Døjer du med urolige ben: Her er otte råd

Kære Jerk
Jeg har i flere år haft urolige ben om aftenen og natten. Et lægemiddel har hjulpet mig ganske meget. Har du flere råd?
Irene
Læs også: 10 madvarer der giver smuk hud
Kære Irene
Rigtig mange generes af uro i benene. Det føles typisk som en krybende, varm, stikkende, svidende, brændende og/eller smertende fornemmelse, når man har lagt sig om aftenen. Hos de fleste er tilstanden ubehagelig i perioder, men trods alt til at leve med. Andre plages desværre så meget, at nattesøvnen påvirkes, fordi man må op for at få uroen ud af benene. Jeg har nogle forslag, du kan forsøge:
- Drop koffein-indtaget fra kaffe, te, cola og chokolade, især efter aftensmaden.
- Massér lægmusklerne inden sengetid, og stræk dem ud ved at læne dig op ad en væg.
- Tag et varmt bad, inden du går i seng.
- Bevæg dig godt i dagens løb, men lad være med at træne for tæt på sengetid.
- Tag tilskud af magnesium i størrelsesordenen 300 milligram dagligt.
- Mangel på mineralet jern kan være forklaringen, især hvis du er en kvinde i den frugtbare alder. Få blodprocenten målt.
- Tager du medicin, kan du tale med lægen om, hvorvidt de urolige ben kan være en bivirkning. Det gælder blandt andet til antidepressive midler.
- Få blodtrykket tjekket, da det kan være forhøjet, når man ofte har anfald af urolige ben.
I svære tilfælde kan lægen ordinere medicin mod de urolige ben. Den tages to til tre timer før sengetid, men den har potentielle bivirkninger, så jeg anbefaler, at man også selv prøver at gøre noget.
Mange hilsner Jerk W. Langer