I lovens navn

Spørgsmål til Bent Isager-Nielsen: Hvorfor kan diplomatfrue flygte fra trafikdrab?

4. februar 2020 af Bent Isager-Nielsen Foto: Mega
En amerikansk diplomatfrue påkørte i England en ung mand, Harry Dunn (på billedet), der mistede livet. Bagefter flygtede hun til USA og bliver ikke retsforfulgt. Rejseholdets tidligere chef, Bent Isager-Nielsen, fortæller om den specielle sag.

For nylig skrev du om at skjule sig fra begåede forbrydelser ved at flygte til et andet land og om reglerne for at udlevere egne statsborgere til retsforfølgelse i andre lande. Jeg har læst om en sag fra England, hvor en amerikansk diplomatfrue efter en dødsulykke flygter til USA, der nu nægter at udlevere hende til England. Vil noget lignende kunne ske i Danmark?

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Venlig hilsen TR

Kære TR!
Det korte svar er ja. Det er nemlig sådan, at medarbejdere på udenlandske ambassader er omfattet af det, der kaldes diplomatisk immunitet.

Det betyder, at de og deres ægtefæller ikke kan stilles til regnskab for lovovertrædelser, som de begår i det land, hvor ambassaden ligger, og hvor de bor. Reglerne på området står i Wienerkonventionen og lægger til grund, at en diplomat som udgangspunkt ikke er en privatperson, men repræsenterer en stat.
Når en diplomat handler, er det derfor ikke personen, der handler, men den pågældende stat. Og når diplomaten ikke kan retsforfølges, er det for at sikre, at det land, han bor i, ikke kan sætte ham under pres ved at anklage ham for alt muligt. Pres, der kan bruges til at tvinge diplomaten til at tage beslutninger, han ellers ikke ville have taget.

Læs også: Kan man begå det perfekte mord?

Modstridende opfattelser

Sagen, som du omtaler, drejer sig om en hustru til en udsendt amerikansk diplomat i England.
Hustruen, Anne Sacoolas, kørte 27. august 2019 i sin bil frontalt ind i 19-årige Harry Dunn på motorcykel (se billedet) – nok fordi man i England ikke kører i højre side af vejen, men i venstre.
Den amerikanske ambassade i England sørgede for, at hun hurtigt kom til USA, fordi man understregede, at hun havde diplomatisk immunitet.
Anne Sacoolas har siden fra USA sagt, at hun har medfølelse med den dræbte unge mand og hans familie. Men hun nægter at rejse frivilligt til England, fordi der efter hendes mening var tale om et hændeligt uheld og ikke kriminalitet.
Fra engelsk side mener politiet derimod, at hun kørte hensynsløst, og forældrene, Charlotte Charles og Tim Dunn, er ødelagte af sorg. Og de er bitre over, at Anne Sacoolas – i deres øjne – er flygtet fra at få en straf for det, der skete.

Læs også: De syv dødssynder ligger til grund for mange mord

Kræver hende udleveret

De engelske myndigheder mener ikke, at hustruen bør være omfattet af immunitet, og engelsk politi har på trods af hendes status rejst sigtelse mod hende.
Anne Sacoolas er sigtet for det, der svarer til uforsvarlig kørsel og uagtsomt manddrab, som kan give fængselsstraf, og man kræver som noget helt usædvanligt i diplomatsager hende udleveret til England til retsforfølgelse. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor det hele ender, men jeg tror ikke, at hun bliver udleveret.
Harry Dunns forældre har sagt, at de trods alt ser det som en sejr, at der overhovedet er rejst sigtelse mod den amerikanske kvinde.
Det synes jeg, at de har god grund til at synes.
Venlig hilsen Bent

Sponsoreret indhold