I lovens navn

Tragedien på godset: Myrdet med landbrugsredskab

9. marts 2021 af Bent Isager-Nielsen Foto: Panthermedia
Bent Isager-Nielsen, rejseholdets tidligere chef, fortæller om en gådefuld mordsag, der udspillede sig på godset Aagaard på Vestsjælland. Man manglede liget i første omgang, men indkredsede alligevel en skyldig.

Du fortalte for nylig i tv-programmet ”Kender du typen?”på DR1, at du har sommerhus på Vestsjælland.

Jeg har hørt om en gammel og brutal drabssag fra godset Aagaard ved Gørlev, og at Rejseholdet opklarede den efter en lang og spændende efterforskning.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Kan du fortælle mere om sagen?

Venlig hilsen Krebsen

Hej Krebs

Ja, den sag kender jeg faktisk godt, selv om den er gammel.

Jeg har også omtalt den kort i én af mine bøger.

Godset Aagaard ligger mellem Kalundborg og Slagelse og har eksisteret siden 1660.

Læs også: De syv dødssynder ligger til grund for mord

Sagen er fra 1950 og var et drama, som ikke bare befolkningen på Vestsjælland, men store dele af Danmark, fulgte med i.

Sagen indeholder nemlig mange af de ingredienser, som gør drabssager gådefulde.

Havde ingen fjender

Den begyndte med, at en staldkarl på Aagaard, den 69-årige norskfødte Martin Roald, pludselig forsvandt en dag i april 1950.

Han var en pligtopfyldende, afholdt og stille person, der passede sit og tilsyneladende ikke havde fjender.

Slagelse Politi fik assistance fra Rejseholdet, der ankom med chefen Jens Julius Nielsen Skov i spidsen.

Man formodede, at der var tale om en forbrydelse og gennemførte herefter en kæmpe eftersøgning for at finde Roalds lig, idet man gik ud fra, at han var død og liget gemt.

Læs også: Han fik sin egen datter slået ihjel

Man ledte og gravede på og omkring godset, men uden resultat.

Det formodede gerningsvåben, en togrenet fork, blev under ransagning af godset fundet gemt på halmloftet over hestestalden. En fork er et landbrugsredskab, som primært er beregnet til at flytte hø og halm med.

Efter datidens forhold blev der lavet et imponerende kriminalteknisk arbejde.

Efterforskerne fandt på et af forkens ”ben” et øjenvippehår.

Nægtede alt

Få dage efter at Roald blev meldt savnet, forsvandt også en anden medarbejder fra godset, hestepasseren Svend Aage Nielsen.

Man mistænkte ham for at have noget med Roalds forsvinden at gøre.

Læs også: Obduktion var med til at fælde morder

Sammen med den skjulte fork på loftet fandt politiet nemlig nogle effekter, der stammede fra indbrud på egnen, og som kunne kædes sammen med Nielsen.

Da Nielsen blev anholdt nogen tid efter, blev han sigtet og varetægtsfængslet for omfattende indbrudstyverier, som han tilstod, men han nægtede at kende noget til Roalds forsvinden.

Gav gevinst

Nielsen sad stadig fængslet for tyveri, da liget af Roald blev fundet ni måneder senere – i begyndelsen af 1951.

Rejseholdet havde besluttet at udvide eftersøgningsområdet, og det gav gevinst.

Liget af Roald var gravet ned på én af Aagaards marker. Han var myrdet, og drabet var tydeligvis forøvet med stor brutalitet.

Læs også: Danske Dagmar slog små børn ihjel

Forken var stukket ind i offerets ene øje, og liget var omviklet med sække og reb.

Nielsen blev afhørt igen og igen, men nægtede alt.

16 års fængsel

Selv om man ikke havde dna-teknologien dengang, kunne man fastslå, at øjenvippehåret på forken med meget stor sandsynlighed stammede fra Roald.

Det sammenholdt med, at man på liget også fandt et stykke reb, som matchede noget reb, man konfiskerede sammen med Nielsens tyvekoster på halmloftet, gjorde, at Nielsen blev sigtet og tiltalt for drabet.

Under hele efterforskningen og under retssagen nægtede Nielsen sig skyldig, men blev på grund af de stærke indicier dømt.

Han fik 16 års fængsel.

Lighedspunkter med nutiden

Når man analyserer denne gamle sag, er det pudsigt at se, hvor mange lighedspunkter der er med flere af nutidens sager.

Selvfølgelig udvikler efterforskningsmetoderne sig hele tiden, men det er tydeligt, at Rejseholdet dengang med J.J. Nielsen Skov i spidsen gennemførte en både grundig, metodisk og effektiv efterforskning.

Sagen understreger endnu en gang de vanskeligheder, politiet har i drabssager uden lig. Den udfordring viser sig også tydeligt i to sager, der for tiden fylder meget i medierne.

Læs også: Dette er mine yndlings-tv-krimier

Den ene er den danske sag fra Nordsjælland, hvor en præst er sigtet og varetægtsfængslet for at have myrdet sin kone.

Kvinden, der er psykolog, er sporløst forsvundet. Manden nægter sig skyldig.

Omgærdet af mystik

En anden spektakulær sag er fra Norge og drejer sig om milliardæren Tom Hagen, der mistænkes for at have dræbt sin kone, den forsvundne Elisabeth Hagen. Også Hagen nægter.

Som jeg har skrevet om før, kan det godt lade sig gøre at gennemføre en straffesag mod en mistænkt i en drabssag uden lig, men det er uhyre vanskeligt og kræver meget af efterforskerne og anklagemyndigheden.

Venlig hilsen Bent

Sponsoreret indhold