Demokrati eller diktatur i familien
Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter
De mange år med curling har givet os børn, der ikke selv kan søge job eller varetage ét, når de så får det.
Der er forældre, der endnu ikke har givet slip, når børnene kommer på universitetet. De ringer til studiesekretæren og spørger, om der skal madpakke med på rusturen, eller klager over børnenes karakterer.
Voksen, men hjælpeløs
Der er også historien om overlæge-faderen, der søgte lejlighed til sin 27-årige søn, som netop havde afsluttet jurastudiet.
Højt serviceniveau
Mange af curling-historierne virker ekstreme, men mon ikke flere af os ved (hvis vi skal være hundrede procent ærlige), at vi ofte gør for meget for vores børn i stedet for at prøve at lade dem klare sig selv?
Jeg skal være den første til at indrømme, at serviceniveauet er for højt herhjemme - selv om jeg godt ved, at børn skal "slå sig", hvis de skal lære at begå sig i den virkelige verden.
LÆS OGSÅ: Lær at håndtere vrede - både din egen og dine børns
Spise- eller forhandlingsbord
Børn bestemmer eller er medbestemmende om meget, og derfor er mange reklamer målrettet familiens yngste: Reklamefolkene ved, at børn bliver hørt om alt fra feriedestination til farven på den nye bil og valg af aftensmad.
Det er i orden at høre børnenes mening, men meget må ikke være deres valg. De skal vide, at det i sidste ende er en voksen, der tager valget og ansvaret. Hvis de har valget alene, får de automatisk også ansvaret, og hvad så, hvis det ikke går? Er det så barnets skyld? Lad barnet blive hørt, men gør det klart, at den endelig beslutning ligger hos dig.
LÆS OGSÅ: Mette kunne ikke styre sin søn: Jeg lærte at være mor
Børnemagt
Mine børn bestemmer meget - men kun meget lidt af det, der virkelig betyder noget.
De bestemmer selv:
¤ Hvilket tøj de har på.
¤ Hvad vi spiser til deres fødselsdag.
¤ Hvordan deres værelse indrettes - selv om der bliver givet gode råd, og det også afhænger af økonomi.
¤ Hvilke fritidsinteresser de går til - dog ikke antallet af dem, og igen kan der være begrænsning på grund af pris og/eller afstand.
¤ Hvem de leger med.
¤ Hvad de bruger deres lommepenge på.
De bestemmer ikke:
¤ Hvor eller hvordan vi skal bo.
¤ Hvilken bil vi kører i - og i hvilken farve.
¤ Hvor vi skal hen på ferie, for de ikke har overblik over økonomien.
¤ Deleordninger i forbindelse med skilsmisse - men de bliver selvfølgelig hørt.
¤ Hvilken skole de går på, men igen bliver de hørt.
¤ Hvad vi spiser. De har indflydelse, men vi skal have andet end spaghetti med kødsovs, pandekager med is og Nutella-madder.
