Børnepasning får mænd til at føle sig maskuline

I nogle familier er de traditionelle kønsroller vendt så meget på hovedet i forhold til tidligere, at det er kvinden, der arbejder meget og tjener mest, mens manden har størstedelen af ansvaret for hjem og børn.
En ny ph.d.-afhandling har åbnet hoveddøren til en række af disse hjem for at finde ud af, hvad der sker, når det er kvinden – og ikke manden – der stiger i graderne. Det skriver Videnskab.dk.
- Historisk set har familielivet jo været præget af nogle relativt bestemte magtdimensioner mellem kønnene. Man har tidligere talt om "baglandskvinderne", som bakker op og er baglandet for deres mænd. Men hvordan tilpasser mænd sig til kvinder, der gør karriere? spørger Anna Sofie Bach, der står bag afhandlingen.
Læs også: Sygeplejefaget tiltrækker maskuline mænd
Positivt tilvalg
Anna Sofie Bach har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling "Morgendagens mænd" ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet. Her har hun blandt andet kigget på, hvad rollen som baglandsmand eller -far betyder for den måde, mændene konstruerer deres maskuline identitet på.
- Jeg har søgt svar på, hvordan mænd kan indtage de her omsorgspositioner på en måde, så det bliver et positivt tilvalg, hvor de stadig kan blive set af verden og dem selv som mænd, forklarer hun.
Med den klassiske kvalitative analyse som metode har hun interviewet 22 mænd i alderen 30 til 50 år. Fælles for mændene er, at:
* de lever sammen med kvinder, som er kontorchefer eller specialkonsulenter, har megen rejseaktivitet, er selvstændige eller andet, som betyder meget tid væk fra hjemmet.
* konen eller kæresten har en lederstilling, tjener mere end 500.000 kroner om året eller arbejder mere end 37 timer.
Læs også: Kvinder vil hellere have tynde mænd end machomænd
Primær omsorgsgiver
En stor del af projektets mænd tager fat i deres øgede tilstedeværelse i familien som kernen for deres identitet som mand.
- Mændene identificerer sig rigtig meget med at være fædre, der er så heldige at kunne være meget sammen med deres børn. Nogle af dem kommer så meget på banen, at de efter eget udsagn bliver den primære omsorgsgiver for børnene og den, der husker, om der er skiftetøj i vuggestuen og har styr på legeaftalerne, fortæller Anna Sofie Bach og tilføjer:
- De ser det slet ikke som uforeneligt med at være en mand. Tværtimod. De finder stor glæde i det og en form for social prestige. Det er et positivt fravalg af en høj karriere til fordel for at være sammen med deres børn.
Læs også på Videnskab.dk
Hvorfor græder kvinder mere end mænd?
