Politivold eller ej

Hej Bent
Jeg har som mange andre danskere set videoen og læst om den voldsomme og meget omtalte anholdelse, som politiet foretog af en mand på Christianshavn i København.
Er det efter din mening virkelig nødvendigt, at politiet farer så hårdt frem mod en fredelig familiefar, bare fordi han taler i telefon, mens han cykler? Går politiet ikke langt over stregen?
- Hilsen S.
Hej S.
Jeg kender kun sagen fra pressen og fra manden selv, der har fortalt sin historie til flere medier. Københavns Politi har ikke haft mulighed for at kommentere forløbet, fordi manden har klaget over politiet.
Sagen er derfor overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der undersøger og behandler klager over politiet.
En anholdelse kan ofte se voldsom ud, især hvis den anholdte som i dette tilfælde sætter sig kraftigt til modværge.
Vil ikke opgive navn
Selv om jeg selvfølgelig ikke kender alle sagens detaljer og omstændigheder, som nu bliver undersøgt af DUP, sker der åbenbart følgende:
Manden cykler med sin mobiltelefon i hånden, bliver stoppet af en motorcykelbetjent og får en bøde.
Man må ikke cykle og tale i telefon samtidigt. I stedet for at ærgre sig og måske senere gøre indsigelse mod bøden begynder han at brokke sig voldsomt og vil heller ikke opgive sit navn og sin fødselsdato til betjenten. Det har man pligt til. Betjenten vælger herefter at anholde ham.
Udvikler sig voldsomt
Efter at han er blevet anholdt, får han lov til at ringe til sin kone for at fortælle, at han ikke kan hente børn som aftalt. Han går væk fra stedet, angiveligt fordi han ikke ønsker, at betjenten skal høre samtalen.
Betjenten vil have, at han bliver stående hos ham, og herefter udvikler det sig voldsomt.
Betjenten tager fat i ham for at få ham til at blive, og manden sætter sig til modværge.
Bruger peberspray
Flere politifolk kommer til, og på videoen kan man se to motorcykelbetjente og to kvindelige betjente, der kæmper med at holde ham fast. Han råber, bander, kæmper og sparker med benene, kan man se.
Betjentene har åbenlyst besvær med at holde ham nede, og på et tidspunkt bruger den ene betjent sin peberspray mod manden.
Efter et kort øjeblik opgiver han sin modstand. Derefter er det ikke længere nødvendigt at kæmpe med ham, og situationen falder til ro.
Modsatte sig anholdelse
Det hele kunne efter min mening være undgået, hvis manden havde gjort det, politiet havde bedt ham om.
Efterfølgende kan man jo altid klage over politiet og en eventuel bøde, men i situationen skal man altså følge politiets anvisninger.
Manden er nu sigtet for at cykle og tale i håndholdt mobiltelefon, for ikke at ville oplyse sit navn og sin fødselsdato, for at fornærme politiet – blandt andet ved at kalde en betjent en ”fucking nar” – og for fysisk at modsætte sig anholdelse og dermed lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Bliver undersøgt grundigt
I sin skrivende stund er sagen ikke afgjort, men efter min mening ser der ikke ud til at være meget at bebrejde politiet.
Måske er anvendelsen i situationen af peberspray på kanten, men lad os nu se, hvad DUP når frem til. Under alle omstændigheder kan man se, at pebersprayen virker og får manden til at opgive sin kamp.
Nu bliver sagen i hvert fald grundigt undersøgt.
- Venlig hilsen Bent
På sporet
Kom med bag om de største kriminelle dramaer i podcasten På sporet, hvor den tidligere drabschef og chef for Rejseholdet Bent Isager-Nielsen leverer skarpe analyser.
Flere svar

Læge begik sexovergreb mod kvinder

Henriette blev fundet hængt

Straf er et spørgsmål om hensigt

Kropskameraer hjælper politiet

Politivold eller ej

Næsten alle drab bliver opklaret

Når udviste begår kriminalitet
