Iført Stetson-
kasket og en 
stålfast vilje om 
at være så længe 
som muligt i den omskiftelige, norske natur tog Mette 
afsted på sit livs 
udfordring. Men selv om sulten gnavede, var det intet imod savnet til kæresten og hendes 2-årige datter, Aviaja.

Mette fra DR´s "Alene i vildmarken"

Mørket har endnu ikke lagt sig over den selvbyggede bjælkehytte, men alligevel er Mette krøbet ned i soveposen midt i den norske natur. 

Kroppen føles tung, for de få bær og fisk, hun har spist, er ikke nok til at holde hendes energiniveau oppe. I stedet har hovedet taget over. Hun har længe holdt savnet ude i strakt arm, for hvis hun begynder at dvæle ved savnet af sin 2-årige datter, Aviaja, og kæresten Jacob, så kan hun ikke længere holde fokus. Alligevel bider det lidt i hjertet – meget mere end den rumlende mave skriger efter mad. 

– Jeg var indstillet på, at savnet ville blive det værste, men jeg vidste, at Aviaja havde det godt, og hendes far passede på hende. Men én ting er praksis, noget andet er, når man har brugt alle kropslige resurser, fortæller 43-årige Mette Mortensen fra Kulhuse, der til dagligt arbejder som friluftsvejleder og er indehaver af virksomheden All-Out, hvor hun arrangerer friluftskurser. 

Naturen havde været en del af Mettes liv, siden hun som ung gik til spejder. Siden blev hun leder hos Dansk Supermarked, men efter 19 år i overhalingsbanen havde Mette helt glemt, hvad hun drømte om. Kort tid efter blev det prestigefyldte job skiftet ud med uddannelsen som friluftsvejleder, der gav hende følelsen af at være i sit rette element. Derfor sad hun også klinet til skærmen, da DR første gang blændede op for programmet ”Alene i Vildmarken”, hvor otte danskere skal overleve alene i den barske natur så længe som muligt. 

Opbakning hjemme

Mette blev valgt til tredje sæson, men før hun mentalt indstillede sig på at drage afsted alene, var det vigtigt for hende, at hun blev bakket op hjemmefra. 

– Aviaja var kun 2 år, og vi måtte stille os selv spørgsmålet, om det var forsvarligt, at jeg var væk fra hende så længe. Men eftersom hun var vant til, at jeg var væk i korte perioder, og hun har en kærlig far, så synes vi, at det var i orden, fortæller Mette, der fortalte sin datter det, som det var: Hun skulle til Norge, og hvornår hun kom tilbage, kunne hun ikke sige.

– Lige før, jeg blev sat af deroppe, fik jeg en besked fra Jacob, hvor han skrev, at han ville passe godt på Aviaja, og jeg ikke skulle bekymre mig. Jeg vidste, at når det blev svært, så var det de ord, jeg skulle tænke på.

Læs også: Patick overlevede massakren på Utøya

For Mette var målet at vinde. 
Med to fiskenet og en kniv indledte Mette det, der skulle blive hendes livs oplevelse i norske Salvatnet. Med erfaring som friluftvejleder vidste hun, at det handlede om at holde sig mæt og tør, og på 10 dage byggede hun en imponerende hytte. Fiskeriet havde hun ikke erfaring med, men alligevel fik hun halet fisk ind og fundet bær, så hun kunne holde kroppen i gang. 
Men som dagene gik, begyndte kiloene at rasle af hende, og selv de mindste gøremål føltes som en udfordring. 

– De første par uger var jeg dybt fokuseret på at bygge hytte og fange fisk, men da vi nåede til omkring dag 45, begyndte jeg at være mentalt udfordret. Man er alene om at tage alle beslutninger, og jeg savnede at have nogen at sparre med, fortæller Mette, der blandt andet brugte tiden på at snitte en vandrestav til Aviaja. 

Mette vidste, at folk gerne ville høre hende fortælle om savnet til datteren, men hun havde faktisk ikke lyst til at sætte ord på det. 

Tanker om mad

– Før jeg tog afsted, havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville savne hende. Så når jeg skulle snakke om Aviaja til kameraet, skulle jeg gå imod min egen forberedelse, og jeg vidste jo godt, at hvis hun kom for meget ind i min bevidsthed, så ville det blive rigtig svært, forklarer Mette, der i stedet tænkte på al den mad, hun skulle spise, når hun kom hjem. 

Om aftenen kørte tankerne omkring madopskrifter – alt fra lasagne til stegeben dukkede op i hendes bevidsthed, og selv om hun prøvede at have et forråd af mad, var hun i konstant kalorieunderskud. 
Hun tabte 17 kilo, og da hendes menstruation udeblev, anbefalede lægen hende at tage hjem. 

– Jeg følte egentlig, at jeg havde det godt, men jeg havde lovet mig selv og min familie, at jeg ikke ville tage nogle chancer med mit helbred, så jeg valgte at tage hjem efter 58 dage, selv om det var en svær beslutning, siger Mette, der var den andensidste, der var tilbage. 

Læs også: Jonna var narkoman i årevis: Jeg blev stoffri for mine børns skyld

Vinderen blev Flemming ”Falkemanden”, der nåede at være i den norske vildmark i 60 dage. 

Mette blev efterfølgende indlogeret i en hytte, hvor hun fik serveret slik, sodavand, rugbrød og lasagne, og da hun kort tid efter trådte ind ad døren i huset i Kulhuse, blev hun mødt af sin datter, der hurtigt kastede sig i sin mors favn. 

– Det var så dejligt at se hende igen, og jeg kunne da godt mærke, at hun havde savnet mig. Hun tog mig lidt ud fra kroppen og kiggede på mig, som om hun tænkte ”er det virkelig mor”, og så krammede vi igen. Den efterfølgende uge var der ikke rigtig andre, der fik lov til at komme i nærheden af mig. Hun havde vist bestemt sig for, at min opmærksomhed var forbeholdt hende, smiler Mette, der ikke har fortrudt en eneste beslutning i forløbet. Tværtimod. 

Stærk under pres

I stedet har hun fundet ud af, hvor stærk hun er under pres, og hun er samtidig blevet bekræftet i, hvad der er det vigtigste i hendes liv. 

– Jeg havde faktisk hele tiden troet, at det ville være mig, der ville savne mest. Det gjorde jeg bestemt også, men jeg fandt ud af, at dem derhjemme savnede mig mindst lige så meget. Der kan godt gå to måneder, hvor min lillebror og jeg ikke snakker sammen, men fordi at han pludselig ikke kunne få fat på mig, var savnet større, fortæller Mette, der ser tilbage på oplevelsen i vildmarken som en af hendes lykkeligste stunder. 

Hun fandt ud af, at bare fordi hun var alene, var det ikke ensbetydende med, at hun var ensom. Og det skyldes de mennesker, som ventede på hende derhjemme. 

– Jeg var glad for mit liv, da jeg tog afsted, men jeg er blevet mere bevidst om at sætte pris på de mennesker, der er i mit liv. Der kan være så meget støj i form af sociale medier og andet, men i bund og grund er det vigtigste de mennesker, som vi er sammen med.