Krimi

William dræbte sin mor

16. februar 2022 Illustration: HermanDitte
William boede hjemme, fordi han ikke kunne tage sig sammen til at få et arbejde og sin egen lejlighed. Men da han fik en dom for narkosalg, smed hans forældre ham ud. Da han blev løsladt, tog han direkte hjem til sine forældre med kun én tanke i hovedet: hævn!
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Ingen kunne forstå, hvorfor William i en alder af 20 år stadig boede hjemme. Men den unge mand kunne ikke finde et bedre logi.

Hans mor, Anika, vaskede hans tøj, strøg hans skjorter og forsynede ham med lommepenge. Hun agerede også privatchauffør og kørte William rundt i byen, når han havde brug for det.

William var kort sagt sin mors øjesten. William gik ud af skolen som 17-årig med elendige karakterer, fordi han sjældent mødte op i skolen og aldrig gad læse lektier.

Forældrene begyndte at spørge deres søn, om ikke han kunne tænke sig en uddannelse, tjene sine egne penge og måske flytte hjemmefra. Hver gang var svaret, at han jo havde det så godt derhjemme.

Han fik alligevel et job, men det var ikke forældrenes kop te. William blev nemlig DJ på et stort diskotek i København, og i tiden derefter blev han mere og mere fjern.

Det blev til sidst nok for forældrene, der endelig sagde fra over for deres søn: ”Din mor og jeg har også brug for at leve vores liv uden at være afhængige af dig hele tiden”, forklarede hans far ham.

”Vi vil rejse, besøge venner, gå i teatret, på restaurant eller i biografen. Men vi kan ingenting, fordi din mor altid skal stå til rådighed for dig. Men det er slut nu”, sagde Jakob til sønnen.

Allerede næste morgen efter farens opsang kunne William konstatere, at forældrene satte handling bag ord: For første gang i sit liv var der ikke ryddet op på hans værelse og vasket tøj.

Ude af sig selv af raseri fløj han ud ad døren. Men først tømte han sin mors pung for penge. Han råbte, at han ville spise brunch på en restaurant, og at det fandeme ikke kunne passe, at han selv skulle betale.

Situationen forblev den samme, og drengen blev mere og mere frustreret over, at hans far og mor havde vendt ham ryggen. De talte ikke til ham og ignorerede ham fuldstændig.

Det blev rigtig slemt en dag i juni, da to betjente ringede på døren til familiens lejlighed. De kom for at hente William til afhøring angående salg af narko på det diskotek, han var begyndt at arbejde på for et år siden.

Så blev det endelig for meget for det tålmodige ægtepar. De satte sønnen på porten og sagde, at han ikke skulle vise sig igen, før han havde job, egen lejlighed – og i øvrigt havde stoppet sin kriminelle karriere som narkopusher.

William fik en betinget dom for narkosalg. Han blev løsladt sidst på eftermiddagen og tog direkte hjem til sine forældre. Moderen stod i køkkenet i færd med at lave aftensmad, da William låste sig ind. ”Har du fået job og lejlighed? Ellers er du ikke velkommen”, sagde Anika.

William svarede ikke, men tog et langt samuraisværd ned fra væggen. Han gik ind i køkkenet og myrdede sin mor.

William havde til hensigt også at myrde sin far, men i sidste øjeblik fik han en idé. Han smed sværdet fra sig, ringede til politiet og sagde, at hans far havde myrdet Anika.

Faren vågnede først, da betjente stod ved hans seng og ruskede i ham. William sad indsmurt i moderens blod og stirrede tomt ud i luften. Det tog kun politiet få øjeblikke at forstå, hvem morderen i virkeligheden var.

William tilstod og forklarede i retten, at han var blevet rasende over, at han ikke længere blev vartet op.

”Mine forældre ignorerede mig, og jeg var ved at blive sindssyg over at skulle gøre alting selv. Jeg er deres eneste barn, så jeg havde vel krav på deres opmærksomhed”, sagde William efter dommen.

Sponsoreret indhold