Dyr

Elvis kan redde liv med næsen

9. marts 2015 Mikkel Milsgaard
Marie er ikke længere bange for at bevæge sig ud i samfundet på egen hånd, når hun blot har Elvis med sig. Han er nemlig udstyret med en uovertruffen lugtesans, som kan redde hendes liv.

Elvis er en mellemstor hund af racen Lagotto Romagnolo. Og så er han 51-årige Maries livline. Med den snarrådige hund Elvis har en helt ny verden åbnet sig for Marie.

– Elvis gør mig tryg. Han er en revolution for mig, siger hun og klapper ham kærligt på hovedet.

Tidligere levede Marie Hansson fra Halmstad i Sverige en regelbundet og isoleret tilværelse. Men i dag holder hun sig ikke tilbage for at køre i tog og kaste sig ud i spændende eventyrrejser. Marie var 11 år, da hun fik diagnosen diabetes 1.

– Jeg fik sygdommen som en komplikation efter fåresyge. Det har længe været min hemmelighed, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: 6-årig redder fars liv med vingummibamser

Jeg har skammet mig

Kun Maries eksmand, hendes forældre og hendes tre døtre har kendt til sygdommen. Hverken hendes venner eller arbejdskollegaer har vidst noget.

– Jeg har skammet mig over sygdommen. Jeg ville være som alle andre. Det er dumt. Det ser jeg nu. Elvis har tvunget mig ud af skabet, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Hund redder etårig fra døden

Der burde næsten stå ”diabeteshund” på Elvis’ arbejdsvest, som viser, at man ikke skal klappe eller forstyrre ham, mens han arbejder og holder et vågent øje med sin ejer. Men det gør der ikke. Marie foretrækker ”servicehund”. Så kan hun selv afgøre, hvor meget hun skal fortælle. Trods sin sygdom har Marie gennem en lang årrække arbejdet som økonomiassistent inden for ældre- og handicap-omsorgen. Og Elvis er Maries femte hund. Med sin fjerde hund, golden retrieveren Salamander, hørte Marie første gang om muligheden for at bruge hundens sanser til at opfange udsving i blodsukkerniveauer, hvilket er helt afgørende for sukkersygepatienter at have styr på.

Trænet til at hente hjælp

Da Salamander døde i 2011, besluttede hun sig derfor for at anskaffe en hund, som kunne trænes til diabetes-hund. Elvis er en såkaldt SoS-hund, hvilket betyder Service- og Signal-hund.

– Han er kærlig og stabil og pligtopfyldende ud over det sædvanlige, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: 3-årig dreng reddet af sin hund

Han advarer Marie, så hun ved, hvornår hun skal tage sin insulin, og han er endda trænet til at hente hjælp, hvis hun skulle få et anfald.

– Hvis jeg bliver fjern i blikket, sætter han sig foran mig og bjæffer og stirrer mig i øjnene, indtil jeg reagerer og spiser noget sødt eller tager min insulinsprøjte, fortæller Marie.

I dag er hun tryg og føler sig langt mere fri til at leve en bekymringsfri hverdag. Takket være Elvis. En blød og kærlig livline med et bankende hundehjerte.

Sponsoreret indhold