Den geniale solo-detektiv er en myte: Opklaring af drab er et holdarbejde

I den typiske krimi-tv-serie bliver sagerne opklaret af en enkelt genial efterforsker, der til sidst løser hele krimigåden. Foregår det også sådan i den virkelige verden – eller opklares sagerne i fællesskab som et hold? Og er der en intern kamp om at få æren for at have opklaret en sag?

Hilsen A

Kære A

Den ”enlige ulv”, der på helt egen hånd løser krimigåden, er ganske velkendt i fiktionens verden. Ofte kombineret med en klassisk figur i tv-serierne, nemlig den vrisne, sure politichef, der nærmest modarbejder de geniale detektiver, som er seriens virkelige helte og hovedpersoner. Alt dette er meget langt fra virkeligheden.

Sagen er, at opklaring af drab for alle i politiet – chefer, mellemledere og medarbejdere – betyder rigtig meget.

I virkeligheden kan der dog godt indimellem være små forskelle i synspunkterne på, hvor langt man skal gå, og hvor meget man skal sætte i værk i en sag. Der kan godt opstå en situation, hvor ledelsen må sige fra over for en efterforsker, der har bidt sig fast og ikke kan slippe en sag. Men man skal altid huske på, at sager opklares på grund af dygtige, vedholdende og grundige efterforskere – ikke på trods af dem.

Læs også: Krimibrevkasse: HVornår bliver en sag henlagt?

Ingen kamp om æren

Det er et kæmpe teamwork at opklare drab. Efterforskningsgruppen er ofte opdelt i tomandshold med ansvar for hver deres område. Det samlede overblik i en drabssag har alene efterforskningslederen og en udpeget støttefunktion til ham eller hende. Så alene af disse grunde er det ikke realistisk med solorytteren, der farer rundt og ordner det hele. Ja, hovedpersonen i fiktionens verden ville næppe holde en halv dag i virkelighedens politi og efterforskningsarbejde.

Alle medarbejdere på sagen samles selvfølgelig jævnligt – helst dagligt – for at konkludere på status af sagen. Men man ved i sagens natur kun noget om det på ens eget område.

Komplicerede kriminalsager opklares i fællesskab og af et hold. Det er selvfølgelig oftest den udpegede efterforskningsleder, man ”lærer at kende”, fordi det er ham eller hende, der troner frem på tv-skærmen.

Der er ingen intern kamp om æren for en opklaring. Alle kender betydningen af hver enkelt medarbejders opgave. Men det er klart, at det ofte er sådan, at den vigtige brik i puslespillet kan komme fra en enkelt medarbejder, for eksempel en essentiel vidneafhøring eller efter fund af et betydningsfuldt spor. Men det kan jo veksle fra sag til sag og kan ofte bero på tilfældigheder.

Venlig hilsen Bent

Fakta: Ubådssagen krævede mange specialister

I Ubådssagen, altså det grusomme drab på Kim Wall, begået af Peter Madsen, så vi jo alle igen og igen den daværende leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i København, vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, stå frem og fortælle om sagen, dens detaljer og dens udvikling. Jens Møller, der nu er gået på pension, var en fremragende chef og efterforskningsleder. Han formåede med ro, besindighed og omtanke at orientere om sagen.

Men derudover må man huske, at der var tilknyttet et meget stort antal efterforskere på sagen – alle med specielle opgaver.

Alene de særlige omstændigheder som gerningsstedet i en ubåd, for eksempel de særlige udfordringer omkring strømforhold, og lighundenes betydning krævede efterforskere tilknyttet – ud over de områder, der som tidligere anført altid er i en drabssag.

Så Ubådssagen er i lighed med mange andre sager et godt eksempel på, at opklaring af drab er et holdarbejde.