Drop drømmen om den perfekte familie

Det virkelige familieliv
Nogle gange kan Facebook og andre medier godt gøre én meget træt. Det sker, når man konstant bombarderes med opdateringer og artikler om, hvordan et ”rigtigt” familieliv skal se ud. For slet ikke at tale om de mange indlæg med ”de absolut skønneste ideer” til børneværelset, haven, køkkenet og så videre, hvor ”alle kan føle sig godt tilpas”.
Vi glemmer nemt, at for langt de fleste familier er tid (og penge) den største mangelvare, og hvis vores hjem altid skal se perfekt ud, er der hverken tid eller energi til det vigtige: At være sammen på en måde, der er dejlig for alle – uanset mængderne af vasketøj, sko i gangen og opvask på køkkenbordet.
For nylig stødte jeg på en svensk Facebook-side, der er ved at få en del følgere herhjemme. Den hedder ”Family living – the true story”, og det er en offentlig gruppe, som alle kan blive medlem af. Den er for dem, som har brug for et sted, hvor de ikke får præstationsangst, for her deles billeder fra hjem, som de virkelig ser ud, når der ikke er ryddet op og gjort klar til boligfotografen.
Svenske terapeuter anbefaler siden til forældre, der føler sig pressede af de voldsomt høje ambitioner, der er til familielivet i dag, og jeg må indrømme, at det er dejligt befriende at se, at der ser lige så hersens ud hos andre som hos en selv ...
Sådan skruer du ned for ambitionerne:
¤ ”Bo Bedre-hjemmet” passer ikke til børnefamilien, medmindre man har virkelig mange penge til at indrette det og kan betale nogen for at holde det. Ellers vil der blive sagt for meget nej og brugt for meget tid på, at alt ser pænt ud på overfladen.
¤ Tag de lette løsninger – bare en gang i mellem. Kager kan købes, og selv pølsehorn kan man købe færdige lige til at lune i ovnen, og så er den tid sparet. Det skal ikke være hjemmelavet for at være godt.
¤ Betal dig fra de kedelige opgaver, hvis du kan. En rengøringsdame er dyr i et almindeligt husholdningsbudget, men hun kan nærmest skabe lykke.
LÆS OGSÅ: Sådan sparer du penge: Hold niveauet nede
¤ Lad nullermændene ligge en dag ekstra, hvis du ikke har tid til at fjerne dem. De løber ingen steder, og børnene vil hellere have din tid, end at du løber sur rundt og fægter med en støvsuger.
¤ Indret med plads til både voksne og børn, så du ikke behøver at passe på sarte møbler eller skal rydde op konstant. Det er rarere at være i et hjem, hvor der er plads og tid til samvær, leg og kærlighed, end at bo flot, hvor man ingenting må.
¤ Sørg for rigeligt med kasser i børneværelset, så der kan ryddes op på fem minutter, og børnene selv kan finde ud af det. Kasser er bedre end smarte, åbne hylder, hvor alt skal stå til skue. Det er nemt for dem og nemt for dig.