Når udviste begår kriminalitet

Nu har der igen været skriverier om nogle af de personer, der sidder på tålt ophold på Kjærshovedgård ved Ikast (se billedet), og som nu er involveret i voldsom narkokriminalitet.

Som jeg forstår det, er de anbragte på stedet dømte kriminelle, der er udvist af Danmark.

Hvordan kan det være, at de ikke er blevet udvist, og hvordan kan det gå til, at de kan lave omfattende kriminalitet, mens de er på stedet?

Svaret på dit spørgsmål er kompliceret og politisk betændt.

Kriminalforsorgen driver to udrejsecentre for personer, der er udvist ved dom samt mennesker på tålt ophold – nemlig Sjælsmark i Nordsjælland og Kjærshovedgård i Midtjylland.

Begge centre er såkaldt åbne centre med døgnbemanding, videoovervågning og adgangskontrol. Beboerne er ikke frihedsberøvede, men er underlagt såkaldt opholdspligt, hvilket betyder at de har pligt til at bo og overnatte på centret.

Kun få rettigheder

Tålt ophold er en juridisk status, som tildeles personer, der ikke har lovlig opholdstilladelse, men som ikke kan udvises.

Det skyldes som regel, at de risikerer dødsstraf eller tortur i det land, de ellers skulle udvises til.

De er typisk dømt for en alvorlig forbrydelse og har udstået deres straf for den, ofte fængselsstraf. De kan ikke bagefter udvises som normalt og får derfor tålt ophold. De får ret til at blive i landet, men uden mange rettigheder.

De er altså som sagt ikke fængslede, men er undergivet en lang række restriktioner. Jeg har hørt det udtrykt på den måde, at man prøver at gøre tilværelsen så sur for dem som muligt for at få dem til frivilligt at rejse.

Støder mange mennesker

Der har i tidens løb været adskillige eksempler på personer på tålt ophold, der har pådraget sig mediernes opmærksomhed.

Og det er klart, at det støder mange mennesker, når dømte kriminelle på tålt ophold ikke kan hjemsendes trods deres udvisningsdom og ovenikøbet fortsætter med at begå kriminalitet.

Og det er sådan en sag, du henviser til.

Det er nemlig kommet frem, at Midt-og Vestjyllands Politi har sigtet, fængslet og nu tiltalt fem beboere på Kjærshovedgård for omfattende og grov narkokriminalitet.

Er blevet kritiseret

Det har oprørt mange mennesker, ikke mindst i lokalområdet omkring Kjærshovedgård, at disse beboere på centret har haft mulighed for at begå så grov kriminalitet.

Politiet er også blevet kritiseret for ikke at have orienteret om sagen før nu.

Jeg tror selvfølgelig på politiet, der siger, at man har kørt denne sag lige efter bogen. Og jeg glæder mig over, at kriminelle bliver efterforsket og retsforfulgt.

At disse personer så slet ikke skulle være i landet, er en anden sag. Nu får de i hvert fald formentlig en fængselsstraf igen, hvis de ender med at blive dømt.

Dræbte sin hustru og brændte liget

I Sverige raser for tiden en debat om en mand fra Algeriet, der i 2016 kom til Sverige.

Han drømte angiveligt om en ny og tryg tilværelse i sin nye hjemstavn, men er siden sin ankomst blevet dømt for 23 kriminelle forhold, hvoraf nogle er særdeles grove.

Han blev allerede efter sin første dom udvist til Algeriet, som Sverige rent faktisk har en udleveringsaftale med. Men han blev aldrig hjemsendt og har altså formået at opholde sig i Sverige uanset sine mange domme og udvisninger.

Her er der altså ikke engang tale om tålt ophold.

Både narkosagen fra Kjærshovedgård og den svenske sag understreger, at man skal gøre alt, hvad der er muligt, for at få udvist kriminelle udlændinge. Det tror jeg, der er bred opbakning til i befolkningen.

Kunne ikke sendes hjem

Jeg husker en sag fra min egen karriere, hvor gerningsmanden endte på tålt ophold.

Han var af iransk afstamning og dræbte sin ligeledes iranske hustru i København, hvorefter han forsøgte at skille sig af med liget ved at brænde det i en skov på Sjælland.

Rejseholdet blev tilkaldt, og vi opklarede sagen.

Det viste sig ved mentalundersøgelsen, at manden var sindssyg i gerningsøjeblikket, og han blev derfor dømt til anbringelse på ubestemt tid på et psykiatrisk hospital og efterfølgende udvisning for bestandigt.

Efter nogle år blev han udskrevet, altså løsladt, men blev i Danmark, fordi han ikke kunne tvangshjemsendes til Iran.

Sagen er i øvrigt omdrejningspunkt for min bog ”Efterforskerne”, som jeg skrev sammen med retsmediciner Hans Petter Hougen og retsantropolog Niels Lynnerup.