Dyr

Glenter flyver i blinde i smoggen

28. april Af Helle Hartz
I New Delhi er luften tyk af smog. Det er både skadeligt for mennesker og dyr. Specielt rovfuglen glenten er truet af den voldsomme forurening, da dens sigtbarhed er mærkbart nedsat. Men hjælpen er på vej.
Glente der flyver i smog

Jeg er gået op på taget af et 10-etagers højt hotel for at fotografere New Delhis sorte glenter. Disse elegante rovfugle svæver overalt over Indiens hovedstad, og er nærmest blevet et ikon for byen.

Derfor vil jeg gerne have et foto af en glente med storbyen som baggrund. Jeg får med det samme øje på flere af de majestætiske fugle, men det viser sig at være næsten umuligt at tage et billede, hvor både glente og by er med.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Udsigten er nemlig sløret af dis, og blot 10 etager oppe kan jeg næsten ikke se, hvad der foregår nede på gaden. Disen skyldes den massive luftforurening.

New Delhi er en af verdens største byer med anslået omkring 30 millioner mennesker i sit metroområde. New Delhi er også verdens mest forurenede hovedstad.

Jeg er kun på kort besøg i New Delhi, men jeg har læst, at et ophold på bare tre dage svarer til at ryge næsten 40 cigaretter.

Byens indbyggerne trues naturligvis i endnu højere grad af forureningen, og det gælder både mennesker og fugle.

Alt for lav sigtbarhed

Den sorte glente er en middelstor rovfugl, der gerne lever af ådsler ligesom vores hjemlige røde glente.

I New Delhi sørger den voksende fødevareindustri og de åbne lossepladser for, at der altid er store mængder af lettilgængeligt kød- og fiskeaffald, som glenterne kan supplere deres kost med.

Det anslås, at der lever over 100.000 sorte glenter i New Delhi, men selv om menneskers aktivitet sørger for rovfuglenes føde, så er andre af vores aktiviteter til stor fare for glenterne.

Luftforureningen er så voldsom, at den skjuler ledninger, master, skorstene og udhæng, og glenterne kan ikke bruge deres normalt skarpe syn i den tætte dis.

Mange glenter flyver derfor ind i de forskellige konstruktioner eller de bliver sårede, når de hænger fast i ledninger og snore. Samtidig får rovfuglene også lungeskader som følge af forureningen.

Man ved ikke hvor mange glenter der dør af luftvejsskader, men da over 55.000 mennesker i New Delhi hvert år omkommer før tid på grund af forurening, må det forventes at tabstallet for rovfuglene er ganske betragteligt.

Farlig drageflyvning

Den største fare for glenterne er imidlertid flyvning med drager.

Det er en populær fritidsaktivitet og efter asiatisk skik forsynes dragesnorene med superskarp tråd, som en dygtig drageflyver kan bruge til at overskære konkurrenternes drageliner.

Nogle drageflyvere limer knust glas fast på linen for at øge effektiviteten, men de skarpe liner er dødsensfarlige.

Faktisk er en person omkommet efter at være ramt af en drageline, og drageflyvning har været forbudt i New Delhi siden 2016.

Forbuddet forhindrer dog ikke folk i at fortsætte aktiviteten, der er katastrofal for glenter, ikke mindst fordi dragerne og deres liner er skjult i den tætte forureningsdis.

Hverdagens helte

Heldigvis har glenterne bedre vilkår i dag: De to brødre Nadeem Shehzad og Mohammad Saud har besluttet sig for at gøre en indsats for at hjælpe de mange sårede rovfugle.

Tilbage i midten af 90’erne så de første gang en såret glente på jorden, og i 2003 besluttede de at gøre en målrettet indsats for at hjælpe.

Selv om de ikke havde erfaring med hverken syge dyr eller medicin, oprettede de en dyreklinik i et kælderlokale.

Med tiden fik de hjælp af frivillige dyrlæger, og de blev selv bedre til at behandle fuglenes skader.

Dyrehospitaler overalt i New Delhi begyndte at sende tilskadekomne glenter til brødrene, som også indsamlede penge til at bygge en stor voliere, hvor behandlede rovfugle bliver genoptrænet, inden de bliver sat fri igen.

Nadeem og Mohammad har i løbet af de sidste 20 år behandlet omkring 26.000 glenter.

Vidste du det...

  • De to brødres historie er emnet for filmen “All That Breathes”. Det er den første film, der har vundet topprisen i dokumentarfilmskategorien i både Sundance og Cannes filmfestival.
  • Filmen var også med i opløbet til årets Oscar-festival, og den kan ses på HBO Max med danske undertekster.
  • Den sorte glente er vidt udbredt i tempererede, tropiske og subtropiske egne i både Sydasien, Europa, Afrika og Australien. Den yngler blandt andet i både Tyskland og Polen, men er en relativt sjælden gæst herhjemme.

Sponsoreret indhold