Din tipoldemors forhold til følelser var anderledes end dit
Du tænker måske, at kærlighed, sorg og glæde er grundlæggende ingredienser i et menneskeliv.
Mere overraskende er det måske, at disse følelser eller vores opfattelse af disse følelser har ændret sig i løbet af historien. Det skriver Videnskab.dk.
Med andre ord var dine tipoldeforældres følelser sandsynligvis anderledes end dine, fordi de levede i en anden tid.
Følelsen af skam
Og det er et aspekt af historien, som historikerne de seneste 10 år har fået øje for. En af de danske historikere, som arbejder med følelseshistorie, er adjunkt og ph.d. i historie på Københavns Universitet Karen Vallgårda.
- Det, jeg ser på, er, hvordan folk har praktiseret deres følelser. Det, folk har udtrykt gennem ord eller handlinger, er jo det, der har påvirket deres omgivelser, siger Karen Valgårda.
Hun forsker selv i udviklingen af følelsen skam i forbindelse med skilsmisse fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag.
Men vi begynder med at skrue tiden et par hundrede år tilbage for at forstå, hvordan følelser har udviklet sig eller skiftet status over tid.
Læs også: Autister har også følelser
Melankoli var nemlig i 1700-tallet en følelse, der var på mode. Melankolien var helt almindelig og acceptabel at udtrykke.
Var man melankolsk, var det et udtryk for, at man havde forstået tilværelsens alvor.
Sur smiley
I dag bliver melankoli betragtet som et tegn på, at der er noget galt i ens liv. Det er en problematisk følelse.
Det vil sige, at der skal gøres noget ved den, så vi kan komme af med den igen, for eksempel ved at gå til læge. Det ser vi tydeligt, hvis vi kigger på, hvordan vi håndterer børns liv.
- Børn bliver bedt om at pege på en glad, mellemfornøjet eller sur smiley hos sundhedsplejersken, når sundhedsplejersken skal finde ud af, hvorvidt de trives i hjemmet og i skolen. Peger barnet på en sur smiley i skolen, spørger sundhedsplejersken ind til det. Selvfølgelig for at finde ud af, om der er et problem, der skal løses. Men det påvirker jo også børnene, fordi det giver børnene opfattelse af, at de bør være glade, når det er den sure smiley, der bliver problematiseret, siger Karen Vallgårda.
Læs også: Derfor afslører ansigtet vores følelser
Hun forklarer, at følelser på den måde kan vinde eller tage legitimitet. Et andet eksempel er følelsen af jalousi.
Amerikansk historieforskning viser, at jalousi blev betragtet som en ganske naturlig følgesvend til forelskelse i 1800-tallets middelklasse. I dag forsøger vi derimod at skjule følelsen, fordi det er en "grim" og illegitim følelse i andres øjne.
Normalt at udtrykke væmmelse
Og det er ikke helt ligegyldigt, hvordan vores forfædres følelsesliv lignede eller var anderledes end vores. For eksempel var det, ifølge et amerikansk forskningsresultat, helt normalt og socialt acceptabelt for overklassens fine fruer at udtrykke både væmmelse, men også medlidenhed over for fattige og fattigdom.
- Væmmelse og medlidenhed var ikke bare følelser, som viste forskellen mellem forskellige befolkningsgrupper. Følelserne var også i sig selv med til at skabe afstand til andre mennesker, siger Karen Vallgårda med henvisning.
Hun forklarer, at følelserne på den måde bidrog til at skabe og fastholde de klasseforskelle mellem mennesker, som prægede 1800-tallet.
Det sidste eksempel, på hvordan vores følelsesliv og vores opfattelse af følelser var anderledes end vores bedsteforældres, finder vi i Karen Vallgårdas egen forskning i skilsmisser.
Mange af os går måske rundt og tror, at der kom mange flere skilsmisser i halvfjerdserne, fordi kvinderne nu kunne forsørge sig selv. Men det øgede antal skilsmisser kunne også skyldes, at følelserne i befolkningen omkring det at blive skilt havde ændret sig, siger Karen Vallgårda.
Blev "skammet" for følelser
Historikeren gennemtrevler i øjeblikket gamle skilsmissesager fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og på den tid var skam en central følelse i modsætning til i dag.
Dengang blev kvinder og mænd nemlig i højere grad "skammet" af omgivelserne, hvis de valgte at lade sig skille. Det vil sige, at fraskilte, særligt i samfundets højere sociale lag, risikerede at blive socialt isolerede.
Historikerens analyse af kilderne viser således, at det ikke kun var kvindens manglende muligheder for at forsørge sig selv, som holdt parterne i ægteskabet.
Truslen om at kunne blive skammet og frosset ude af omgivelserne kunne også afholde folk fra at blive skilt.
