Livsstil

Brev til Mimi: Hans søn er anderledes

25. november 2020 af Dorthe Wamsler. Modelfoto: Panther Media
En læser undrer sig over, at hendes kærestes søn ikke er så udviklet som hendes jævnaldrende datter. Børnene er begge 3 år. Drengen har mistet sin mor, og det kan være en del af forklaringen. Mimi råder læseren til at holde igen med kritikken og i stedet give drengen masser af kærlighed.

Hej Mimi
Jeg er en kvinde på 30 år, der har en datter på 3. Hendes far bor i udlandet, så de ses desværre ikke så tit. For et halvt år siden mødte jeg en mand, som også har et barn fra et tidligere forhold. Hans søn er på alder med min datter, og drengens mor døde af kræft for to år siden. Det betyder, at vi begge har vores børn hos os fuldtid.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Sent udviklet

Problemet er, at selv om vores børn er jævnaldrende, er der stor forskel på dem. Min datter er renlig og taler rent, har en god motorik og er lærenem. Drengen er helt anderledes – han taler i enstavelsesord, er klodset og bruger stadig ble. Jeg synes, det virker, som om der er noget galt med ham, men min kæreste siger, at han bare er sent udviklet.
Det er et ømtåleligt emne, så jeg har indtil videre ikke talt så meget om det. Men nu skal vi snart flytte sammen, og så bliver vi nødt til at forholde os til det på en eller anden måde. Hvad synes du?
Mange hilsener DE

LÆS OGSÅ: 10 gode råd til børn i sorg

Ramt af sorg

Kære DE
Jeg synes først og fremmest, du skal give den lille fyr al den kærlighed, du kan. Det er ikke usædvanligt, at drenge er senere udviklet end piger, men her er der formodentlig tale om noget lidt anderledes, fordi han har mistet sin mor, og familien har været ramt af sorg.
Måske har drengen brug for ekstra hjælp? Jeg går ud fra, at han går i børnehave, og den skal I samarbejde med. Pædagogerne har stor erfaring og er altid gode at lytte til. Tag imod råd fra dem, for der kommer de fra neutralt hold.
Pas på med at sige noget til din kæreste, der kan opfattes som kritik af hans søn. Det er det sidste, der er brug for. Tag dig kærligt at drengen, han har brug for en mor, og her kan du spille en stor rolle i hans liv. Også din dygtige datter kan være en god rollemodel. Børn efterligner jo hinanden.
Kærligt talt Mimi

Sponsoreret indhold