Deres bog er en bestseller: Skolepiger med flette-succes

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen – men der er noget, der tyder på, at Laura og Maries fletninger måske gør! De to skolepiger, som elsker at flette hinandens hår, er i hvert fald en af årets største og mest overraskende succeser i forlagsbranchen.
I august 2014 udgav de bogen ”Fletninger”, som de selv har skrevet og fotograferet til.
LÆS OGSÅ: Kræftsyge Marlene forbereder sine børn
Kæmpe succes
Efter bare tre dage strøg bogen ind som nummer et på de danske bestsellerlister. Og der har den ligget siden.
”Fletninger” er allerede trykt i tre oplag. Den engelske e-bogsversion, som pigerne selv foreslog at lave, så deres udenlandske fans også kan være med, går det også godt for.
Journalister og fotografer fra hele medie-Danmark har rettet spotlyset mod de to piger, som også har været i fjernsynet for at fortælle om deres overvældende succes.
– Det er helt vildt, siger 15-årige Laura Arnesen og smiler, så hendes brune øjne lyser.
– Fuldstændig vanvittigt, supplerer 14-årige Marie Wivel med et lige så stort smil.
De to veninder, der går i 9. B på Tranegårdskolen i Hellerup, har dog stadig benene på jorden. Præcis hvor mange bøger, de har solgt, og hvad de indtil videre har tjent, ved de ikke.
– Vores forældre er ret bestemte, så pengene ryger alligevel bare ind på en konto. Vi får ikke lov til at bruge dem på en halv dag på Strøget, lyder det fra Marie, som af samme grund fortsat går med aviser, ligesom Laura stadig passer sin tjans som babysitter for at tjene til lommepengene.
Pigerne, som bor et stenkast fra hinanden, har været veninder siden børnehaveklassen. Siden begyndte de til håndbold sammen, og det var dér, i pauserne mellem kampene til stævnerne, at de fandt på at flette hinandens hår – for at få tiden til at gå og fordi de syntes, det var sjovt.
LÆS OGSÅ: Min mor er mit mareridt
Hitter på nettet
Under lærer-lockouten i april 2013, da Laura og Marie gik i 7. klasse, besluttede de sig en dag for at oprette en Instagram-profil på internettet for at dele deres flettemetoder med andre.
– Vi lå derhjemme på værelset og kedede os og så film og tv-serier, fordi vi ikke kunne gå i skole. I mange af filmene, for eksempel i Hunger Games og i Game of Thrones, er der fletninger, og så sad vi og øvede os på at flette dem. Det var hyggeligt, fortæller Marie.
Instagram-profilen, som de gav navnet HairAndNailsInspiration, blev hurtigt en succes. I løbet af en uge havde pigerne omkring 1.000 fans, efter et halvt år voksede tallet til 10.000, og i løbet af et år var fangruppen eksploderet til hele 75.000 piger. I dag er det tal steget til 85.000.
– Det er piger fra både Danmark, Mellemøsten, USA, Canada, Indien, Fillippinerne, Holland og Spanien. Fra hele verden. Alle kan åbenbart relatere til det her. Det er også nemt. Det koster jo ikke noget at lave en fin fletning. Mange har måske ikke råd til dyrt tøj eller tasker. Det eneste, man behøver med fletninger, er tålmodighed og en smule vilje, lyder det fra pigerne, som sidste efterår supplerede deres Instagram-profil med en YouTube-kanal, hvor de lægger små instruktionsvideoer op.
Marie og Lauras åbenlyse talent for at markedsføre sig selv på de sociale medier på internettet fik i december i fjor forlaget PeoplesPress til at kontakte dem og tilbyde dem en bogkontrakt.
Resten er – som amerikanerne siger – historie.
Hvad fremtiden byder på, ved Laura og Marie ikke. Men sikkert er det, at de vil fortsætte med at flette – og med at lægge deres teknikker og erfaringer ud på nettet.
Der ligger jo en hel verden derude at erobre – og noget tyder på, at Laura og Marie kun lige er begyndt!
LÆS OGSÅ: Mathilde har aldrig været en hindring


Ny bog
Interviewet blev bragt i Ude og Hjemme i uge 42 i 2014. Siden har Laura og Marie udgivet endnu en bog ”Flettepigernes favoritter”. Bogen er udgivet af People’s Press og koster 149,95 kr.
I Uge og Hjemme nr. 51, som udkommer den 16. december, får du et par af pigernes flette-opskrifter til smukke frisurer til jul og nytår.
