Dyr

Gravhunden Dennis vejede 25 kg: Var ved at spise sig ihjel

11. marts 2016 af Nina Sommer. Foto: Bulls
Burger og pizzarester var hverdagskost for gravhunden Dennis. Men med en kampvægt på 25 kilo spåede dyrlægen, at den kun ville overleve en måned mere, hvis den ikke tabte sig med det samme. Heldigvis kom en ung pige Dennis til undsætning og hjalp ham tilbage til livet.

Da Brooke åbnede døren til sin onkels hus, fik hun et chok. Overalt i huset var der skrald. Desperat viftede hun de mange fluer væk fra ansigtet og opdagede så, at der løb mus hen over gulvet. Da den unge kvinde kom længere ind i huset, fik hun øje på sin 87-årige onkel, der sad i en beskidt stol. Ved siden af ham lå der noget, der mest af alt mindede om en stor, levende hårbold.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det var en hund, men den var så grotesk stor, at den næsten ikke kunne bevæge sig.

– Jeg var så chokeret. Jeg var ikke sikker på, hvilken race det var, fordi han var så beskidt og overvægtig. Det gjorde mig virkelig ked af det, for jeg kunne jo se, at han led, fortæller 27-årige Brooke Burton, der bor i byen Columbus i staten Ohio, USA.

LÆS OGSÅ: Lægerne besked til ung alenemor: Du har seks måneder at leve i

Onklens hund, Dennis, havde boet sammen med sin senile ejer, der med tiden havde fået sværere og sværere ved at klare sig selv, i årevis. Kommunen havde til sidst kontaktet onklens familie for at få ham ud af huset, men Brooke vidste hverken, hvor slemt det stod til med onklen – eller at han havde en hund.

Dennis lå i en seng, der var dynget til med skrald, skidt og afføring. Hans negle var så lange, at de krøllede ind under poterne, og den stakkels hund kunne ikke gå, fordi dens enorme vægt tyngede den ned.

Da Brooke fik talt med sin onkel, stod det hurtigt klart, hvorfor Dennis var så overvægtig. Onklen havde levet af pizza, burgere og færdigretter, og han delte som regel sin mad med hunden, der hurtigt tog mange kilo på. Samtidig var den tykke vovse svært dehydreret. Aircondition-anlægget virkede ikke, så der var ulideligt varmt i huset, hvor madrester og skrald lå og rådnede overalt.

Fortjente det ikke

– Min onkel gav ham jo ikke den mad for at være ond. Han kunne selv lide sin junkfood, og derfor skulle Dennis også forkæles. Jeg tror ikke, det gik op for ham, hvilken skade han egentlig gjorde, forklarer Brooke, der efter en del overtalelse fik lov til at tage Dennis med sig.

Hun tog den enorme hund direkte til dyrlægen. Her fik de ansatte et chok, da de så ham, for han vejede fem gange så meget, som han burde.

LÆS OGSÅ: Tog sit liv på selvmordsklinik: Simons rørende farvel

Med en kampvægt på 25 kilo måtte de trille en særlig vogn ud og hente ham, fordi han ikke kunne løftes. Dyrlægen mente ikke, at han ville overleve endnu en måned, hvis han ikke omgående tabte sig.

– Jeg er ikke en person, der græder særlig tit, men jeg kunne ikke lade være, da jeg fandt ud af, hvor slemt det var. Jeg ville redde Dennis. Han fortjente jo slet ikke det her. Han spiste jo bare, hvad han var blevet givet, og jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde noget, så ville han blive aflivet, forklarer Brooke.

Har tabt 20 kilo

Dennis kom omgående på en streng kur, der bestod af en lille kop med tørfoder to gange om dagen. På tre uger tabte Dennis sig de første 4 kilo, og hurtigt begyndte den straks mere energiske hund at have overflødig hud på maven. Brooke havde ikke selv pengene til en operation, så derfor samlede hun 11.000 kroner ind, så den nu mindre fyldige gravhund kunne bevæge sig rundt.

Som tiden gik, tabte Dennis sig mere og mere. Hver uge fik Brooke Dennis vejet. Hun fik ofte fordømmende blikke, når de to var ude blandt andre mennesker, men hun var ligeglad. Hun var stolt af Dennis, der skulle igennem yderligere to operationer, før han ikke længere var hæmmet af den overskydende hud.

I dag vejer Dennis sunde 5 kilo, og han elsker at løbe rundt og hente bolde.

LÆS OGSÅ: Thomas ledte efter sin ferie-flirt i 23 år

– Han er ligesom en helt ny hund. Før hadede han, når folk rørte ved ham, fordi han havde sår, der var gået betændelse i. Men nu er han ligeglad. Folk kan røre ham overalt på hans krop, og han nyder det, fortæller Brooke, hvis hund dog stadig kæmper med de gamle vaner.

– Når jeg køber en pizza, tigger han rigtig meget. Han prøver at hoppe op og få et stykke, men jeg giver ham ikke noget. I stedet får han gulerødder. De får ham til at føle, at han får en godbid, og så holder de maven fyldt, fortæller Brooke.

– Han er en fantastisk hund, og jeg er rigtig glad for, at han fik livet igen, siger hun.

Er din hund for tyk

Den bedste måde at vurdere hundens form er ved at lægge begge hænder på siden af dens brystkasse. Her skal man gerne kunne fornemme ribbenene under huden, og når en hånd køres ned over ryggen, skal rygraden kunne anes. Knoglerne må dog ikke fremstå meget tydeligt og markerer. I så fald er hunden nemlig undervægtig.

LÆS OGSÅ: Eva blev kontaktet af ukendt søster på facebook: Jeg var hård

Hunden skal have ”timeglasform” og gå en smule ind i flanken. Det er ikke mængden af fedt placeret på maven, der er det afgørende parameter i bedømmelsen af dyrets ernæringsstatus.

Spørg din dyrlæge eller veterinærsygeplejerske, hvad hun synes om din hunds vægt, næste gang du skal ind på din dyreklinik, frem for udelukkende at basere din bedømmelse på tallet på vægten.

Kilde: Dyreklinikken Artemis ved dyrlæge ved Lise Rovsing.

Sponsoreret indhold