Henriette blev fundet hængt: Selvmord eller drab

Jeg har med forfærdelse set dokumentarprogrammet på TV 2 om 28-årige Henriette Aabenhuus, der i 2012 blev fundet død i Grenaa med et el-kabel om halsen.

Østjyllands Politi konkluderede, at der var tale om selvmord, men flere eksperter peger på, at hun næppe tog sit eget liv.

Det er tydeligt, at Østjyllands Politi er blevet stædige og nægter at tage sagen op på ny, selv om alt tyder på, at deres efterforskning har været mangelfuld.

Måske handler det om, at politiet ikke vil erkende, at de har begået fejl.

Vi kan som borgere sagtens acceptere, at politiet begår fejl, hvis bare de er store nok til at erkende det og ændrer kurs bagefter.

Også jeg har med interesse set de tre afsnit af dokumentarprogrammet ”Blev vores datter myrdet?”.

Jeg ved intet om sagen, men kender både tilrettelæggeren og alle fageksperterne, der medvirker.

Eksperterne er en pensioneret retsmediciner, en forsvarsadvokat – der tidligere har været anklager – en psykolog samt en tidligere efterforskningsleder. De tre første er altså eksperter inden for henholdsvis jura, retsmedicin og psykologi. De mener, at sagen drejer sig om drab og ikke selvmord, som politiet siger.

Ikke eksakt videnskab

Samme skråsikre holdning deles ikke af den eneste af fageksperterne, der reelt kan betegnes som ekspert i efterforskning. Det er tidligere vicepolitiinspektør og drabschef Jens Møller Jensen.

Faget efterforskning er ikke en eksakt videnskab, selv om der indgår mange videnskabelige elementer.

Efterforskning handler om færdigheder, kompetencer, erfaring og viden og er sat sammen af uddannelse, profession, håndværk, oplæring, metode, intuition samt indgående kendskab til jura, psykologi, politi- og efterforskningskundskab, kriminalteknik, retsmedicin og meget andet.

Tilsat sund fornuft, stædighed, integritet og grundighed.

Den fulde sammenhæng

Det er således politiets efterforskningsleder og hans eller hendes medarbejdere, der har uddannelsen, baggrunden og erfaringen til at vurdere en sag om et mistænkeligt dødsfald.

Det er samtidig også dem, der som de eneste kender alle sagens oplysninger, inklusive oplysningerne fra de ofte mange afhøringer. Én fagekspert på et delområde kan ikke, uanset hvor dygtig han eller hun er, vurdere en sags fulde sammenhæng og drage den rette konklusion.

Tvivl og mørketal

Vigtigheden af at klassificere et dødsfald korrekt har jeg skrevet om flere gange.

Der findes kun fire dødsmåder, nemlig naturlig død (sygdom eller alder), ulykke, selvmord og drab.

Det er politiets opgave at vurdere et mistænkeligt dødsfald korrekt, og det sker især i samarbejde med retsmedicinere og kriminalteknikere og på et bagtæppe af mange afhøringer af vidner, pårørende og andre relevante personer.

Netop sager om selvmord, forsvundne personer og gamle mennesker, der bliver fundet døde, er efter min mening områder, hvor der er mulighed for tvivl og mørketal.

Grobund for teorier

Selvmordet kan jo være et kamufleret drab – som det antydes her. Den forsvundne er måske ikke frivilligt gået hjemmefra, men dræbt og skaffet af vejen. Det gamle menneske er måske ikke død af naturlige årsager, men er myrdet. Sådanne eksempler er der flere af her i landet.

Udsendelserne er, som altid når tilrettelæggeren Michael Teschl står bag, skruet godt sammen.

Når så politiet ikke vil udtale sig, er der grobund for alle mulige teorier. En mistanke mod en mulig gerningsmand med motiv til drab bliver også luftet i programmerne.

Dokumentaren peger på en række forhold, som tilrettelæggerne ikke mener, at politiet har undersøgt til bunds. Blandt andet:

• Flere mobilbeskeder blev slettet på Henriettes telefon, efter at hun ifølge politet var død. Hvad har der stået i disse beskeder, og hvem har slettet dem? I dag kan de ikke genskabes.

  Hvordan kunne Henriette både støtte på benene og samtidig have en løs løkke om halsen? Ifølge en rapport fra Danmarks Tekniske Universitet er det usandsynligt, at Henriette ville kunne blive stående i den position, hun blev fundet i, hvis hun havde begået selvmord.

Knap så god kommunikation

Hvorfor politiet ikke vil give aktindsigt eller i øvrigt udtale sig skyldes formentlig deres tavshedspligt og særligt følsomme oplysninger i sagen.

Men som altid synes jeg, at politiet i det omfang, det er muligt, skal kommunikere så fyldestgørende som muligt for at undgå tvivl. I dette tilfælde virker det ikke, som om kommunikationen mellem politiet og de pårørende er vellykket.

Statsadvokaten har tilsynspligt med politiets arbejde og kan også pålægge politiet at iværksætte yderligere efterforskning i en sag. Som jeg forstår det, har Statsadvokaten i Viborg ikke haft bemærkninger til Østjyllands Politis behandling af denne sag.