Brev til Mimi: Tør jeg kritisere min søsters børneopdragelse?

Hej Mimi
Min søsters familie og min egen ses tit, og vores børn er jævnaldrende og leger godt sammen. Men min mand og jeg har ofte talt om, at min søster og hendes mand behandler deres døtre meget forskelligt og stiller forskellige krav til dem. Den ældste pige er 11 år og har mange gøremål i hjemmet, mens den yngste på 8 praktisk talt ikke hjælper med noget som helst.

Frygter uvenskab

Vi har aldrig sagt noget, for vi synes egentlig ikke, det er vores sag. Men den senere tid har vores egne børn bemærket det, og da min ældste niece for nylig overnattede hos os, kunne hun ikke sove og kom ned i stuen. Hun fortalte, at hun var ked af det og følte sig uretfærdigt behandlet derhjemme. Vi trøstede hende, og efterfølgende har min mand og jeg talt om, hvad vi skal gøre. Vi vil gerne hjælpe, men jeg vil jo heller ikke blive uvenner med min søster. Hvad tænker du?
Med venlig hilsen Katrine

LÆS OGSÅ: Brev til Anne-Marie Østersø: Du svigter din datter

Pligt til at blande sig

Kære Katrine
Det lyder for mig, som om du har et tæt og godt forhold til din søster, og det må kunne bære en alvorlig snak. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at du skal hjælpe din niece. Det er i det hele taget altid i orden at blande sig, når børn er i klemme, og det gælder ikke mindst, når man tilhører den nærmeste familie.
Det er naturligt, at den ældste har flere forpligtelser end den yngste, men hvis hun føler sig uretfærdigt behandlet, må du tale med din søster. Det kan være, hun slet ikke er opmærksom på problemet.
Jeg tror også, det er muligt at tale sammen uden at virke bebrejdende eller bedrevidende, for det kan de færreste af os jo lide. Det får os til at lukke af for gode råd. Tag den snak i en velvalgt stund eller lad et par små bemærkninger falde, når du ser eksempler på forskelsbehandlingen. Men lad ikke børnene høre det. Det er en sag mellem de voksne, og der skal ikke skabes yderligere splid mellem de to søskende.
Kærligt talt Mimi