Dyr

Efter en tur gennem dyrets fordøjelsessystem: Fin og dyr kaffe

18. maj 2019 af Carsten Broder Hansen og Dyrefondet
Civetter er en familie af små rovdyr, der ligner en mellemting mellem mårer og desmerdyr. Palme-civetten har en helt særlig evne. Den er i stand til at levere verdens fineste og dyreste kaffe!
Palme-civetten

Aftendisen over trækronerne er så småt begyndt at sænke sig, da jeg når tilbage fra højdedraget. Lommelygtens stråler skærer sig gennem de fugtige tåger i regnskovsreservatet Taman Negara i det centrale Malaysia. Det er uden for højsæsonen, og jeg har stien for mig selv.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Jeg hører tydeligt det karakteristiske kald fra en gibbon. Den lille menneskeabe byder natten velkommen, mens den for sidste gang denne dag markerer sit territorium. Regnen er stilnet af, og det er allerede helt sort nede på skovbunden.

Jeg håber på at komme tæt på en af de frøer, hvis hidsige kvækken danner et nærmest permanent lydtæppe i denne del af skoven. At dømme efter larmen må der være tusindvis af frøer lige omkring mig. De er imidlertid utroligt gode til at skjule sig, så det tager lidt tid, inden lyskeglen endelig afslører en lille løvfrø.

Jeg står stille og iagttager frøen, da der pludselig løber et langt større dyr ud på stien foran mig. Mørk pels og busket hale. Dyret minder ved første øjekast om en kat, men dets hale er alt for tyk og lang til at kunne tilhøre en kat.

Lommelygten fanger dyret på vej op i et træ. Det klatrer lige så godt som en kat, og på få sekunder er det nået op på en gren fem-seks meter over mit hoved. Det sidder stille, og nu kan jeg se, hvad det er.

Læs også: Vild med dyr: Vildsvinet er en dygtig svømmer

Kaffebønner i afføringen

Det er en palme-civet eller ”palmeruller”, som dyret også kaldes. Civetter er en familie af små rovdyr, der ligner en mellemting mellem mårer og desmerdyr. Civetter er nataktive, så man opdager dem sjældent, og de knap 40 forskellige arter af civetter i Asien og Afrika lever normalt ganske ubemærket.

Men palme-civetten i træet over mig er en bemærkelsesværdig undtagelse. For den er i stand til at levere verdens fineste og dyreste kaffe!

Selv om palme-civetten hører til rovdyrene, er den faktisk altædende. Ud over mus, firben og insekter spiser den lige så gerne nødder og frugter.

For mange år siden fandt lokalbefolkningen ud af, at palme-civetter gerne gik på rov i kaffeplantagerne, hvor de åd store mængder af kaffefrugter, der er bær med rødt frugtkød, når den modnes. Selve kaffebønnen er kernen i bærret.

Man opdagede, at civetten kun optog det modne frugtkød, mens selve kaffebønnen passerede uskadt gennem dyrets fordøjelsessystem. Til gengæld gjorde civettens mavesyre og fordøjelsesenzymer åbenbart noget næsten mirakuløst ved kaffebønnen.

Bønner, der blev indsamlet fra civettens afføring, frembragte en kaffe, der var mindre bitter og med langt flere smagsnuancer end de bønner, der blev plukket på traditionel vis. Den unikke kaffe blev døbt ”Kopi Luwak”. På indonesisk betyder ”kopi” kaffe, mens ”Luwak” er det lokale navn på palme-civetten.

Således opstod et nyt og indbringende kaffeprodukt. ”Kopi Luwak” sælges nu for ca. 5.000-6.000 kr. for et kilo.

Læs også: Hvis du påkører vildt: Tilkald hjælp til et såret dyr

Vidste du det...

  • Tidligere blev alt ”Kopi Luwak” produceret af indsamlede kaffebønner fra ekskrementer fra civetter, der havde været på rov i kaffeplantager.
  • Bønnerne blev renset og tørret, før de gennemgik en nænsom ristning.
  • I dag produceres det meste ”Kopi Luwak” fra indfangede palme-civetter, der holdes i bure og primært fodres med kaffebær. Dyrevelfærden er dårlig, og ydermere er kvaliteten af kaffen fra de indespærrede dyr af langt ringere kvalitet end kaffe fra vilde civetter. Åbenbart gør dyrenes fine sanser civetterne i stand til at finde de allerbedste kaffebær, når de selv får lov til at vælge. De indespærrede dyr må spise, hvad de får tilbudt.
  • På mange feriedestinationer tilbydes turister ”Kopi Luwak”. Dyrefondet anbefaler dog, at man afholder sig fra ”Kopi Luwak”, medmindre det er fremstillet af kaffebønner, der dokumenteret er indsamlet fra vildtlevende dyr.
  • Der bliver også produceret kaffe, der har været gennem andre dyr end palme-civetten. Elefanter i bl.a. Thailand er også blevet eksklusive ”kaffedyr”.

Læs også: Vild med dyr: Orangutangen har ryggen mod muren

Dyrefondet

Dyrefondet gennemfører dyreværnsarbejde til gavn for familiedyr og dyr i naturen.

Fondet udgiver pjecer, plakater og information, der kan medvirke til at skabe større forståelse for dyrenes vilkår.

Fondet skaber gode forhold for dyr i menneskers varetægt, spreder oplysning om glæden ved dyr og øger respekten og forståelsen for vildtlevende dyrs naturlige livsform.

Dyrefondet er godkendt som almenvelgørende organisation, og bidrag til fondets arbejde er fradragsberettigede.

Dyrefondets bestyrelse og medarbejdere omfatter dyrlæger, adfærdseksperter, biologer og jurister.

Ghita Nørby er præsident for Dyrefondet.

Læs mere på dyrefondet.dk og følg fondet på Facebook.

Sponsoreret indhold