Løsladte kæmper med stor gæld

Dømte personer i straffesager skal betale sagens omkostninger og ofte også erstatning til ofre.

På den baggrund er det da svært for dem at komme videre økonomisk, når de er blevet løsladt. Nogle må jo have stor gæld, når de løslades, og svært ved at få arbejde, og det kan vel føre til fornyet kriminalitet.

Er det efter din mening klogt på den måde at ”fastholde” dømte i kriminalitet?

Du rejser nogle relevante spørgsmål.

For som du skriver er udgangspunktet, at den dømte, udover selve fængselsstraffen, også dømmes til at betale alle sagens omkostninger, og det kan være store beløb. Derudover kan der, som du skriver, også blive tale om erstatning til ofre eller pårørende.

Udgangspunktet er altså, at den dømte skal betale de omkostninger, hans forbrydelser har medført. Og det er vel i princippet noget, de fleste mennesker bakker op om.

Problemet er bare, at dette princip i realiteten får den konsekvens, at det bliver meget svært nogensinde at komme på ret køl efter løsladelsen.

Sagsomkostningerne, for eksempel lønnen til den dømtes forsvarsadvokat, bliver i virkeligheden betalt af det offentlige, så det er altså ikke advokaten, som den dømte skylder penge.

Advokaten får sine penge af det offentlige, men gælden til det offentlige hænger på den dømte.

Svimlende gæld

Man kan godt sige, at resocialisering bliver sat ud af spillet, når indsatte løslades til en ofte livslang gæld i form af sagsomkostninger.

Det får i mange tilfælde en stærkt negativ effekt på den enkelte person, der på den måde får svært ved at opretholde en lovlig livsstil, men også på samfundet, der risikerer, at kriminelle personer forbliver kriminelle.

Sagsomkostninger kan kræves tilbagebetalt gennem lønindeholdelse af SKAT, hvilket er med til at fjerne lysten til at arbejde.

I øvrigt lykkes det kun sjældent SKAT at inddrive denne gæld, som samlet set i årene fra 2007 til 2012 steg fra 1,25 milliarder kroner til 2,02 milliarder kroner.

Gennemsigtighed

Sagsomkostninger er altså en stor udfordring for dem, der rammes, men samtidig en stor udfordring for samfundet, der kommer til at stå med store udgifter, som ikke kan tilbagebetales, samtidig med at tidligere indsatte ikke resocialiseres eller får et job.

Der har været mange forslag i årenes løb på at løse problemet, men en endelig og hensigtsmæssig model er der ikke fundet, så vidt jeg ved.

Man kunne dog med fordel begynde med at skabe gennemsigtighed omkring advokatudgifterne.

De dømte får ofte først en regning lang tid efter domsafsigelse, hvilket betyder, at det kan være svært at forholde sig til beløbet.

Mulighed for et liv

Man kan også overveje at indføre indkomstregulerede sagsomkostningsafgørelser.

I dag er det sådan, at sagsomkostninger i realiteten rammer forskelligt, da der jo er stor forskel på dømtes ressourcer i form af uddannelse, opsparing, netværk osv.

Det ville hjælpe, men selvfølgelig medføre, at den dømte person ikke kommer til at betale alle faktiske omkostninger tilbage, men kun i det omfang, der er relevant for hans eller hendes økonomiske muligheder.

Jeg tror, at man er nødt til at finde en pragmatisk løsning efter en konkret vurdering af den dømtes reelle muligheder.

Selvfølgelig skal det ikke kunne betale sig at lave kriminalitet, men der skal altså også være en vej til at skabe sig et liv, når man har afsonet straffen.

Både for den dømtes, men så sandelig også for samfundets skyld.