Livsstil

Drengepiger og tøsedrenge

16. juni 2015 Charlotte Højlund Foto: Charlotte Højlund
Små børn er forskellige, og nogle piger vil kun gå i superheltetøj og lege med drengene, mens nogle drenge helst klæder sig ud som prinsesser. Familie-ekspert Charlotte Højlund giver dig gode råd til at tackle, hvis din søn eller datter hellere vil være det andet køn.

For nylig læste jeg artikel om et amerikansk forældrepar, der havde ladet deres datter leve som dreng, siden hun var 4 år. Så snart hun havde lært at tale, havde hun nemlig givet udtryk for, at hun var en dreng og ikke en pige, selv om biologien sagde noget andet.
Min datter, Kamille, der i dag er 16 år, havde også en periode, hvor hun sagde, at hun var en dreng, stort set kun havde drengevenner og gik i drenget tøj som armybukser – i hvert fald intet lyserødt. – Jeg er ikke sådan en tøsetøs som Karoline, sagde hun. Karoline er hendes storesøster.
Efter nogle år gik det over, og i dag er hun meget feminin.

Går kun i drengetøj

Min yngste, Lykke, er også meget drenget og leger helst med ”andre” drenge. Hun går kun i blå og grønne hættetrøjer, ditto bukser, og selv hendes underbukser er boxershorts, fordi hun nægter at have pigeundertøj på.
Lykke bliver ked af det, hvis man prøver at overbevise hende om, at hun er en pige – også selv om hun godt ved, at hun mangler ”tappen”. Men hun siger samtidig, at hun er en pige, fordi hun har en tissekone. Det giver ingen mening, men jeg vil ikke slås med hende. Hun må være den, hun vil, og indtil videre har hun ikke bedt om at få håret klippet kort som sine brødre.

LÆS OGSÅ: Hjælp til særligt sensitive drenge

For nylig var jeg til fodboldkamp med en af drengene, og der fandt Lykke sammen med en yngre dreng, der stædigt fastholdt, at han var pige. Ifølge forældrene foretrak han rødt og lyserødt og klædte sig i prinsessekjoler. De to havde en fest på sidelinjen.
Min mor er ikke enig med mig, når jeg støtter Lykkes ønske om drengetøj. Men jeg vil ikke slås med mit barn om det, og jeg vil slet ikke være den, der får hende til at føle sig forkert.
Måske går det over, som det gjorde med Kamille, måske gør det ikke – og så er det bare sådan, det er ...


Sådan støtter du dit barn bedst muligt:

Sådan gør du, hvis din søn eller datter føler sig som det andet køn:
✔ Lad barnet være – hvis hun er gammel nok til at forstå kønsforskellene, ved hun også bedst selv, hvornår hun har det godt.
✔ Se tiden an – det kan sagtens være en periode, der går over af sig selv. Og hvis det ikke går over, er der alligevel ikke noget, du kan gøre ved det.
✔ Køb det tøj, barnet vil have – hvorfor presse ham eller hende i drenge- eller pigetøj, hvis de ønsker det modsatte? De bliver bare kede af det, og der kommer en masse konflikter ud af det.
✔ Forklar forskellene – så er du sikker på, at det ikke er en misforståelse. Men lad være med at have længere diskussioner.

LÆS OGSÅ: Danskerne vil helst have piger - og det gælder særligt nordjyderne

✔ Lad altid barnet være sig selv – der er nok mennesker i verden, der kan få hende til at føle sig forkert, og det skal aldrig være dig.
✔ Hvis du ikke vil bruge ”forkerte” ord – så find kønsneutrale som skattebasse i stedet for skattepige eller skattedreng.
✔ Glem bekymringerne, så længe barnet er lille – giv det i stedet tid og se, hvad der sker.
✔ Husk, at det, barnet gør nu, intet siger om fremtiden – en lille pige i drengetøj eller en dreng i prinsessekjoler betyder ikke, at børnene som voksne bliver homoseksuelle eller ønsker en kønsskifteoperation.

LÆS OGSÅ: Forskel på drenge og piger

 

Sponsoreret indhold