Brev til Mimi: Min datter anklager mig

Hej Mimi
Jeg har to voksne børn, der begge lever deres eget liv. Min søn er glad og tilfreds og har en kone og et barn, men min datter har det svært. Hun går til psykolog og siger, at det er min skyld, at hun har det så dårligt.

Jeg var enlig mor

Da børnene var små, trak jeg det store læs, fordi deres far forlod os. Jeg havde dobbeltarbejde for at få det til at hænge sammen, og måske har jeg ikke været så meget til stede, men jeg mener da, at jeg var kærlig og omsorgsfuld.
Min datter anklager mig derimod for ikke at vist hende nok kærlighed. Hun slås med lavt selvværd og har svært ved at få en hverdag til at hænge sammen, og det skulle være på grund af mig. Jeg er virkelig ked af de anklager, og jeg synes ikke de er berettigede. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen Jannie

LÆS OGSÅ: Derfor svigtede jeg min datter

Vis respekt og accept

Kære Jannie
Du må acceptere, at det er den måde, din datter har opfattet sin barndom på. Og hvis hun har følt sig for lidt i centrum, kan det sagtens resultere i lavt selvværd. Tro mig, det ved jeg alt om fra min egen barndom.
Jeg ved også alt om at have haft for travlt til at være en allestedsnærværende mor, og mine egne børn har haft al mulig grund til at bebrejde mig. De er dog kommet dertil, hvor de ikke anklager mig. Som den ene udtrykte det: - Du er den bedste mor, vi har haft.
Til gengæld må din datter – som mine børn – erkende, at tiden ikke kan skrues tilbage. Fortiden kan ikke ændres, og man kan ikke gøre noget om, hvor gerne man end ville. Derfor skal I se at komme videre og få mest muligt ud af hinanden nu og i fremtiden. Og det kan blive rigtigt dejligt, skulle jeg hilse og sige.
Kærlig talt Mimi