Livsstil

Alle vores børn er en gave

18. december 2017 af Svend Aage Madsen, Bearbejdelse: Marianne Knudsen
June-Maria var bare 17, da hun fik den første - og siden er der næsten en gang om året ”dumpet” et nyt barn ind i familiens liv. I al fald er hun - som 25-årig - og hendes mand Niklas for nogle måneder siden blevet forældre til nummer seks.

Hjemme hos 25-årige June-Maria Ruud og hendes mand, 31-årige Niklas, er alle velkomne.

Også selv om parret har hænderne mere fulde end de fleste. For i august blev de forældre til deres sjette barn. Melion-Marchelius, som han hedder, kom til verden alt for tidligt og vejede blot 2.550 gram.

– Det var, som om han ikke havde tid til at vente på at møde sine søskende, som han kunne høre inde fra maven, siger June-Maria, der er Norges yngste mor til seks børn.

Ligesom sine søskende, 6-årige Noah-Nathaniel, 5-årige Milian-Mattheus, 4-årige Adriel-Amadeus, 2-årige Lone-Leandra Miracle og 1-årige Eliana-Esthelle, har den lille dreng fået et ganske særligt navn, som skiller sig ud.

– Vi kan godt lide navne, som ikke alle har. Det specielle er, at alle vores børns navne indeholder betydningen ”Guds gave”, fortæller den unge mor fra Skien.

De fem søskende er glade for deres nye lillebror, selv om de kom op at skændes på hospitalet, da de første gang skulle hilse på ham. Alle ville nemlig gerne holde ham. Men nu står de i kø hver morgen for at give ham et farvelkys, inden de skal i skole og børnehave.

– Plageriet om at få endnu en søster eller bror er allerede i gang. De store drenge drømmer om at få en lillesøster mere, smiler June-Maria.

Kærligt familieliv

Hun er selv vokset op i en stor familie med 13 søskende, hvilket betyder, at hendes børn allerede har en masse fætre og kusiner. Familien er kristen, men er ikke medlem af en sekt.

– Vores sjette barn var bestemt ikke planlagt, og derfor ser vi ham også som en gave fra Gud, siger June-Maria.

Hun var bare 17 år, da hun første gang blev gravid, og hun ventede sit andet barn, da hun og Niklas blev gift. Det er dog allerede flere graviditeter siden.

– Selvfølgelig er det til tider krævende at have så mange børn, men det opvejes af, hvor givende det også er. Vores liv er helt fantastisk. Den kærlighed, som vi har til hinanden, kan alle mærke, når de er sammen med os. Her sker jo noget hele tiden.

Når June-Maria har en ledig stund, opdaterer hun sin blog ”Lykken er mange”, der har har mellem 5.000 og 10.000 besøgende hver dag. Her deler hun ud af sine tanker og oplevelser fra familiens travle hverdag.

– De fleste kommentarer er venlige, og de, der ikke er, har jeg lært at ignorere. De er simpelthen for dumme til, at jeg vil lade mig påvirke af dem.

Da hun var gravid med sit femte barn, måtte hun lukke sin blog ned på grund af trusler. Flere skrev blandt andet, at hun medvirkede til overbefolkning af verden. Og andre skrev, at hun ikke kunne have råd til at være en god mor for alle sine børn.

– Men på det seneste har internet-troldene været stille. Jeg håber, de kan se, at vi har et familieliv fyldt med kærlighed. Jeg er ung og vokser med morrollen. Og ikke mindst har jeg overskud til at give alle børnene alenetid med mig. For selv om de er søskende, har de forskellige interesser og behov, siger June-Maria.

Husker kærestetid

Gode rutiner er også vigtige for at få hverdagen til at hænge godt sammen med så mange børn, og det er ikke kun forældrene, der sætter pris på det. Børnene trives også bedst med de faste rammer.

– Vi putter for eksempel de tre mindste først og samtidigt. Dernæst den næstældste, mens den ældste får lov til at være lidt længere oppe om aftenen. Om du skal børste tænder på ét barn eller seks spiller ingen rolle. Overgangen fra at være et par til at blive forældre første gang var faktisk meget større, end da vi blev forældre for sjette gang, fortæller Niklas.

Han understreger, at parret også er gode til at få passet børnene af en babysitter, så de kan have kærestetid sammen.

– Vi husker også at være kærester, selv om vi er forældre til seks, siger Niklas.

Sponsoreret indhold