Sådan er det at sidde overfor en morder

Hvordan var dit første møde med en morder? Og hvordan forholder man sig til en person, som har begået en så forfærdelig forbrydelse? Er det svært som politiefterforsker ikke at lade sig påvirke af sin personlige holdning til drab, når man står ansigt til ansigt med en morder?
Venlig hilsen R.

Kære R!
Jeg har mødt mange drabsmænd i min karriere i politiet. Men interessant nok, og det har jeg faktisk aldrig tænkt på før, husker jeg ikke klart mit første møde med en morder.
Jeg er sikker på, at det har været i mine første år i politiet, og jeg tror faktisk, at det var i forbindelse med et drab på et værtshus. Jeg og en kollega var først på gerningsstedet efter alarmopkaldet. Jeg husker, at offeret lå død på gulvet efter at være blevet skudt. Alle kunder på stedet var flygtet, undtagen gerningsmanden, der sad apatisk ved et bord.
Min makker prøvede at yde førstehjælp, mens jeg anholdt og visiterede gerningsmanden. Så kom efterforskerne til stedet og overtog sagen.

Læs også: Kan politiet forebygge terrorangreb?

De er ikke sindssyge

Siden da – og især i min tid i Rejseholdet – er jeg som efterforsker og efterforskningsleder stødt på utallige drabsmænd.
Og jeg har i årenes løb gang på gang tænkt over, hvad der får mennesker til at begå drab. Især i min første bog "Man jager et bæst og fanger et menneske" reflekterer jeg en del over motiver og grunde til at begå drab.
De syv motiver har jeg før været inde på i disse spalter, og fælles for dem alle er, at de i situationen har givet mening for gerningsmanden, uanset hvad vi andre mener om handlingen.
Bortset herfra er selvfølgelig de sindssyge, hvis handlinger så at sige er uden mening. Disse gerningsmænd er utilregnelige, men de er få.
Langt de fleste gerningsmænd til drab er ikke sindssyge og utilregnelige, og derfor ser vi i langt de fleste sager om drab, at straffen er fængsel og ikke sjældent livsvarigt fængsel.

Læs også: Bent Isager-Nielsen fortæller om sine yndlings-tv-krimier

Må ikke lade sig påvirke

Det er meget vigtigt som betjent og efterforsker ikke at lade sig påvirke af egne personlige holdninger.
Det vigtige i en afhøringssituation med en drabsmand er at forholde sig uden fordomme til det, han siger.
Man kommer ikke langt ved at sige, at han er et dumt svin, der har gjort noget utilgiveligt. Det kan godt være, at det er sådan, det er. Men det giver sjældent en god stemning i afhøringslokalet at kaste den slags vurderinger i hovedet på den mistænkte.
Man må som en god og dygtig afhører holde sine egne meninger, holdninger og fordomme i baggrunden og søge ind til det, der i situationen betød noget for drabsmanden.
Det betyder, at man stille og roligt følger op på sine spørgsmål – helt klinisk og logisk spørger ind til handlingsforløbet. Det afgørende er at få den mistænktes forklaring.
Og selv om det kan lyde lidt underligt, er det faktisk en helt utrolig og særlig opgave at få et andet menneske til at fortælle, hvad han har gjort, og hvorfor han gjorde det.

På jagt efter motivet

Så det helt afgørende som afhører er at pakke sine egne meninger om dette og hint væk og forholde sig til den person, man sidder over for.
Min erfaring er, at det for langt de fleste drabsmænd har givet mening i situationen, hvad de har gjort. Og det er den mening, man skal finde frem til. Derfor har jeg altid sagt til unge efterforskere, at de ved et slemt og grusomt gerningssted eller ved obduktionsbordet ikke skal sige: "Det her giver jo ingen mening."
Det er selvfølgelig forståeligt at sige og tænke sådan, men det er faktisk det stik modsatte, man skal spørge om: "For hvem kunne dette her give mening?"
For det er i svaret på det spørgsmål, at man opklarer sagen og finder motivet – og det motiv og den mening kan ligge langt fra ens personlige værdier og holdninger.
Når disse begreber én gang for alle er på plads, kan man gennemføre en afhøring af en mistænkt drabsmand.
Venlig hilsen Bent