Læs også: Forsker: Dyr har følelser som små børn
Karen Vallgårda siger, at effekten af at føle skam i forbindelse med skilsmisse er mindre i dag, end den var for hundrede år siden.
Vi undlader ikke længere at gå fra hinanden, fordi det er skamfyldt at blive skilt.
- Skam er en regulerende følelse, som knytter sig til forskellige handlinger gennem tiden og i forskellige dele af samfundet, siger forskeren og forklarer, at hun dermed mener, at skam i forbindelse med skilsmisse har mistet sin kraft, selv om den stadig eksisterer i en anden form.
Kvindens frigørelse
- I dag handler skammen måske mere om, at folk føler, at andre mener, at de, der bliver skilt, svigter deres børn. At de burde have holdt ud for børnenes skyld, siger Karen Vallgårda. Hendes hypotese er, at der var mindre fokus på konsekvenserne for børnene som del af bekymringerne omkring skilsmisser i 1970'erne, hvor kvindens frigørelse fra manden og parforholdet var i centrum.
Læs også: Blåt lys forstærker dine følelser
Vores forfædre gik også rundt og burde føle noget, fordi det var de følelser, som normerne dikterede.
Og at burde føle noget er faktisk en de mange faldgruber, der er ved at studere historiske kilder som for eksempel breve, når forskere undersøger dine forfædres opfattelse af følelser.
Forfatteren til kilden kan nemlig eksempelvis:
- Overdrive en følelse i teksten. I slutningen af 1700-tallet foreskrev normerne for eksempel, at man skulle være ekstremt følsom og sentimental. For at stå sig godt i andres øjne udtrykte dannede brevskrivere sig følsomt og blødhjertet i breve – også selv om de måske i virkeligheden var temmelig ligeglade.
- Skjule følelser, som ikke er socialt acceptable. I dag er det for eksempel ikke socialt acceptabelt at give udtryk for misundelse, selvom de fleste sandsynligvis har mærket følelsen på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Følelseshistorie kan således være et temmelig uhåndgribeligt forskningsområde, hvor den videnskabelige analyse hurtigt kan falde til jorden, hvis ikke de metodiske overvejelser er tænkt godt igennem.
- Jeg forsøger i min forskning ikke at gå for meget op i, hvor autentiske følelser er, og jeg mener heller ikke, at man kan skelne mellem det indre og det ydre. Hvis man bliver vred og udtrykker sin vrede, så bliver man samtidig selv mere vred. Så de to ting hænger sammen, siger Karen Vallgårda og fortsætter:
- Det, jeg ser på, er, hvordan folk har praktiseret deres følelser. Det folk har udtrykt gennem ord eller handlinger, siger Karen Valgårda og forklarer, at de udtrykte følelser er det, der har skabt historie.
Læs også: Hjerneforskere har fundet forbindelsen mellem følelser og hukommelsen
Mens Karen Vallgårda har beskæftiget sig meget med følelsernes historie, anvender andre historikere blot følelser som en vinkel på historien blandt mange andre.
En af dem er ekstern lektor på Københavns Universitet Peter Wessel Hansen, som i 2013 forsvarede en ph.d.-afhandling om middelstandens fattige i København i 1700-tallet.
Vil ikke ignorere følelser
Et af kapitlerne i afhandlingen handlede om de følelser, som fattige udtrykte, og de følelser omkring fattigdom, som samfundet mente, de burde udtrykke.
- Jeg har beskæftiget mig med følelser, fordi de var meget fremtrædende i kildematerialet. Jeg synes, jeg havde været en dårlig historiker, hvis jeg havde ignoreret dem. De spillede en væsentlig rolle i kilderne og viste sig også at være af stor betydning for analysen af dem, siger historikeren.
Læs også: Ny brille skal afsløre dine følelser, når du køber ind
Peter Wessel Hansen mener, at følelseshistorie med tiden vil blive en af de mange måder, som en historiker har mulighed for at angribe fortiden på.
For 10-15 år siden var det for eksempel den såkaldte mikrohistorie, som var ny. Mikrohistorie er en måde at skrive historie på, hvor forskeren fortæller den store historie set nedefra, ud fra et enkelt eksempel.
Mangfoldig historieskrivning
Det kan være en enkelt landsby eller et enkelt individ. I dag er mikrohistorien blot et af mange greb, som historikerne kan tage på fortiden, mens den klassiske politiske historieskrivning fortsat også trives.
Peter Wessel Hansen mener således, at vi nu og i fremtiden blot vil få en mere og mere mangfoldig historieskrivning, hvor følelsesperspektivet på vores forfædres og bedsteforældres liv og samfund er en blandt mange vinkler, en historiker kan bruge.
Læs også på Videnskab.dk
