Brev til Mimi: Min mor er ligeglad med mig

Hej Mimi
Jeg har i mange år forsøgt at skabe en god relation til min mor, men det er ikke rigtig lykkedes. Hvis jeg spørger hende, om vi skal foretage os noget sammen, siger hun tit, at jeg hellere skal gøre det med en veninde, og hun besøger mig sjældent og ringer endnu sjældnere. Jeg har to børn, og jeg ønsker, at de har et godt forhold til deres mormor. De vil gerne besøge hende, men når vi endelig er der, føler jeg, vi er til besvær.
Gider ikke børnebørnene
Det ville også være dejligt, hvis hun ville passe børnene fra tid til anden. Men hun har aldrig tilbudt det, og jeg bryder mig ikke om at spørge mere, for hun siger oftest nej. Jeg kan ikke forstå, at hun er så uinteresseret i mig – hendes datter – og sine børnebørn. Det sårer mig at hun åbenbart er rimelig ligeglad med os.
Når jeg tænker over det, har jeg nok altid søgt min mors nærvær og kærlighed, og hun har altid har været temmelig fraværende. Også da jeg var barn og ung. Jeg kan ikke forstå, hvorfor hun har det sådan.
Mange hilsener UP
LÆS OGSÅ: En læser fortæller: Jeg savner en far i mit liv
Kære UP
Jeg kan godt forstå, du er ked af det og skuffet over din mors manglende interesse. Desværre kan jeg ikke give dig megen trøst. Din mor er formentlig ikke til at nå. Sådan er der nogle, der er, og man kan undre sig over, hvorfor de egentlig har fået børn. Min egen mor brød sig ikke særligt om mig. Sådan har jeg følt det hele mit liv, men de senere år er jeg begyndt at tænke på, om hun i virkeligheden bare ikke var god til at vise sin kærlighed. Det luner lidt.
LÆS OGSÅ: Min datter hader mig
Men jeg tror desværre ikke, det er forklaringen med din mor. Du giver hende rigeligt med lejligheder til at vise kærlighed og interesse. Jeg ved, det lyder hårdt, men du må nok se i øjnene, at hun ikke er der for jer. Giv dine egne børn al den kærlighed, du kan og stop med at forvente noget af din mor.
Det er hårdt at erkende, og hvis det var mig, ville jeg blive meget vred. Vrede hjælper tit til at komme over en sorg. Men lad ikke børnene mærke noget. Koncentrer dig om dem og dit eget liv .
Kærligt talt Mimi