14 ting, jeg ikke vidste om at blive skilt – før jeg selv blev det del 2
Læs de første syv ting jeg ikke vidste om at blive skilt – før jeg selv blev det lige her
8. Intet er så forladt som et tomt børneværelse
I starten gik jeg aldrig ind på børnenes værelse, når de var hos deres far. Jeg kunne ikke bære at se på bamserne og deres halvfærdige Lego byggeprojekter, og jeg kunne ikke holde ud af indhalere duften fra deres dyner. Også det har jeg vænnet mig til.
I dag kan jeg sagtens gå ind på deres værelse uden af få våde øjne, men jeg må stadig indrømme, at der ikke findes noget så øde og forladt som et tomt børneværelse hver anden uge. Babiedukkerne stirrer så uhyggeligt.
9. Det er ikke sjovt at date
Jeg havde nok troet, at dating lidt var som at være med i en romantiske komedie, hvor scenen er kejtet, men samtidig varm og munter. Sådan var det ikke. Jeg oplevede, at jeg var en dårlig udgave af mig selv, når jeg mødtes med mænd, jeg havde skrevet med på nettet. Min timing fungerede simpelthen ikke. Jeg grinede på de forkerte tidspunkter og stillede alt for mange spørgsmål, fordi jeg var rædselsslagen for den pinlige tavshed.
Samtidig tog jeg også mig selv i at blære mig. Som om jeg var et bedre kort i kærligheden, fordi jeg engang havde interviewet Statsministeren. I det hele taget kan man sige meget dårligt om netdating, hvor man bare kan vælge og vrage på menneskemarkedet.
Men man kan også sige, at det er et nødvendigt onde, hvis man gerne vil dele livet med et andet menneske. Det ville jeg, så jeg hang i. Man kan jo heller ikke få et nyt arbejde uden at sende jobansøgninger. Til sidst var jeg dog lige ved at give op. Og så stødte jeg ind ham, som jeg er gift med i dag.
10. Bedsteforældre er virkelig de bedste
Jeg synes tit, man glemmer bedsteforældrenes rolle, når man snakker skilsmisse. For det første er det jo også en kæmpe sorg for dem. Og for det andet er de en uundværlig hjælp i rigtig mange brudte familier. Det var mine i hvert fald.
De kom fra Bogense til København til mindst en overnatning i mine børne-uger, hvor de hentede og bragte børnene, og hvor jeg kunne komme hjem fra arbejde til en lejlighed, der duftede af min mors boller i karry. Når jeg gik ud på mit badeværelse og så deres hjemmesyede toilettaske, så faldt mine skuldre altid et par centimeter.
11. Venner skulle have en medalje
Jeg aner helt ærligt ikke, hvordan jeg var kommet igennem min skilsmisse, hvis det ikke havde været for mine veninder. Dem, jeg har, er vidt forskellige, og de støttede mig også meget forskelligt. Min barndomsveninde sørgede for opredninger i gæsteværelset til mig og mine piger, når vi trængte til at komme væk, og hun arrangerede, at vi kom på ferie til Frankrig med hendes familie.
En anden lyttede og lyttede på mine elendigheder, indtil hun sagde: ”Hvor er jeg glad for, du ikke har en have med et stort træ. For så havde du da hængt dig i det.” En lærte mig, hvordan jeg skulle slå masker op på en strikkepind, og hvordan jeg skulle tackle en mand på første date. Jeg kunne skrive en hel masse mere om venners indsats, for de var der bare. Også når de ikke havde tid.
12. Klicheer er sande
Ja, det er en kliche, men den er god nok: Man bliver stærkere af sine kriser. Selv har jeg nok været et forkælet enebarn det meste af mit liv, men da verden ramlede omkring mig, fandt jeg ud af, at jeg faktisk godt kunne blive stående på benene helt alene. Det er rart at vide. Og i dag skal der helt sikkert mere til at vælte mig, end inden jeg blev skilt.
13. Livet bliver godt igen
Det gør det. Men det tager tid, og det bliver aldrig det samme som før. Kernefamilien får man ikke igen, men så får man heldigvis noget andet. På et tidspunkt frygtede jeg, at jeg aldrig ville blive rigtig glad igen. Altså helt nede i maven. Men det gjorde jeg. Jeg er også blevet ulykkelig igen over helt andre ting, for sådan er livet jo så dejligt omskifteligt.
14. Mine børn er ikke ofre
Det irriterer mig voldsomt, når folk taler om skilsmissebørn som ofre. Mine børn er ikke ofre, og jeg er sikker på, at de også helst vil være fri for at blive set på med medlidenhed.
Jeg er med på, de har et mere besværligt liv, hvor de hver anden uge skifter adresse, og hvor der altid er noget, de har glemt at tage med. Jeg er også med på, at de savner mere end de fleste, og at de har flere mennesker omkring sig. Faktisk har de otte søskende, hvis man tæller alle hele, halve og pap med. Men de er to meget glade piger, som har indrettet sig efter omstændighederne. Og så er de for øvrigt lykkelige for alle deres søskende. Hver og en.
Læs de første syv ting jeg ikke vidste om at blive skilt – før jeg selv blev det lige her
Du kan læse et stort interview med Karin Heurlin i denne uges Ude og Hjemme nr. 39 2017
Her kan du læse om skilsmissen og den tid der fulgte efter.
Du kan også deltage i konkurrencen om hendes nye bog "Inden du går, vil du så ikke blive lidt længere"
