I lovens navn

To mordere blev halshugget i Roskilde

1. august Af Bent Isager-Nielsen
Foto: Shutterstock
Voldsom og brutal kriminalitet hører ikke kun nutiden til. I 1842 blev to mænd henrettet med økse på Galgebakken i Roskilde, efter at de havde dræbt en familie på tre.
Økse på huggeblok.

Hej Bent

Jeg er opvokset på en gård, der lå cirka 200 meter fra det sted, hvor der i 1842 blev myrdet en hel familie på tre personer. De to mordere blev efterfølgende begge halshugget på Galgebakken i Roskilde.

Der går en historie om, at den ene morder, da de blev kørt til Galgebakken, råbte:

– I behøver ikke skynde jer, der sker ikke noget, før jeg kommer!

På Rye kirkegård i Kirke Såby ved Roskilde står stadig et metalskilt med navnene på de myrdede på den ene side og årstal på den anden. Har du hørt om den sag?

- Venlig hilsen UR

Hej UR

Jeg har aldrig hørt om sagen, men efter at have læst om mordene, får det mig endnu en gang til at tænke på, at voldsom og brutal kriminalitet ikke kun hører nutiden til.

Jeg har før her i bladet skrevet om nogle voldsomme gamle sager, blandt andet i Ude og Hjemme nr. 9 sidste år om Bettefandens bande fra Rold Skov i Himmerland.

Det var natten mellem den 16. og 17. januar 1842, at en lille familie blev myrdet ved Ejby i Hornsherred. Sagen var grusom nok i sig selv, men i forbindelse med opklaringen afsløredes samtidig historien om en by med mange kriminelle.

Det var en ung mand, der om morgenen tilfældigt fik øje på en død mand på en sti uden for Ejby. Den døde var iført bondeklæder og havde fået mange slag i hovedet.

Slagsbrødre og voldsmænd

Den dræbte viste sig at være en af de lokale, Niels Jørgensen. Så sognefogeden sendte en 12-årig dreng af sted til Niels Jørgensens hus, ikke langt derfra.

Fogeden ville vist være sikker på, at der rent faktisk var tale om Niels Jørgensen. Da drengen nåede frem til huset, fik han et chok. Lige inden for døren lå Niels Jørgensens kone, Marie Jensdatter, og ved siden af hende parrets 12-årige søn. Begge var myrdede i et blodbad.

Efter fundet var beboerne i det lille samfund rystede, og ingen vidste, hvem gerningsmændene var. Men mistanken faldt hurtigt på folk i landsbyen Venslev cirka 10 kilometer mod nord.

Nogle af de mandlige beboere her havde et dårligt ry og var kendt som slagsbrødre og voldsmænd, lige som de var kendt for at møde op på markeder i Hornsherred og stjæle.

Gik resolut til værks

Man havde på det tidspunkt ikke kriminalpoliti eller andre politienheder med kompetencer inden for efterforskning her i landet, men trippelmordet gav så stor genlyd i København, at kongen sendte en særlig undersøger af sted til Hornsherred.

Det var en såkaldt politidommer ved navn Peer Munthe Bruhn, som ankom knap to uger efter drabene. Han gik resolut til værks og begyndte med at arrestere 30 personer i Venslev. Og efter kun ti dage fik han tilståelsen ud af to mænd, som erkendte at have begået mordene.

De to mordere fortalte, at de var gået de ti kilometer fra Venslev til Jørgensens hus ved Ejby med det ene formål at slå hele familien ihjel og røve de penge, som de vidste, familien havde sparet op for at købe en gård.

Udover de tre mord blev de også dømt for i alt 180 andre forbrydelser, hvoraf en del var begået sammen med andre fra landsbyen.

Faktisk blev næsten en tredjedel af landsbyens borgere sat bag lås og slå, flere af dem i mange år.

Angrede sin forbrydelse

De to mordere, Christian Jensen og Carl Larsen, blev dømt til døden.

Om morgenen den 22. marts 1842 blev de i hestevogn kørt til Galgebakken i Himmelev tæt ved Roskilde Fjord. Her blev de halshugget foran en stor forsamling, der var kommet for at se på. Christian angrede sin forbrydelse og slap derfor for ydmygelsen ved at komme på hjul og stejle.

Carl angrede ikke og kom som den sidste i danmarkshistorien på hjul og stejle, hvilket betød, at hans hoved blev sat på en stage og hans krop lagt på et vognhjul til skræk og advarsel for andre. Både kriminalitet og efterforskningsmetoder har ændret sig en del siden 1842.

Tilbage står dog det faktum, at berigelsesmotivet alle dage har fået forbrydere til at begå uhyrlige ting. I dag ville vi kalde en sag som denne rovmord eller hjemmerøveri med tredobbelt drab. Men resultatet er det samme.

- Venlig hilsen Bent

Bens Isager-Nielsen

Nationens mareridt

Ethvert land har mindst én forbrydelse, som har rystet nationen, og som indbyggerne aldrig flemmer. Podcast-serien ”Nationens mareridt# går helt tæt på de sager, der stadig hjemsøger et land. Lyt med i din foretrukne podcast-app.

For at kunne vise dig dette indhold, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Sponsoreret indhold